Kan klimakrisen løses gennem farvede 70’er briller?

Den 9. marts 1969 blev en flok forskere låst inde i en foredragssal på Københavns Universitet og udsat for en dramatisk fremvisning af jordens forurening. Aktivister fra klimabevægelsen NOAH spillede høj maskinstøj fra enorme højtalere og smed rundt med skrald. De fremviste billeder af døde dyr og kræftreaktioner hos mennesker, samtidig med at de spredte tobaksrøg ud over de skrækslagne forskere. Til sidst klippede de hovedet af en vildand, som de havde overhældt med olie. Sådan fik de for alvor sat den politiske samtale om vores natur og miljø i gang.

En mangel i valgdebatten

Her små 50 år senere florerer den debat, som NOAH startede på Københavns Universitet, igen blandt emnerne i et folketingsvalg. Vores drikkevand er forurenet, og vores svineproduktion er inhuman, og begge dele bør vi gøre mere for at fikse. Og det er jo alt sammen rigtig nok. Men jeg kan ikke undgå at undre mig over, hvorfor klimakrisen ikke fylder mere. Her hentyder jeg til den med CO2’en og de stigende temperaturer. Den krise, som snart kommer til at oversvømme lande, ødelægge høsten og kollapse Golfstrømmen.
Klimadebatten blev ikke mindre vigtig, da Klimarådet udgav en rapport, der dumpede SVM-regeringens klimapolitik samme dag, som valget blev udskrevet. Ifølge rapporten ”er der en betydelig risiko for, at målet i 2030 ikke nås med nuværende politik.” Samtidig fortæller en Epinion-undersøgelse fra den 13. marts, at miljø og klima er de vigtigste valgemner for unge mellem 16-31 år.

Jeg undrede mig derfor over, hvorfor klima ikke fyldte mere i folketingsvalget. Den globale opvarmning blev sjældent nævnt, og i hvert fald slet ikke så meget som i tidligere folketingsvalg. Her er folketingsvalget i 2019 et godt eksempel på et klimavalg. I 2026 drejede de fleste grønne dagsordner sig om miljø og dyrevelfærd.

Måske bliver vi nødt til at kigge tilbage på tidligere miljøbevægelser for at forstå hvorfor.

Halvfjerdsernes miljøbevægelse

Efterkrigstiden i 1950’erne var en tid fyldt med optimisme for fremtiden i Danmark. Økonomien vækstede igen og medførte flere penge mellem hænderne på folk, flere børn og endnu flere fabrikker! Men i al den vækst og teknologisk udvikling overså man, hvor meget vores kontinuerlige vækst faktisk i høj grad forurenede naturen.

I 1963 udkom bogen ”The Silent Spring” af Rachel Carson på dansk. Carson beskriver, hvordan vores jord var dybt forurenet og hvilke forfærdelige konsekvenser, det kan have, hvis vi ikke reagerer. Carson var især bekymret for overdreven brug af pesticider, og hvordan vores dyreliv led under dette.
”The Silent Spring” startede et globalt fokus på miljøet. Flere og flere fik øjnene op for, hvordan vandløb og skove var blevet forgiftet. Man begyndte at undre sig over, hvor alle de fugle, der plejede at larme om foråret, var, og man begyndte at savne de insekter, som man før havde hadet. I 1969 startede NOAH sin miljøkamp, og de fik snart selskab af mange andre miljøaktivistgrupper. Allerede i 1971 fik Danmark en minister til forureningsbekæmpelse. I 1974 fik man den første miljøbeskyttelseslov, og man har sidenhen vundet flere store kampe for både bedre dyrevelfærd, mindre fabriksudledninger og mere fokus på, hvordan vi bruger kemikalier. Man fik i 1979 nedsat en konvention til at stoppe syreregn, og i 1985 vedtog folketinget, at Danmark ikke skulle gøre brug af atomkraft – stærkt inspireret af nej-tak-til-atomkraft-bevægelsen, som var aktiv i 70’erne.

