SEIN møder Katinka og Caspar Eric: At skabe et sprog for kroppen som en kamp

Jeg har handicappet cerebral parese – også kaldet spastisk lammelse. Det er i mild grad og med andre ord på den ret interessante grænse mellem at være et synligt og usynligt handicap. For mig betyder det blandt andet, at jeg har sværere ved at styre den højre side af kroppen og ved at udtale bogstaverne “k” og “g”, og at jeg bliver nemmere træt. Men jeg kan have kendt folk i et halvt år, før de lige pludselig spørger mig, om jeg har slået min fod, fordi de har lagt mærke til, at jeg halter, eller hvad det er for en dialekt, jeg taler med. Andre lægger mærke til det, så snart jeg giver dem hånd for første gang.

Men jeg har aldrig den luksus at kunne glemme min egen krop. Jeg tænker på den konstant. Jeg elsker for eksempel farverig neglelak, men i mange år kunne jeg ikke lægge neglelak på min venstre hånd – fordi det vil kræve den fungerende højre hånd, som jeg ikke har. Så jeg gik rundt med tomme negle på venstre hånd, indtil jeg for et par år siden knækkede koden til en bestemt måde at holde neglelakbørsten på i højre hånd, så det i virkeligheden var min venstre hånd, der gjorde størstedelen af arbejdet. Det tager dobbelt så lang tid, og jeg rammer stadig ved siden af neglen, men det var – og er – altid en kæmpe sejr for mig. Som andre ikke rigtig kan se.

I april i år var jeg til et foredrag med Caspar Eric. Da der var mulighed for at spille spørgsmål, rakte jeg hånden op med et spørgsmål, som jeg indledte med at sige: ”Nu har jeg selv cerebral parese,” hvortil han smilede og svarede: ”Ja, det kan jeg godt se.” Efter at have brugt så meget tid og så meget energi gennem årene på at forklare og forsøge at få folk til at forstå, var dét, bare at blive set uden videre, helt ubeskriveligt rart. Det at kunne tale åbent om den krop, som jeg alligevel hele tiden tænker på.

Klik her og Støt SEIN

Og dét at sætte ord på og finde et sprog for kroppen, er netop det, der bringer Caspar Eric og Katinka Bjerregaard sammen på deres efterårsturne med showet ’Vores kroppe – det smukke skrammel’. De har begge udgivet en bog i 2023 om kroppen. I romanen ’Klump’ har Katinka beskrevet kvindekroppen som en gigantisk skovsnegl, der efterlader blodmærker på lagener, fostervand på gulvet og udflåd i lånte underbukser. I digtsamlingen ’Nye Balancer’ har Caspar Eric skrevet om, hvordan den handicappede krop nogle gange først bliver handicappet, når den møder endnu en elevator af drift.

Foto: Daniel Buchwald

Når man spørger, hvad de har til fælles, griner de sørgmodigt og svarer, at det er jo ikke deres skyld –filosofihistorien har altid italesat kvinden som den handicappede mand.

Men de understreger også fra starten, at det er noget, der berører os alle. Katinka formulerer det som: “Alle har adgang til skam. Der er forskel på, hvordan den skam kommer frem i livet, og hvilke konsekvenser den har for os. Men vi har alle sammen på et tidspunkt oplevet at blive bedt om at skamme os eller føle os forkerte.”

Og det er den skamfyldte krop, jeg er taget til Odense for at tale med dem om, da jeg ankommer forpustet til Magasinet, hvor de senere skal optræde. Ifølge Google Maps ville det tage 15 minutter at gå fra Odense Banegård til Magasinet. Det tog mig 25 minutter. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er en god eller dårlig ting, at jeg aldrig kan finde ud af at lægge den ekstra tid oveni. Caspar Eric henter mig ved den endnu låste fordør og fører mig op til det lille, rødmalede baglokale, hvor han og Katinka sidder, inden de skal optræde. Han undskylder for de mange trapper på vejen derop. Det er så sjældent, at jeg bliver spurgt ind til mit forhold til trapper, at jeg har lyst til at bruge hele interviewet på at tale om det.

I stedet starter jeg et lidt andet sted, da jeg har tændt optageren.

Caspar, du sagde engang noget i et interview, som jeg elsker: At det er i poesien og i kunsten, at man kan genforhandle, hvad det smukke er. Samtidig har vi en kunsthistorie, der er så defineret af skønhedsidealer, der stammer helt tilbage fra antikken, og stadig lever i bedste velgående i dag. Hvordan er det for jer at skulle forhandle det skønne og snakke om kroppe i felter, der er så enormt tynget af flere tusinder års kulturhistorie?

