Valgkampen er begyndt at ligne et absurd teater

I forbindelse med Folketingsvalget 2026 udgiver nyhedsredaktionen en række særudgivelser, der over fire gange sætter fokus på det og dem, som politikerne taler om. 

Den canadiske kina-ekspert Dan Wang vakte en del opsigt, da han sidste år udgav bogen Breakneck – China’s Quest to Engineer the Future. Her fremsætter han den (provokerende) tese, at mens Kina er et land ledet af ingeniører, er USA og Vesten ledet af jurister. Derfor kan Kina bygge og bygge, mens vi laver regulering og snakker. Under valgkampen kan det dog ofte føles, som om vi mest af alt ledes af skuespillere.

Det er, som om der er opstået et paradoks i valgkampen: Det er det måske vigtigste valg i nyere tid, og samtidig virker det, som om det hele er noget, vi leger.

De politikere, der lige med stor alvorlighed har fortalt én, at kongeriget er truet, er det næste øjeblik en del af et fjollet meme på Instagram.

De politikere, der har siddet i regering i tre år og holdt sammen i tykt og tyndt, står nu og foregiver at være dybt uenige.

På Venstres Instagram kan man se en AI-redigeret Troels Lund Poulsen, klædt ud som Rambo, klar til at gå i krig. På valgplakater rundt i byen poserer Ida Auken som alt fra intellektuel boglæser til håndboldspiller til øldrikkende bargæst.

Politikerne pådrager sig konstant en masse roller. Mette Frederisken har skiftet mellem røde og blå kostumer, mere eller mindre provinsiel frisure og spillet alt fra den kærlige mor til den sure tante. 

Som Mathias Dressler-Bredsdorff skrev om den første partilederdebat i Information:

”Set udefra fremstod det som et helt bizart sprogspil, et slags absurdistisk tv-teater, der kun gav mening i den udstrækning, seeren for længst er holdt op med at spørge ind til den.”

Det er ikke noget nyt, at politik kan minde lidt om teater. Platon advarede om, at demokratiet kunne ende som et theatrokratia – teaterstyre frem for folkestyre.

Selve den demokratiske debat var for Platon meget lig teatret. Den politiske arenas publikum bliver revet med af deres følelser og handler ikke ud fra deres egen fornuft: De græder, når der skal grædes, og klapper, når der skal klappes, og holder med helten – de tænker sjældent over, hvorvidt helten egentlig er en helt.

Oversætter man Platons argument til i dag, er det svært ikke at komme til at tænke på Trump og de sociale medier, der gør politik til underholdning. Politikerne fremstår i stigende grad som udklædte skuespillere der kæmper for vores opmærksomhed. 

Det er svært ikke at få fornemmelsen af, at de klassiske medier også er blevet mere teateragtige, når de dækker politik. Eller måske er et bedre ord realityagtige.

TV2 har i denne valgkamp leveret et klasseeksempel på tendensen mod en mere følelses- og personstyret politisk debat med programmet Højskolen, hvor partilederne bor sammen i et døgn på Ryslinge Højskole.

Jeg har selv tilbragt et år på efterskole i Ryslinge og kan berette om skolens motto: Sæt mennesket først. Uanset om man synes, det er et godt program, er det dét, programmet gør: Frem med mennesket, tilbage med politikken.

Man kan næsten høre et ”hvad sagde jeg” fra det gamle Athen, når følelserne får frit løb, mens Lars Boje Mathiessen fortæller om sin barndom med forældre i misbrug. Eller når Inger Støjberg fortæller om de personlige konsekvenser af hendes rigsretsdom.

Formatet er hentet fra Belgien og har været valgafgørende der. Som Alberte Bové Rud, der forsker i personlighedspolitik ved DIIS, forleden skrev på LinkedIn:

”Højskolen er et studie i personlighedspolitik og et eksempel på, at denne type politiske sprog indfinder sig også i Danmark.”

Hvis vi skal lære noget af Platons kritik, må det være, at vi skal være på vagt for, at demokratiet bliver for meget som teatret, for så gør vi både antidemokraterne en tjeneste og taler samtidig ned til os selv og alle andre, der skal stemme om et par uger. Det kunne TV 2 og andre medier passende selv tænke over.

Vi skal bestemt ikke, som Platon, miste troen på demokratiet af den grund. I sidste ende er demokratiet heldigvis ikke et teaterstykke.

Publikum er ikke bare publikum, men vælgere, der kan tage deres egne valg.

Og når vi står i stemmeboksen den 24. marts, er det forhåbentlig ikke kun den bedste skuespiller, men de bedste argumenter, der afgør valget. 

Tekst: Nicolai La Cour 

Redaktør: Megan Owen 

Visuel: Asbjørn Nonbøl