Hvad kæmper du for, mand?

Var det en pinlig forglemmelse, eller var det lidt ligegyldigt?

I den seneste tid er der blevet talt meget om mænds kamp om borgmesterkæder og magten. Dagen efter kommunalvalget var det mændenes internationale kampdag, men det var som om, at medierne var mindre interesserede i mandens kamp her. 

På SEIN glemte vi også selv at belyse mændenes internationale kampdag. Som så mange andre medier, havde vi travlt med at fokusere på kommunalvalget. Vi må derfor lægge os fladt ned og med dette indlæg forsøge at gøre det godt igen. 

Vært på P1 Debat, Cecilie Lange, lægger sig også fladt ned på vegne af redaktionen i udsendelsen “Hvad skal mændene kæmpe for?” den 22. november. Hun erkender, at de har forsømt mændene, og med et veloplagt og debatlysten panel forsøger de at rette op på det. 

Trives den danske mand?

Den 19. november bruges internationalt til at sætte fokus på samfundsproblemer, der rammer særligt mænd – blandt andet social udsathed og mental mistrivsel. 

Udsendelsen i P1 tager afsæt i det, som vi ved om danske mænds sundhed og trivsel. Tal der peger i retning af, at der ér noget at kæmpe for som mand. Enstemmigt lyder det i studiet, at der ligger en vigtig samfundsopgave i at dykke ned i forklaringerne bag tallene. 

Undersøgelser udarbejdet af organisationen Forum for Mænds Sundhed leverer tallene. De fortæller, at 28% af mænd over 18 år aldrig, eller næsten aldrig, har nogen at tale fortroligt med. 8-10% af nybagte fædre rammes af fødselsdepression. Mænd går mindre til lægen, har en stor overdødelighed og en øget selvmordsrate.

Tal og konklusioner, der taler for sig selv.

I panelet i P1 Debat sidder ligestillingsordfører fra Enhedslisten Rosa Lund. Hun erkender mændenes sundhedsudfordringer, men mener ikke, at de skyldes en underprioritering af mænd i sundhedsvæsenet.

Til gengæld kommer mænd mindre til lægen. Vi bør derfor spørge, hvordan vi får dem derhen, lyder det fra Lund. 

Maskulinitet under beskydning

Foruden krop og psyke bærer mændene også på en maskulinitet. Er rammerne for maskulinitet blevet for snævre?, debatteres der.

Ligestillingsdebattør David Munis Zepernick tager ordet. Maskuliniteten er under beskydning. Vi er blevet optagede af at latterliggøre og udskamme manden, siger Zepernick.

Alle forventes at være positive for feminisme, imens ingen interesserer sig for den almindelige mand, der passer sit arbejde og gør sin pligt, uddyber Zepernick til Netavisen Pio. 

Jeg studser over, hvordan det indirekte bliver antydet, at en positiv indstilling til feminisme automatisk betyder en afstandtagen fra det maskuline. 

I Pio slår han fast, at ligestillingsdebatten har udviklet sig til en skyttegravskrig mellem to fløje. I den ene fløj findes “elitefeministerne”, der kun bekymrer sig om udfordringer i akademiske kredse, der kalder på kønskvoter på bestyrelsesposter. Den anden fløj er besat af Andrew Tate lignende typer, der rådgiver om undertrykkelse af kvinder.

Pladsen til en position midt imellem er udvisket, og måske er det i virkeligheden der, at de fleste af os befinder os, siger Zepernick i P1 Debat. 

Lurer en feministisk trussel?

Elitefeministerne placerer Zepernick i kategorien “nyfeminister”, der også beskrives som fjerdebølgefeminisme. Hverken Zepernick eller hans mandlige venner er imod feminisme og ligestilling. Til gengæld er de kritiske overfor nyfeminisme. 

En isme, der ikke kun vækker frustration i Zepernick og vennerne. 

I en kronik i Information i 2020 skriver Helle Birk, at den nye feminisme vil ensrette sproget og verden ud fra en feministisk agenda. Den kræver særhensyn på direktionsgange og universiteter. Til gengæld stiller den færre krav til at sikre helt grundlæggende rettigheder. 

Birk antyder, at feminismen har mistet fornuften. 

Set på en anden måde, kan man også forstå det sådan, at feminismen er ambitiøs. Den ønsker at forbedre, hvordan mennesker lever sammen på tværs af forskelligheder. Jeg tror ikke, at kampen for mere ligestilling sker på bekostning af kampen for de svageste. Som rigt velfærdssamfund skal vi slå et slag for dem, der virkelig er undertrykte, og samtidigt bestræbe os på at blive mere ligestillede i arbejdsliv, privatliv, sundhed og uddannelse. 

