På studiet bliver man til noget, i pauserne bliver man til nogen

05. oktober 2022

Siger jeg tænkende i min samtale med Lukas, han griner og nikker: – Det er ikke mine ord, men det kan man vel godt sige. Lukas sidder på nuværende tidspunkt og mediterer i et kloster omkring München. Han tog pause fra medicinstudiet sidste efterår, hvor han tog på højskole. Han har nu taget en pause mere for at tage ud på det, vi bliver enige om at kalde for en selvforståelses-rejse.

– Det er begyndt at gå op for mig, hvad det er, jeg skal.

Fortæller Lukas grinende til mig i et sommerhus i Gilleleje, hvor vi snakker dagen inden, han skal på en 16 timers togtur til München. Her skal han meditere på et kloster i 2 uger: “Jeg er nok meget en, der kaster mig ud i et eller andet, og så går det først op for mig, hvad jeg skal, når jeg står på trappen til vippen, og jeg skal til at springe” Og da jeg spørger ind til, hvordan han har det dagen inden rejsen, lægger han også fokus på, at han har det godt lige nu:

– Lige nu har jeg det godt, men jeg kan godt mærke, at jeg har været lidt stresset med at få styr på alle de små rejsedetaljer.

Lukas skal nemlig efter klostret i Tyskland videre til Frankrig og Belgien, så han er væk fra Danmark i omkring 2 måneder. Derfor skal der både være styr på interrailpas, blomster til åbningsceremonien på klostret, og hvad man nu ellers skal bruge, når man ikke bor på kloster. Og præcis klostret spørger jeg indtil lidt grinende, for det er ikke ligefrem “charterferie” Lukas har valgt at tage på:

– Nej, det er meget at sove 5 timer på en hård madras og ikke spise fast føde efter kl.12, Siger han, mens han smågriner.

- Jeg kunne mærke, at jeg puttede et eller andet pres på mig selv - det blev meget nemt at føle, at man var gået lidt i stå med sit liv, når man holdte pause.

Lukas har mediteret i flere år, og har glædet sig til at dyrke det intensivt i to uger.

Jeg håber på at blive klogere på mig selv, og hvordan jeg ser på verden og spænder ben for mig selv.

Jeg spørger videre ind til det, som jeg kalder for en “selvudviklingsrejse”, og Lukas stopper mig forsigtigt:

– Århh jeg er ikke så glad for det ord. Det får det til at lyde som om, at man skal forbedre sig selv, hvor meditation egentlig handler om, at finde ud af, at man var god nok til at starte med.

Vi summer sammen og kommer frem til, at det er forståelsen af en selv, der er i fokus og ikke selve udviklingen. Så måske begrebet “selvforståelses-rejse” ville være bedre end “selvudviklingsrejse.

– Jeg håber på at blive opmærksom på de forhindringer, jeg sætter op for mig selv, og gennem det se mere kærligt på verden omkring mig og mig selv, fortsætter Lukas, og selvom ideen om, at skulle tie stille og ikke have sin telefon eller anden stimuli tilgængeligt i to uger ikke umiddelbart virker super behagelig eller kærlig for ham, så glæder Lukas sig også til at undersøge, hvordan det er.

– Selvfølgelig bliver det hårdt ikke at kunne skrive eller ringe til sine venner eller sin kæreste, men der er også en afhængighed i telefonen, som bliver spændende at leve uden – for en lille stund i hvert fald.

Lukas har givet sig selv den her “lille stund” til at undersøge sig selv ved at tage pause fra sit studie.

– Lige da studiet startede for alle de andre igen, så var det lidt stressende at have valgt at tage en “pause”, for da sommerferien sluttede for de andre, så fortsatte min ferie lidt uden så mange ændringer, så det var også lidt skørt, at det skulle være så stressende, siger Lukas eftertænksomt og kigger ud af vinduet på himlen, der er ved at blive mørk.

– Jeg kunne mærke, at jeg puttede et eller andet pres på mig selv – det blev meget nemt at føle, at man var gået lidt i stå med sit liv, når man holdte pause.

Lukas stopper op og siger:

Selvom mit liv jo overhovedet ikke er gået i stå. Og at jeg i stedet for at studere, bare skal lave en masse andre spændende ting. 

Lukas holdt også pause fra sit studie sidste efterår, hvor han tog på teaterhøjskole, og det var der, vi mødte hinanden.

– Jeg har oplevet, at folk kigger mere med skepsis på den pause, jeg holder nu end sidste år.

Vi snakker om, hvordan den første pause ofte bliver bifaldet, og hvis man så vælger at tage yderligere pauser, frygter samfundet pludselig for, om man kan blive afhængig.

– Det kunne da godt være en risiko, griner Lukas og fortsætter:

– Men jeg synes, det er for tidligt at sige. Det kan også bare være, at jeg skal ud og have endnu flere fede oplevelser.

Om ikke andet har Lukas’ sidste pause ændret hans studievaner.

Medicin kan godt handle meget om at terpe, men for mig kom det til at handle lidt mindre om at terpe, og lidt mere om at forstå.

Lukas var glad for sin pause, for selvom det måske har skabt en lille tvivl omkring sit studie, har det også givet ham nye kompetencer indenfor sit fag.

– At tage ud og undersøge verden, bliver også en undersøgelse af en selv, og man kan tage de erfaringer med sig og bruge dem i andre kontekster, som for eksempel studiet.

 

Vi snakker længe om  studiepauser, og bliver begge enige om, at det også er et godt tidspunkt, at gøre det på.

– Det er jo et godt tidspunkt, for om nogle år er man måske mere bundet af nogle forpligtelser, og så kan der godt gå lang tid, før man kan tage pause på den her måde igen,  siger Lukas med et skævt smil, og konstaterer herefter:

– Altså hvis man er super glad for sit studie og gerne bare vil forsætte, så skal man da endelig gøre det. Men hvis man tænker på at tage pause, så synes jeg også, at det er en vigtig undersøgelse, som man skal have lov til at lave.

Den undersøgelse af sig selv er Lukas nu draget afsted på.

Og mens jeg retter denne artikel for tegnsætningsfejl, bliver jeg frustreret over kommaerne, hvilket jeg altid har været, og kommer i tanke om, at en lærer engang sagde til mig:

– Kommaerne er ikke ligegyldige, de er pausen, der giver os et ståsted til at få overblik, og en ansats til at komme videre. Og måske skal vi se pauserne i livet som kommaerne, der giver overblik, så livet ikke bare bliver et rod af ord, men poesi. Lukas er  i gang med et af sine kommaer. Lige nu sidder han i klostret og mediterer. Lukas sender en besked med billeder til mig, hvor han skriver:

– Jeg tror, det bliver en kæmpe oplevelse <3.

Og det håber jeg, det er.

Hvad tænker du?

  1. Anne Chalmer Hansen siger:

    mange ville have godt af flere kommaer i deres liv. tid til eftertanke, måske skifte spor. Godt skrevet.👍

  2. Ida Fænk siger:

    Super skønt interview! Tak for et tænke-komma <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her