Tre albums at vaske op til, køre i bus til og gøre forårsrent til

Yör – “aldrig uden dig”

Der er noget sjældent roligt over Yörs nye album “aldrig uden dig”. En ro, der ikke føles stillestående, men bare afklaret. 

Forsangeren af det danske band, Marie Kildebæk, synger med en mildhed, der føles næsten fysisk, som stod hun lige bag dig og sang dig ind i øret. Manglen på effekter og adlibs på albummet efterlader hendes stemme med en tydelighed, der fremstår sårbar, men aldrig usikker. Man er som lytter aldrig i tvivl om hvad det er hun prøver at fortælle en, og det, at hendes stemme får lov til at stå alene, forstærker kun budskabet. 

“aldrig uden dig” føles som hvis vinter var et album. Ikke den tunge, mørke vinter, men den stille og eftertænksomme af slagsen. Den hvor man tænker lidt længere over tingene og hvor relationer, kærlighed, venskaber og familie, føles som noget, man langsomt forstår. Noget, der kræver en vis modenhed at se i øjnene og kunne fortælle om, med accept.

Yör har en evne til at være nærværende, intim og melankolsk, men slipper elegant udenom at tynge lytteren ned. Sangene føles som et tilbageblik på øjeblikke, der var fyldt med ambivalens. Følelserne som sangenes hovedperson blev efterladt med, får stadig lov til at være der, men fylder ikke længere det hele. Der er en vis erkendelse af alt det der er sket, og at det er okay, uanset hvor meget smerte og tvivl det har bragt med sig. 

Alt dette er understøttet af albummets enkle instrumental, fyldt med synth-lyde, akustiske instrumenter og pauser. Netop i enkeltheden i musikkens samlede billede, opstår den rolige styrke som Yör på mest udramatiske og uforcerede vis, altid formår at udstråle.  Lyrikken sætter ord på universelle følelser uden at presse dem frem eller pakke dem ind i lyriske krøller. Sammen med Kildebæks vokal, der ikke prøver at overbevise, men bare gengiver umiddelbart, står sangene tilbage og efterlader et indtryk, der bliver hængende lidt endnu. Som pudemærker på kinden efter en tung og varm vinterlur.

Jeg lyttede til albummet, mens jeg stod og vaskede op, og jeg fangede mig selv i at falde i staver med hænderne i det varme sæbevand. Bevægelserne kørte af sig selv: skure gryden ren, dreje svampen rundt om glasset, børste i cirkler på tallerkenerne. Jeg, som ellers hader at vaske op og hellere lader det hele stå, til der ikke er plads til mere i vasken, blev stående og kiggede ud af det store vindue i min lejlighed, mens jeg skurede og vaskede og børstede. Jeg kiggede ud i den grå gård, hvor alting var pakket ind i en tæt tåge, og det var, som om at verden i en time havde slukket for sig selv. 

Min opvask føltes uendelig, men på en underligt rolig måde, mens hendes stemme fyldte min lejlighed og sang om ting, der føltes som små, dyrebare sandheder. Det lød næsten som en ældre udgave af mig selv, eller en storesøster, der lagde en hånd på min skulder og delte ud af oplevelser, jeg måske en dag selv kommer til at stå i. Jeg lyttede flittigt efter, mens hvert ord blev placeret et sted i mig. Okay, tænkte jeg, det skal jeg nok huske.

Albummet føles som indbegrebet af ro og accept, uden at tvinge sig selv til at være okay eller over alt det der er sket. Som erkendelser, der langsomt falder på plads.

Top 3 sange:

• venter venter
• folder ud
• stjernevenner

Lyt til dette album når du…

… spiser morgenmad en dag du skal møde sent

… vasker op og lader dig selv zone ud med hænderne under det varme vand

… går en tur og observerer naturen og dyrene og vinden

… føler dig indadvendt og eftertænksom

… alt omkring dig er gråt og koldt men du vil føle en stille tryghed inde i dig selv

Yebba – “Jean”

Efter fem års pause er Yebba tilbage med et album, der både føles eksperimenterende og samtidig enormt velovervejet. Den Arkansas-iske sangerinde har den sidste håndfuld år gjort sig bemærket med sin rige, soulede stemme, der formår at bære en næsten fysisk tyngde af følelser, og samtidig en helt ekstrem selvkontrol og teknisk kunnen. Forventningerne til dette album har mildest talt været høje. “Jean” lever op til dem, men måske ikke på den måde, man lige havde regnet med.

Hvor hendes debutalbum “Dawn”, opkaldt efter hendes afdøde mor, var gennemsyret af sorg og tyngde efter morens selvmord, indkapsler “Jean” alt det, der kommer bagefter. Oprydningen, voksenlivet og den lidt forsinkede erkendelse af, at man står alene. “Jean” bevæger sig væk fra den akutte, umiddelbare og dybe smerte som definerede hendes forrige album, og over i noget mere reflekteret og komplekst. Smerterne er der stadig, men de opleves anderledes. For hvor sorgen en gang var samlet om én begivenhed, om ét definerende øjeblik, har sorgen nu spredt sig og forgrenet sig ud i Yebbas voksenliv. Hun er voksen-voksen, og der er ingen til at fortælle hende hvad, hvem og hvor hun skal være.