Så: Har manden slået foden på en feministisk trussel?

Selv mener jeg ikke, at feminismen er farlig og truende. Men når man vil ændre på noget, der er rodfæstet i kultur og etableret politik, kan det være nødvendigt at råbe højt til en start. Feministiske budskaber kan være højlydte. Svære kampe går sjældent ubemærket hen. 

En feministisk misforståethed

Vi må dog forholde os til, at hver femte mand under 50 år mener, at ligestillingen er gået for langt. En statistik, som tidligere SEIN-skribent, Jeppe Grandahl, også fremhævede i et interview med Svend Aage Madsen, psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed. 

Men det er ikke kun mænd, der mener, at noget er gået for vidt. 

Når mikrofonen i P1 Debat gives til kultur- og socialordfører i Liberal Alliance, Katrine Daugaard, siger hun, at den nyfeministiske bølge strammer grebet om unge mænds muligheder for at sige og gøre, som de vil. Samtidigt løsnes grebet om kvinderne. 

David Zepernick mener, at en angst er blevet skabt i mænd for at træde forkert. Som eksempel fremhæver han den shitstorm, der ramte mændene i dette års Bachelor, da de udtalte, at feminisme var et “ick”. Altså, noget der skaber en følelse af væmmelse. 

Feminisme er misforstået, hvis mændene væmmes ved begrebet.

Ifølge Dansk Kvindesamfund er feminisme en kamp for ligestilling uanset køn, seksualitet, hudfarve, sociale baggrunde mm. Samtidigt er det en kamp for at nedbryde magtstrukturer, der favoriserer det maskuline og undertrykker det feminine, skriver Dansk Kvindesamfund. Hertil kommer, at feminismen også kæmper imod skadelige forventninger til mænd. 

Selvfølgelig beskæftiger meget feminisme sig med bedre forhold for kvinder. Det handler om, at kvinder på flere parametre ikke er ligestillede med mænd. Det er ikke den almindelige mands skyld. Det skyldes vores historie, forældede forventninger til køn og politiske beslutninger. Derfor er feminismen ikke et angreb på mænd.

Men i stedet for at ryste på hovedet eller grine af mænd, der har fået nok, må vi begynde at snakke med dem. Uden at tale sammen bliver kønnene splittet og misforståelserne mange. 

Taler vi ikke med dem, der er stået af, vokser problemet. 

Plads til at være mand på flere måder

I stedet for at dyrke et modangreb på feminismen, bør en del af mandens kamp måske handle om at skabe positive, maskuline fællesskaber. 

Tilbage til studiet på P1 Debat er også Alexander Mejdahl, founder af Limitless Mind og frivillig i organisationen SAGA. Foruden sundhedsudfordringer ser han også, at nogle mænd er udfordret i deres følelsesliv og i manglende positive mandefællesskaber. 

Manderollen har svært ved at rumme følsomhed, siger han til P1 Debat. Der er brug for en bredere ramme for, hvordan man kan være mand. Hvis man som mand både tør at ranke ryggen og tale om det, der er svært, kan der ske noget positivt, siger han. 

I stedet for at grine af mændenes kampdag, bør vi spørge, hvorfor mænds mistrivsel er svær at tage alvorligt, lyder det fra Mejdahl på SAGA. 

Selv tror jeg på, at vi som samfund kan blive dygtigere til at tage mænds mentale helbred alvorligt, så det også for manden selv bliver en selvfølgelighed at tage sig selv alvorligt. 

Kæmp for alt, hvad du har kært

Sådan lyder det i et sted i Højskolesangbogen.

Jeg tror, at manden skal finde ud af, hvad han har kært, og hvad der betyder noget. Og så skal han kæmpe for det. 

Jeg tror ikke, at kampen skal stå mod feminismen, som David Zepernick fik antydet. Det er en kamp uden en fjende. I stedet håber jeg, at vi, kvinder som mænd, kan finde en plads til at tale om mistrivsel blandt mænd og alvorlige sundhedsudfordringer. Når det kommer til sundhed, trivsel og positive fællesskaber, lader der til at være noget at kæmpe for. 

Lad os huske det til næste år, P1 Debat. Lad os huske det til næste år på SEIN.

Tekst: Marie Bjerre Nielsen
Visuelt: Den blå tegning; Mie Horsbøll Rasmussen
Redaktør: Megan Vendelbo Owen