Katinka læner sig straks frem med et svar: ”Jeg har en oplevelse af, at vi på en eller anden måde har frigjort så meget kunst. Vi har været så stolte af det, fordi vi lige pludselig kunne skrive om alle mulige ting. Og så har vi glemt at få kroppen med. Kunsten skal jo være en spejling – i stedet for at kunsten bliver en kontrast til verden. Så selvom jeg oplever, at vi i kunsten er nået langt, så er alt det andet – alt det, hvor vi er i verden som kroppe – det er stadigvæk en kæmpe kamp. Det at skrive en bog var også særligt. Med musikken kender jeg jo reglerne, og jeg vil jo også gerne spilles på P4.”

Hun griner og fortsætter:

”I litteraturen har jeg været en lille smule ordblind over for de der regler, og det har nok været en grund til, at det kunne blive så politisk. Jeg var egentlig lidt overrasket over det efterfølgende, for det var slet ikke der, jeg startede. Og lige pludselig blev det bare en meget indigneret tekst om kroppen. Men det siger jo også bare noget om, at der skal ikke så meget til for at være feminist i dag.”

I skriver begge om at blive frataget sin krop af andres blikke. Om den anderledes krop som en krop, der bliver set på. Men vi kan jo også tale om den handicappede krop eller kvindekroppen som et sted at se fra. Så opfatter I en værdi i at være en anderledes krop, der kigger på verden?

Caspar Eric kigger indforstået på Katinka et øjeblik, inden han giver sit svar.

”Der er jo helt klart en ide om det mærkelige kunstnergeni, der har haft en hård barndom. Men jeg synes, at når vi roser kunstnergeniet, så skal vi altid huske at spørge os selv, hvor meget kunst vi går glip af, som kunne have været fedt. Hvor mange unge kvinder, der sidder med så mange gode idéer. Som kunne have opfundet alt muligt, kunne have bidraget med alt muligt. Med stemmer, vi aldrig kommer til at høre, fordi de har travlt med at klare tirsdag.”

Han slår ud med hænderne for at vise noget stort – større end det lille rum, vi sidder i, større end de to mennesker, der lige om lidt kommer til at være på scenen.

”Der er en kæmpe skygge. Og når vi laver feministisk kunst eller kunst med handicappede kroppe, er det en måde at kaste lys over den skygge. Det er at sige: ‘Prøv at se alle de her mennesker herovre, som I normalt får lov til ikke at tænke på.’”

Jeg følger hans hænder med blikket, men i den metaforiske skygge står der ikke andet end et halvtomt køleskab.

”Jeg oplever nogle gange folk sige: ’Ej hvor fedt, at du laver kunst om at have et handicap. ‘Og det er jo allerede ikke at interessere sig for skyggen. ‘Nå, så lytter jeg bare til dig i fem minutter, og så fortsætter jeg bare med at have det nemt.’ Og det, tror jeg, er meget … måske ikke farligt, men i hvert fald meget dumt.”

Katinka når at nikke energisk, inden han fortsætter:

”Jeg er jo så træt af handicapkampen. Jeg er så træt af folk, der siger: ‘Held og lykke med kampen.’ Og så klapper de dig på skulderen og fortæller, at du er modig. Som om det ikke handler om os alle sammen. Det gælder både for feminismen og handicapkampen. Jeg har ikke brug for held og lykke. Jeg har brug for, at du forstår, at det jeg prøver at kæmpe for, når jeg siger, at vi skal behandle mennesker med handicap ordentligt, er også bare, når vi alle sammen bliver gamle. Eller de historier, der kommer om plejehjemmet. At have angst. Os alle sammen.”

Katinka bryder ind:

”De første år som musiker gad jeg ikke kvindekampen overhovedet. Jeg gad ikke at snakke om, at jeg var kvinde. Det eneste, jeg lavede, var at løbe fra det. Så endte jeg med at blive gravid. Og så mødte jeg bare en mur af alle mulige ting om at være kvinde. Og så gav jeg op og var sådan her: ‘Gud, ja, jeg er kvinde.’”

Caspar Eric tager en dyb indånding og tilføjer:

”Som kunstnere tror jeg, at vi begge to er opdraget til, at man skal lave noget, der rækker ud over en selv. Ingen ved, hvad det betyder. Men alle siger det hele tiden. Men nu tror jeg også, at jeg er nået sådan et sted, hvor jeg måske ikke er gravid, men har fået sådan en voksentræthed. Jeg ved ikke, hvad det betyder at række ud over sig selv. Og hvis du kan det, så er det, fordi det er et privilegium. Det er, fordi du har haft det meget nemt.”

“En veninde havde snakket med en rockmusiker, der havde sagt, at han aldrig havde tænkt over, at han havde en røv. Og det synes jeg bare er vildt sjovt at sige, ikke? Jeg har altid tænkt over, at jeg havde en røv, fordi jeg går på en bestemt måde, og jeg skal spænde op i mavemusklerne. Og der har aldrig været nogle kvindelige musikere, der har stillet sig op på en scene og ikke tænkt over, at de havde en krop. De har tænkt over, hvad de har på fra fucking starten: Enten har jeg for lidt tøj på, eller også har jeg for meget tøj på. Uanset hvad jeg gør, så er det noget, der betyder noget. Og der er bare så mange af de der indie-mænd, der har taget et par sorte jeans på og en skjorte, og så har det været det.”

