Det jeg ikke fortæller om at være i et langdistanceforhold

Distance gør dit forhold stærkere. Den første dag sammen efter flere uger fra hinanden er magisk. Der er endeløse opkald til langt ud på natten, blomster i lufthavnen, tid til selvudvikling. Sådan romantiseres langdistanceforhold, og det er rosenrødt, helt vidunderligt. Det er det billede, jeg krampagtigt forsøger at holde fast i, når savnet bliver altoverskyggende. Jeg tvivler nu på, at de færreste ville foretrække langdistanceforhold over et med mindre afstand. Sorry to burst you bobble, jeg ville i hvert fald ikke. 

Ikke desto mindre er det sådan et, jeg er i. 

Siden august har min kæreste og jeg tilbagelagt over 900 kilometer, når vi skulle besøge hinanden fra København til Amsterdam. Det er 90 minutter med fly eller 12,5 time med flixbus, og så dyrt og besværligt med tog, at vi har opgivet den mulighed. Før det har vi boet lige fra seks timer til syv minutter fra hinanden rundt omkring i Danmark. I det første lange stykke tid var det eneste, vi kendte, at besøge hinanden hver anden eller tredje weekend. Årene med, lad os kalde det, medium-distance, lærte mig en del. Det udhulede min pengepung, gav mig respekt for pendlere og en misundelse på alle de par, der boede tættere på hinanden. Men i den blev vi også mere forelsket, gensynsglæden og savnet til hinanden var stort; der var noget godt at holde fast i. 

Efter flere år med forskellige former for afstande flyttede jeg til København. Vi kunne cykle frem og tilbage mellem hinanden, og der var for første gang plads til spontanitet. Så da min kæreste ringede for at fortælle, at han skulle flytte til Amsterdam i fire år, var det svært at skjule mine ambivalente følelser.

Det sure ved det søde 

Jeg var på ferie i Island, da han ringede begejstret. Han var kommet ind på sin drømmeuddannelse i Amsterdam, og jeg lykønskede ham og fortalte, hvor glad jeg var på hans vegne. Tilbage sad jeg grådkvalt, sunket sammen på hotelgangens plyssede gulvtæppe med udsigt over islandske bjerge, og tænkte på, hvordan fanden vi skulle komme igennem det. 

At flytte sammen var udskudt, min største tryghed i København forsvandt. For ikke at græde snot hele ferien, måtte jeg tænke på, hvor stor en mulighed det var. Det er “kun” 4 år (snøft). Vi har prøvet det før, vi gør det igen. På en måde føltes det som om, at alle årene med DSB-toge fredag eftermiddag havde været træning til det her tidspunkt. 

Jeg læste et hav af guides om langdistanceforhold. Om at lave faste aftaler, sætte hinanden fri, at “communication is the key”, digitale escape rooms og dream-house-Pinterest-dates. You name it. Jeg ville forventningsafstemme i hoved og røv. Min kæreste derimod havde en lettere irriterende spirituel tilgang til, at det nok skulle gå. Jeg prøvede virkelig at tage det til mig. 

stod der et sted på Pinterest. Det er nemt at sige, når man kun er 1,5 time væk fra hinanden, lød en kommentar. Jeg vil også godt udfordre citatet. Længere afstand blev lig med længere tid væk fra hinanden. Det kom bag mig, hvor svært jeg alligevel synes, at det er, og hvor meget distancen kan fylde. 

Jeg anerkender fordelene ved langdistance. Der er nok færre diskussioner om opvask, mere overbærenhed, tid til at mærke sig selv og mulighed for at give hinanden plads. Efter lang tid, er den første dag magisk, jeg er nyforelsket, genert og føler mig heldig. Og så kommer tanken midt i glædesrusen: “Du skal hjem igen om lidt, og det bliver helt forfærdeligt.” Det betyder, at når vi så endelig er sammen, kan jeg hverken være til stede eller nyde det. Min krop er i beredskab hele tiden. Det fucker tiden op, som ellers skulle have været perfekt, fordi vi fandme bare skal have alt ud af det, når vi er sammen. Den sidste dag har det tit med at byde på ligegyldige diskussioner, måske som en måde, hvorpå det bliver nemmere at sige farvel. Nogle gange ville jeg ønske, at der var lidt mere af den famøse leverpostej, som alle taler om, i stedet for vild ekstase og snøftende opkald. 

Jeg savner dig mest 

“Jeg savner dig” er blevet en fast del af vores ordforråd. Det er beskeden vi sender, der rummer en kærlighed, længsel og følelse af magtesløshed. Selvom det ikke er uretfærdigt, at vi bor langt fra hinanden, fordi det i sidste ende er en beslutning, vi har truffet, er det på svære dage nemmest at placere følelserne et destruktivt sted, hvor man har ondt af sig selv. 

Andre kærestepar er simpelthen gået hen og blevet min akilleshæl. Jeg hører en hyletone, når der bliver talt om flytteplaner, eller når nogen siger, at det har været hårdt at være væk fra deres kæreste i en weekend. Jeg har i flere uger ligget for lukket gardiner for at undgå at blive konfronteret med, at min genbo har sin kæreste på besøg hver uge. Hvis jeg nu ikke ser andre kærestepar sammen, kan jeg ikke blive mindet om, at jeg ikke er sammen med min. 

