Skovens hemmelige liv
Når jorden dækkes af sne, blottes skovens ellers hemmelige liv. Blotter sig for vores menneskeøje. Pludselig dukker endeløse ruter og poteaftryk op. En flok hjorte løb over stien, en ræv fulgte efter. En fugl har danset i cirkler, hvorfor mon?
Vi finder blodpletter i sneen. Det er ikke svært at forestille sig hvilket drama, der har udspillet sig, lige der foran os. Eller før vi kom. Vi så jo aldrig dramaet udspille sig, vi så aldrig ræven snuse efter hjortene, vi ved stadig ikke hvorfor fuglen dansede i ring. Men vi undres. Undrer os over det altid pulserende liv, der finder sted derude. Skoven er et mystisk sted. Et sted med uendelig mange ufortalte fortællinger.
Jeg kan godt lide at gå ture i skoven. Når jeg går, ser jeg små glimt af fortællinger udspille sig for mit øje. Jeg ser en musvåge hænge på himlen med flaksende vinger. Har den mon fået øje på en mus og ved musen at nogen våger over den? Jeg ser det ske og jeg undres. I skovbunden ser jeg en halvt færdig gnavet grankogle, måske har et egern været forbi, hvorfor måtte det gå uden at spise resten? Jeg ser det, og jeg undres. På marken står en enlig hjort. Jeg stopper op og ser på den. Den stopper op og ser på mig. Måske vi begge undres. Måske hjorten undrer sig over hvad jeg laver derude i skoven. Jeg spiser hverken grankogler eller mus. Jeg er ikke på jagt og jeg jages heller ikke. Nogen jager hjorte for fornøjelsens skyld. Nogen er på jagt efter stilhed for fornøjelsens skyld.
Når jeg går ture i byen hører jeg en krøllet rungen, som sjældent kan foldes ud. I skoven væves lydene sammen til et stykke. Jeg kan godt lide tanken om at finde lydens ejermand, at forfølge lyden og finde den lille fugl. Men fuglen har hørt mine fodtrin på jorden og set mine såle knække en gren. Med denne fart får jeg ikke fuglen at se. Jeg farer vild i byens gader, løber over for rødt. Med denne fart når jeg ikke bussen.
Hvad tænker du?