Til min fremtidige mand
Shabnam har skrevet 21 små beskeder, som hun gerne vil give til sin kommende mand. En mand, hun endnu ikke har mødt. Løfter om ekstra kys og om ikke at efterlade opvasken. Og om at ville have sit hjerte knust, inden han første gang krydser hendes vej.
1) Vi kender ikke hinanden. Jeg ved ikke engang, hvordan du ser ud, eller hvad du hedder. Det eneste, jeg ved, er, at vi en dag kommer til at møde hinanden.
2) Jeg ved ikke, hvor du befinder dig lige nu, eller hvor du kommer til at være henne i dit liv, når vi mødes, men lige nu håber jeg bare, at du har det godt.
3) Jeg håber også, at du kan lide bøger og film og elsker at snakke om verden omkring dig. Jeg tror på, at du er et menneske, som vil være klog på livet.
4) Jeg vil gerne have mit hjerte knust mindst én gang, før jeg møder dig. Så ved jeg, at jeg kan klare det, og at jeg ikke frygter det igen.
5) Selvom jeg tit tænker på dig, tænker jeg ikke så ofte på, hvordan du ser ud, hvor høj du er, eller om du har skæg eller ej. Jeg tror, du vil være charmerende på din helt egen måde.
6) Jeg håber, at du vænner dig til mine små vaner, fx at jeg altid tjekker komfuret en ekstra gang (eller tre), inden jeg låser døren, eller at jeg går rundt i store cirkler i stuen eller tager en lang gåtur, når jeg har for mange tanker, som der skal sorteres i.
7) Hvis jeg er stresset, begynder jeg nogle gange at bide i mine fingre. Jeg har brug for, at du en gang imellem holder mig i hånd, så jeg kan lade være.
8) Jeg ved, at du også kommer til at have nogle små vaner, som du måske ikke selv lægger mærke til, men som får mig til at holde lidt mere af dig. Fordi de gør dig til lige præcis dig.
9) Jeg sætter tit mit vækkeur, så jeg kan nå at se en solopgang. Nogle gange er jeg lidt for doven til at vågne. Det kunne være rart, hvis du var der til at vække mig og måske nyde himlen sammen med mig, mens verden omkring os stille vågner op.
10) Jeg lover, at jeg altid vil give dig et ekstra kys, og at jeg vil stå klar med et kram, når vi ses efter en lang dag.
11) Jeg lover også, at jeg vil tage opvasken, lige efter jeg har spist og ikke lade den stå til dagen efter.
12) Jeg dur ikke til at skrive beskeder, for jeg kan aldrig finde ud af at gøre det kort, og så glemmer jeg tit at svare tilbage. Jeg vil meget hellere snakke over telefonen og høre din stemme.
13) Jeg håber heller ikke, at vores liv er blankpolerede, når vi møder hinanden. Det frygter jeg tit. At vi allerede har styr på alt – job, penge og bolig – før vi vælger at møde kærligheden. En lille del indeni mig håber, at vi møder hinanden i vores 20’ere. Lige dér, hvor livet er mest kaotisk.
14) Jeg tror ikke på 10-års-planer eller 5-års-planer. Jeg har for længst opgivet at se bare 1 år frem. Det er nok mest, fordi jeg har en frygt for faktisk at lave planer. Hvis jeg har en plan, så kan jeg jo let blive skuffet, hvis den ikke holder. Så livet er simpelthen for kort til planer. Tiden gør tingene på sin helt egen måde, og så følger jeg med, så godt jeg kan. Det fortæller jeg ofte mig selv: At der nok er en mening med det hele.
15) Jeg håber, at du er et godt menneske. At du hjælper folk, du ikke kender, at du smiler når nogen går forbi dig, og at du er god med børn. Jeg holder ekstra meget af folk, der har et menneskeligt overskud.
16) Jeg håber, at vi vil have nogle gode skænderier, hvor vi kommer til at råbe ad hinanden og fortryde det bagefter. Så ser vi også de mindre pæne sider af os selv og hinanden.
17) Lige nu har jeg det godt. Mit liv er godt, og det forandrer sig hele tiden. Når vi en dag mødes, så håber jeg, at du forstår, at jeg ikke forventer, at du er den ene halvdel, jeg hele tiden har manglet. Vi har jo begge haft et liv før hinanden. Det vigtigste er, at vi giver hinanden plads til at udvikle os hver for sig og samtidig vokse sammen.
18) Jeg tror ikke på kærlighed ved første blik eller ideen om den eneste ene. Jeg tror, vi har mange eneste enere, som vi kunne passe rigtig godt sammen med. For mig handler det om at møde hinanden på det rette tidspunkt. Måske har vi krydset veje før, hvor det ikke lykkedes, og måske møder vi hinanden igen med et helt nyt fundament. Eller også så møder vi hinanden for første gang.
19) Jeg glæder mig til en dag at blive mor. Til at skabe og bære et liv sammen med dig. Jeg håber også, at du tænker på det. Jeg er sikker på, at du bliver en rigtig god far.
20) Jeg glæder mig også til, at vi når det punkt i vores forhold, hvor sommerfuglene ikke længere er der, og den her lyserøde sky begynder at gå i opløsning. Så har vi hinanden at se på, og det vigtigste er, at vi stadig bliver og holder fast i hinanden. Prøv at tænke, pludselig har vi været sammen så længe, at det er blevet helt normalt. Det synes jeg, er en smuk ting i livet at kunne dele med en anden.
21) Kære du, jeg ikke har mødt endnu. Jeg håber, at du har det godt, og jeg glæder mig til at møde dig en dag. Indtil da håber jeg, at du passer godt på dig selv.
Lyd af Tobias Lindhart Iversen
Hvor er det utrolig fint! <3 Både tekst og de smukke billeder
Kære Shabnam, hvor er det fint. Tak for at dele!
hvor du skriver du virkelig fint. sådan helt ukontrolleret og sådan helt kontrolleret på samme tid. det kræver talent.
Flot skrevet. Ham, der møder dig, er verdens heldigste.