I mit misundelsesanfald blev mine planter taget som gidsler, og så kunne vi ligge derinde på værelset og visne sammen, mens jeg talte ned til næste gang, jeg skulle se ham. Efterhånden savnede jeg sollyset, og jeg kom til en erkendelse af, at det er umuligt at skærme sig selv fra alle andres forhold. Jeg gider ikke at vrisse af par, der går hånd i hånd. Min kæreste fortalte mig, at han blev glad af at se andre kærestepar. Det betyder, at nogle har fundet hinanden. Sødt og træls, når man ikke selv kan finde ud af at tænke sådan. 

Så det er på med arbejdshandskerne og ned ad selvudviklingsstien. Og sandheden er bare, at der ikke er nogen amerikanske long-distance-influencers, Reddit-brevkasser eller terapisider som kan quickfixe ens langdistanceforhold og alle de komplicerede følelser, det kan komme med det. Jeg øver mig på at sænke forventningerne til tiden sammen, lære at nyde det og ikke sammenligne mig med andre. Der er ikke andre end os selv, der kan få savnet til at blive mindre, men hold da op, hvor er der mange, som har forsøgt og gerne vil give deres besyv med. 

“Skal du ikke bare flytte med?”

Jeg har fået mange velmenende kommentarer. Jeg har sikkert også givet nogle selv, og jeg kan være i tvivl om, hvem de er velmenende overfor. Ofte tror jeg, at det er frygten for dårlig stemning og behovet for at opmuntre, der kan få andre til at sige, at Amsterdam da også er en dejlig by. Forsøget er prisværdigt. Jeg har nu mest af alt lyst til at sige, at for min skyld måtte han godt være flyttet til Kiel eller en lille flække i Nordjylland, hvis det betød, at jeg skulle sidde færre timer i en flixbus med ondt i ryggen. 

Oftest lader jeg være. Gider man at være den, der forklarer sine forældres venner, at det godt kan være, at de var på interrail til Amsterdam engang for 31 år siden, men at det altså hverken er særlig nemt, hurtigt eller billigt at gøre? Hvis jeg havde en 50’er for hver gang nogen (oftest med en voksenløn) havde sagt, at det var billigt, så ville min pengepung bugne, dog stadig ikke nok til at købe en togbillet.

Jeg er også blevet mødt med, “så skal du da flytte med?” eller “kan man ikke sagtens læse din uddannelse der?” Det er åbenbart til stor overraskelse, at jeg ikke smider alt, hvad jeg har i hænderne og flytter med (omend jeg har respekt for dem, der gør). 

Endelig har jeg mødt flere måbende blikke, der ikke kan forstå, at vi gider. Og jeg blev selv mundlam, da en bekendt fortalte, at han med sikkerhed ville være gået fra sin kone (som han vel og mærke er gift og har tre børn med), hvis de boede langt væk fra hinanden. Så kan jeg godt blive lidt træt, og nu ved jeg ikke, hvor meget jeg har lyst til at dele. En gang imellem forsøger jeg at få andre til at forstå, at behovet for at se hinanden ikke bliver mindre, når afstanden bliver større. Det er det samme, som da vi boede syv minutter fra hinanden. 

Det romantiske ved flixbusser

Tilbage til mit svar på Pinterest-citatet om, at afstand er ligegyldig. Distance betyder … noget. Det ændrer, hvor meget vi ser hinanden, hvordan vi gør det og måden, vi kommunikerer. Der er ikke noget med at kramme et skænderi ud. Det må løses, og en bliver nødt til at ringe op, og en anden bliver nødt til at svare. Men afstanden betyder ikke alt. I hvert fald ikke for os. Det har aldrig været et valg om, hvorvidt vi skulle være langdistancekærester, men om, hvordan vi skulle være det. Selvom det nogle gange er dødens pølse at planlægge, hvornår man næste gang kan få et kram af sin kæreste og vente flere uger på det, ville jeg ikke have været foruden det kram – og for ham. Han kommer med sin portion kaos og besværligheder, men giver mig på samme tid ro og tryghed. En tro på, at det nok skal gå. At jeg skal se det fine i andre kærestepar og i os selv. 

Kan det så alligevel være romantisk at sidde 13 timer i en flixbus? Det korte svar er helt sikkert nej. Det er aldrig romantisk at sidde mast op ad en fremmed, mens man overbeviser sig selv om, at ens bagparti ikke gør ondt, og at man er typen der godt kan få en god nattesøvn i en bus på den tyske motorvej. 

Og dog. Der bliver flittigt berettet om, at datingmarkedet sejler, og at den romantiske kærlighed ser håbløs ud. Men vi bliver ved. Vi vælger at sætte os ind i en flixbus, velvidende at vi kl. 04.30 bliver vækket af grænsepolitiet. Vi bruger hele vores måneds rådighedsbeløb på at se hinanden og lever med afsavnet, for det der måske er størst af alt – kærligheden. Det er vel lidt romantisk. 

Jeg får sommerfugle i maven, når hans navn uventet dukker op på min skærm, eller når jeg ved, at han rundt om et hjørne venter på mig. Når jeg igen sidder der med tårer i øjnene og næsen presset op af busruden eller ser ham forsvinde op ad en rulletrappe (præcis ligesom på film, bare uden lækker colorgrading og trist baggrundsmusik), tænker jeg på: Han er det værd. 

Tekst og visuelt: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Laura Rye Bislev