I et interview med magasinet Vulture, fortalte hun: “I generally feel frustrated with growing up. I’m 31 now; apparently, I’ve been an adult and haven’t realized it. I was upset at having to do so many things on my own, having been catapulted into this world. I thought my 20s would be the years where I would build a life, and there’s been nothing but destruction. Reconstruction hasn’t started yet”. Den udvikling og frigørelse, mange finder i deres tidlige voksenliv, er noget hun først står midt i nu, og “Jean” føles som et direkte udtryk for netop det. 

Musikalsk er albummet langt mere eksperimenterende end hendes tidligere musik. Det bevæger sig ubesværet mellem country, indie, folk, R&B, pop, rock og soul. Det kunne nemt være blevet rodet, men det gør det lige akkurat ikke. I stedet føles det som en kunstner, der bevidst tester grænserne for sit eget udtryk – hvor langt det kan strækkes, hvor meget det kan rumme. Lige som man tror, man har fundet fodfæste i én lyd, skifter hun retning. Denne vekselvirkning mellem genrer, tempi, udtryk og tematikker emmer af rastløshed, men også en spirende frihed og lyst til at finde sig selv.

Og midt i virvaret står Yebbas stemme: rå, teknisk genial og fuld af følelse, som for altid vil være det bærende element i hendes musik. Hun behøver ikke features eller store produktionstricks, for hendes vokal står stærkt nok i sig selv.

Albummet er fyldt med den ene sang efter den anden, der sætter sig fast og scratcher en musikalsk itch i ens hjerne. For det er ikke bare den slags musik, man sætter på i baggrunden – nej, det kræver noget af dig og det insisterer på at blive lyttet til. Som om albummet ikke bare er en forløsning for Yebba, men også har et kæmpe ønske om at sætte noget i gang i den, der lytter.

Top 3 sange:

• Waterfall
• Earth, Wind and California
• Aggressive

Lyt til dette album når du…

… er i bevægelse

… sidder på en god plads i bussen, hvor du får lov til at observere de forbipasserende bygninger og skygger og mennesker, mens du langsomt glider ud af byen

… har brug for at føle, at dit liv er en film, der skal dramatiseres 

… vil inspireres og trækkes i og generere nye idéer

… vil være indadvendt, men ikke på en melankolsk måde, men en måde, hvor du tapper ind i dit indre kreative og passionerede jeg

Robyn – “Sexistential”

Det ville kun give mening at slutte martsmåneds musikvandring af med Robyns nyeste, kådeste og vådeste album. 

Hvis man skulle beskrive “Sexistential” med 3 ord ville det være: ægte, nærværende og frækt. Der er noget lettende over albummet, som en slags erklæring af alt det, livet og kærligheden indeholder. Alt det, som ikke nødvendigvis er nemt eller behageligt, men som føles lidt lettere at bære, når det bliver sagt højt. Som en tyngde, der falder fra skuldrene, når man accepterer at kærlighed og sex og forhold sjældent er ukomplicerede. 

At lytte til albummet føles som når noget endelig løsner sig. F.eks. efter et breakup, hvor det føles som om at man har bevæget sig rundt i en uendelig tåge, og der pludselig kommer et lille sus af glæde eller ro igen. Eller når man begynder at date en ny person, og alting er spændende og uforudsigeligt. Eller efter en svær samtale, hvor man stadig mærker ambivalensen, men alligevel kan trække vejret lidt friere, fordi det ikke længere kun bor inde i én selv.

“Sexistential” kredser om sex, kærlighed og intimitet i alle deres former. Det gode og det svære, det overfladiske og det dybe, det romantiske og det erotiske. Men det, der binder det hele sammen, er den gennemgribende følelse af, at selv de mest rodede eller ubehagelige følelser bliver lettere, når de får lov at eksistere uden at blive gemt væk eller gjort større, end de er.

Robyns musik formår, på den mest Robyn’ske måde, at føles universelt og som noget, alle kan spejle sig i, uanset køn, seksualitet eller hvor man er i livet. Det indkapsler mange af de impulser og kropslige fornemmelser, der følger med at være et sansende, begærende og følende menneske – som vi jo alle, i mere eller mindre grad, er. 

Også lyden er klassisk Robyn, med dens elektroniske, upbeat, umiddelbare udtryk. Alle sangene bærer den der særlige balance, hun altid har haft mellem det sårbare og det euforiske på samme tid. Det er musik, man kan danse til, synge med på og forsvinde lidt ind i, som stod man på et tætpakket dansegulv. Forestil dig glimmer på øjenlågene, blinkende lys, varme kroppe, grin, drinks, ømme ben og et sted hvor både lette og tunge hjerter kan være med – det er “Sexistential”. 

Top 3 sange:

• Sucker for Love
• Talk to Me
• Into the Sun

Lyt til dette album når du…

… har fået fri fra skole/uni/arbejde og klokken er 15, og solen skinner, og du har gode planer i aften.

… har lyst til at danse rundt i din lejlighed og føle dig sød og ny og varm og main character-agtig.

… gør forårsrent i dit klædeskab og dit hjem og har klare visioner for hvem den kommende version af dig skal være.

… ikke er tilfreds med dit kærlighedsliv, så du har et behov for at romantisere det og føle, at du er med i en coming of age tv-serie.

… holder pre med dine 2 veninder inden pre med dine 10 veninder inden i skal i byen.

… har lyst til at være udadvendt og snakke med nye mennesker og komme ud af dit hoved.

Så hvilket album starter du med?

Tekst og visuelt: Anna Pauck Holm
Redaktør: Laura Rye Bislev