Aktuelle problemer, konkrete løsninger og bred ymer

Hvordan lykkedes og lykkes miljøbevægelsen så med alt det? Vedholdende demonstrationen, ildsjæle og kreativitet var selvfølgelig enormt vigtige. Vores dags klimabevægelse mangler ingen af delene. Så hvad mangler de så?

Jeg tror, at det at have en konkret sag og et konkret mål hjalp miljøbevægelsen med at skabe konkrete og overkommelige løsninger, som nemmere kunne samle folkelig opbakning. I stedet for at prøve at redde alt på en gang, fokuserede man på den enkelte dyreart eller enkelte forureningskilde.

En anden grund til miljøaktivismens effektivitet er, at flere af konsekvenserne for miljøet sker lige nu. Drikkevandet er allerede dårligt, og svineproduktionen har været grotesk i mange år. Det er ikke om 30 eller 40 år, og det er ikke et måske-problem for dine børn eller børnebørn. Det er et problem for dig selv lige nu, at du ikke kan få rent vand fra hanen. Derfor bliver det nemmere at skabe folkelig opbakning og få reelle resultater.

Kan miljøkampen oversættes til klimadagsordenen?

Men kan vi benytte de samme metoder i klimakampen? Hvordan skal vi forenkle klimakrisen i små bider? Hvordan gør vi det til en hverdagsudfordring, der er aktuel lige nu?

At lade krisen forsætte, til vi mærker konsekvenserne i vores dagligdag, virker ikke som den mest rationelle tilgang. Det er jo heller ikke fordi, at 70’ernes miljøbevægelse er lykkedes med alting. Vi har stadig en biodiversitetskrise og mangler stadig vild natur. Selvom der er kommet bedre lovgivning om forurening i Danmark, ser vi stadig sager som Cheminova-udslippet – for ikke at nævne, at plastik og kemikalier stadig er et enormt forureningsproblem globalt set. Miljøkampen er ikke engang vundet endnu, så hvordan kan vi gøre os forhåbninger om klimakampen?

Puha, det er nok til at slå pusten af de fleste. Jeg kan næsten forestille mig en 70’er hippie, der lige beder mig om at tage en slapper.

Igen tror jeg måske, at vi er nødt til at gribe det an på en mere overskuelig måde – et problem ad gangen. Håndgribelige og aktuelle miljødagsordener har i hvert fald bragt en grøn dagsorden til folketingsvalget. Fokusset på miljø har forhåbentlig fået den brede befolkning til at forholde sig til drikkevand og svineproduktion. Måske er det sådan, at vi ikke skræmmer befolkningen, men snarere giver dem håb for fremtiden og en lyst til handling.  Jeg er ikke sikker på, at man vil have opnået de samme resultater, ved kun at snakke om dommedag og global opvarmning.

For at opsummere på en tankestrøm

Miljøbevægelsen lykkedes med meget i 70’erne. Tusind tak for det! Tak for at stå op for naturen, ozonlaget og dyrevelfærd og tak for at stoppe atomkraftværkerne. Den kamp de har kæmpet, var bemærkelsesværdig og imponerende – især i de spæde år, hvor mange ikke skænkede miljøet en tanke. Jeg vil dog alligevel mene, at den opgave som dagens klimabevægelse står over for, er større og sværere. Klimakrisen er en enorm trussel mod samfundet som vi kender det i dag. Samtidig mener mange, at den ikke akut er aktuel, men er et fremtidsproblem. Hvordan vi overbeviser dem om, at den egentlig er et nutidsproblem, må jeg lige tænke noget mere over. Men jeg tror, at metoden med at påtale og løse konkrete mindre udfordringer er vejen frem og en måde, man når ud til den brede befolkning. Der kan vi lære noget af 70’ernes miljøbevægelse. Dette folketingsvalg blev ikke et klimakrisevalg, men måske var det et skridt i den rigtige retning mod at gøre grøn politik til et almindeligt samtaleemne.

Tekst: Jos Klitgaard
Redaktør: Filippa Wolf
Visuelt: Mie Rasmussen