Jeg bliver helt væk i talestrømmen, fordi det er så overvældende at kunne relatere så uendeligt meget til det, de siger. Men tiden er ved at løbe fra os, og jeg skynder mig at få et sidste spørgsmål ind.

Nu forsøger I jo så at få folk til at tænke over deres kroppe. Og til at samles om dem. Hvordan er det at skabe sådan en helt ny form for fællesskab?

”Det føles lidt som, at man går to skridt frem og et tilbage. At du er frigjort, fordi du kan få mennesker til at sidde her. Og så bliver det en følelse af, at man står et godt sted. Men bagefter oplever jeg jo hele tiden, at den måde, verden beskriver mig og andre kvinder, er som frigjorte. Og det er ikke frigjort. Giver det mening?” spørger Katinka lidt tøvende og fortsætter opmuntret, da vi har sagt ja.

”Men jeg er også nødt til at tro, at det kan blive bedre. Altså, at det her med at snakke om kroppen på den her måde kan blive bedre og kan være anderledes. Og det bliver det bare ikke. Men jeg er nødt til at tro, at samtalerne inden i folk, på et personligt plan, rykker sig frem. Jeg prøver selv at være personlig og sige noget om, hvordan jeg har det, og jeg prøver også at sige noget om, hvordan den måde, jeg har det på, også kommer fra samfundet. Og jeg prøver at få nogen andre til at tænke over, hvordan deres krop også indgår i fællesskab med andre.”

“Det handler om at få folk til at se det fællesskab, som de allerede er en del af. Hvis man har siddet og følt sig ensom og forkert, kan man opdage at: ‘Årh gud, der er andre, der har det ligesom mig.’ Samtidig kan man lære at tænke lidt mere på dem i skyggerne – dem, som vi ikke er blevet opdraget til at se. Vi kan skabe et sprog for at være en krop, og for at en krop er en kamp mod sig selv. Det sprog føler jeg ikke helt, vi har.”

Jeg læner mig frem for at slukke optageren, mens jeg forsikrer dem om, at de uden tvivl er med til at skabe dette sprog. Og jeg takker dem for alle deres ord. Både dem, de har sagt nu, og alle dem, de har skrevet før. Caspar Eric følger mig ud ad en bagudgang med lidt færre trapper.

To timer senere er jeg tilbage og sidder blandt publikum i den halvmørke sal med en notesbog åben i skødet. Jeg piller fraværende turkis neglelak af min højre hånd, mens jeg betragter de andre kroppe, der fylder sæderne op. Nogle med så lange ben, at det garanteret bliver ubehageligt for dem at skulle sidde stille i flere timer. Andre, der er så lave, at de kommer til at bruge aftenen på at strække nakken for at se, hvad der foregår på scenen. Jeg håber for dem alle, at denne aften vil give dem en ny måde at kigge på både deres egen krop og de kroppe, der omgiver dem. De kroppe, vi aldrig kommer til at kunne aflevere nede i garderoben og sende 25 kr. på Mobilepay, for at andre overtager dem og passer dem for os. De kroppe, der er vores.

Caspar Eric og Katinka Bjerregaard kommer ud på scenen, mens ’Teenage Dirtbag’ spiller over højtalerne. Det første, de viser, er da også teenagebilleder af sig selv i deres hjemmelavede PowerPoint med masser af flyv-ind effekter og billeder af kroppe. Caspar Eric fortæller, at han altid har hadet at se på billeder af sig selv, fordi det var på billeder, han kunne se sit eget handicap. Jeg tænker på de hundredvis af billeder gennem tiden, som andre har taget af mig, og som jeg har bedt dem slette, fordi min højre arm var i en unaturlig position.

PowerPointen fører os trygt gennem skammen og måske endda ud på den anden side, da vi når aftenens store finale. Det er et kollektivt skamdigt, hvor alle skal sende en sætning om, hvad de skammer sig over ved deres krop til en mailadresse. Katinka spiller ukulele, mens Caspar Eric læser op af grunde, der strækker sig fra en krop, der åbenbart er en størrelse large nu, en krop, der har store lår, en krop, der gør ondt, når kroppens indehaver lægger sig ned, og en krop, der reagerer på pollen.

Publikum klapper, Katinka Bjerregaard og Caspar Eric bukker og slutter af med en bemærkning, der vist ikke kunne indramme aftenen mere perfekt:

”Så nemt kan det være at lave kunst. Så svært kan det være at have en krop.”

Jeg har ondt i ryggen på vej hjem i toget.

Dette er del 1 af kulturgruppens tema om kroppen i kunsten. Læs del 2 her.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Katrine Frimor