Kan vi finde mere end kaffe på bunden af Aarhus’ nye genbrugskopper?

De er dukket op overalt i Aarhus – på gågaden, på universitetets gange, ved stationen, på biblioteket og foran Latinerkvarterets velbesøgte cafeer: De gråblå pantautomater fra Rotake Reusable er en del af et nyt emballagesystem, der skal give aarhusianerne mulighed for at sippe en kaffe på farten uden brug af engangskrus.

Bag projektet står Aarhus Kommune og virksomheden Tomra, der har indgået et samarbejde med en lang række caféer og restauranter i Aarhus. 

Fra en ung, klimabekymret aarhusianers synspunkt synes projektet ved første øjekast som et godt initiativ. Tiltaget ser godt ud på gaden, i brochuren og som punkt på den kommunale dagsorden. Men er der noget under automaternes matgrå overflade, der burde kræve vores opmærksomhed?

Hvorfor har kommunen for eksempel mod på at afprøve initiativer som Rotake Reusable, men ikke til at give lukningen af Vesterbro Torv en reel chance? Måske er det ikke en dårlig idé at sætte sig ned med kaffen og tænke over, hvorfor vi elsker genbrugskopper, men ikke vil acceptere nye transportvaner i klimaets navn.   

Klik her og Støt SEIN

Kort og godt om Rotake Reusable

Rotake Reusable er en forsøgsordning, der skal undersøge mulighederne for at etablere større eller nationale genbrugssystemer til fødevareemballage. Forsøget støttes af kommunen med op til 3,5 mio. kroner over tre år, og imødekommer fremtidige EU-direktiver, der vil begrænse brugen af engangsemballage i alle medlemslande.

En Reusable-pantkop skal ifølge analysefirmaet Eunomia bruges seks gange for at udligne miljøpåvirkningen af ét engangskrus.

Ifølge Aarhus Kommune skal indsatsen være et led i at bevæge sig væk fra en “forbrug-og-smid-væk-kultur”. Kommunen håber også, at genbrugskopperne vil reducere den store mængde af engangskopper, der lidt for ofte lander uden for skraldespandene og i stedet skal fiskes op af åen.

Pantsystemet skal gøre det mere bæredygtige valg nemt for forbrugeren, samtidig med, at Aarhus’ caféer kan blive ved med at sælge kaffe to go.

Medaljens bagside

Det er vigtigt at give plads til innovative ideer og nye bæredygtige løsninger – og endnu vigtigere at påvirke den manglende omtanke for ressourcer, der udgør en kerneudfordring for klimaet. Det er kun godt, hvis nye kaffekopper virkelig kan være et skridt på vejen til, at vi bliver mere bæredygtige forbrugere.

Desværre kan jeg ikke lade være med at tænke, at Reusable-systemet også er symptomatisk for alt det, der gør det svært at nå i mål med den grønne omstilling.

Det er forståeligt, at man fra politisk side ønsker at gøre de bæredygtige løsninger attraktive for den almindelige forbruger. Men jeg er betænkelig ved, om initiativer som Reusable styrker en idé om, at den grønne omstilling i sin helhed kan og skal være nem. Det tror jeg nemlig ikke, vi kan forvente af den. 

Trafikkaos i midtbyen og kaffe på farten

Jeg har skrevet til Aarhus Kommune for at høre, om man har overvejet andre muligheder end pantautomaterne – for eksempel et mere radikalt forbud mod brug af engangskopper i servicebranchen.

Teknik- og miljøafdelingen har desværre ikke nået at besvare min mail, men det er helt forståeligt, hvis den er druknet i indbakken: Der er nemlig et andet politisk tiltag, der skaber rod i kommunens bæredygtighedsdagsorden og trækker overskrifter i flere medier for tiden.

I marts igangsatte kommunen en ombygning af et af midtbyens trafikale knudepunkter, Vesterbro Torv. Krydset skulle blive til et nyt, grønt opholdsområde, som en del af en større kommunal bæredygtighedsstrategi om at mindske biltrafik i Aarhus centrum.

Nu har rådmand Nicolaj Bang indstillet et forslag om tilbagerul af ombygningen efter talrige henvendelser fra utilfredse borgere, der er trætte af at køre omveje og holde i kø i myldretiden. 

Det er rart at vide, at kommunen læser indkomne mails og tager indholdet til efterretning. Men det er svært at forestille sig, at det vil lykkes at skabe en grønnere midtby, når frustrerede trafikanter på få uger kan sætte en stopper for planer, der har været flere år undervejs. 

For mig bliver både Reusable-systemet og konflikten om Vesterbro Torv eksempler på resultater af en klimapolitisk kultur, der handler mere om at stryge forbrugeren med hårene, end om at finde løsninger, der for alvor gør en forskel.

Sætter vi pris på initiativer som Reusable, fordi de er modige, nødvendige og effektfulde, eller mere fordi det er løsninger, der ikke gør ondt på vores hverdag?

Hvordan skal vi turde håbe på klimapolitiske løsninger, der er så ambitiøse som en reel grøn omstilling kræver, hvis man ikke engang tør pille ved muligheden for at have en kop kaffe i hånden, når vi går tur i Riis Skov?

Glemmer vi vores eget ansvar, mens vi venter på den næste nye grønne opfindelse?

Ser man bort fra det klimapolitiske, er det også nedslående, at vi tilsyneladende er nødt til at innovere os ud af ikke at smide affald i naturen og på gaden. Det peger på en generel mangel på omtanke og ansvarsfølelse for miljø og medmennesker, der ærgrer mig på hele Aarhus’ vegne.

Klimaindsatsen har bedst forudsætninger for at lykkes, hvis vi samles om den. Derfor ville jeg ønske, at vi ikke havde så travlt med os selv og vores egne frie hænder, som engangskopperne i skovbunden vidner om. 

Jeg håber virkelig, at Reusable-systemet vil indfri målet om en renere by, og bane vejen for nye bæredygtige løsninger, også uden for Aarhus.

Jeg håber til gengæld ikke, at vi med genbrugskoppen i hånden læner os tilbage, lukker øjnene og klapper os selv på skulderen – eller at vi, når vi har returneret den, klapper uforbeholdent i hænderne af byrådet, for den sags skyld.

I stedet er mit håb, at de nye pantautomater kan danne udgangspunkt for vigtige samtaler og refleksioner om ansvar og forbrug. De kan, hvis vi lader dem, blive en daglig påmindelse om, at den grønne omstilling kun kan lykkes, hvis vi tør have større forventninger til virksomheder, politikere og os selv.

Det er ingen sag at løse klimaudfordringen, hvis vi kan gøre det uden at gå på kompromis med noget som helst. Men klimakrisen kræver ambitiøs politisk handling, og mod til at indføre tiltag, der ændrer på vores hverdag. Som det allermindste må vi være villige til at tage letbanen på arbejde, eller sætte os ned med vores café latte. 

Tekst og visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen

Redaktør: Frida Schmidth Nielsen