Portræt af Nicholas: Hvad vi fortæller, når vi fortæller om os selv

Nicholas og jeg går sammen på Testrup Højskoles forårshold, og vi har aftalt at mødes og tale sammen en mandag eftermiddag.

Vi går sammen op i det ene af skrivelinjens lokaler med det mundrette navn ‘Skriv til venstre’, fordi vi er enige om, at det har mindre gusten energi end lokalet ‘Skriv til højre’, hvor der ligger en plettet madras med dertilhørende højskoleagtige rygter om, hvad der har forårsaget de pletter,

Der står to kopper te på bordet foran os, og derudover ligger min telefon der også og optager vores samtale. For at aflede opmærksomheden fra optagelsen, forsøger jeg at starte så blidt og nemt som muligt – tænker jeg selv.

Når du møder et nyt menneske, hvad er så det første, du fortæller om dig selv?

”Altså, jeg tror, jeg plejer at starte med at fortælle, hvad jeg hedder, og så mit kælenavn, som er ‘Narko’. Det er bare blevet givet til mig i min gymnasietid.”

“Jeg hedder jo selvfølgelig stadig Nicholas, men jeg synes altid, det har været lidt mærkeligt at kalde mig selv for Nicholas, siden jeg er begyndt at blive kaldt for Narko. For jeg associerer bare ‘Narko’ med mine venner. Nicholas er mere med min familie.”

Klik her og Støt SEIN

Så hvis du oplever det her skel mellem familie og venner, hvad siger du så, når du bliver spurgt ind til din familie?

”Jeg siger, jeg har en mor, far, en storesøster, og så har jeg en papsøster. Så har jeg også en tvillingebror, men det nævner jeg faktisk ikke rigtig til folk.”

“Det er noget, man skal hive ud af mig, måske hvis jeg er fuld og har sluppet hæmningerne. Folk kigger bare lidt anderledes, når jeg siger, at jeg har en tvillingebror, fordi han er handicappet. Han har CP … Jeg kan ikke finde ud af at sige det fulde ord.”

Cerebral parese?

Jeg afbryder ham grinende. Jeg har samme handicap og fornemmer måske, at jeg har fundet en anden grund til, hvorfor han har sagt ja til at tale med mig.

”Ja, han sidder i kørestol. Jeg tænkte ikke så meget over det som barn. Men senere i livet er jeg i højere grad begyndt at lægge mærke til, hvordan andre folk kigger, når vi for eksempel er i et storcenter. Og jeg får altid så ondt i maven af folk, der går og peger. ”

Han tøver, løfter tekruset op til munden uden at drikke af det.

”Og jo ældre jeg er blevet, jo flere jokes om handicap har jeg også lagt mærke til. Det er måske en af årsagerne til, at jeg er begyndt at holde tilbage med at fortælle om min bror. Jeg kan ikke lide det akavede i, at folk skal til at tænke tilbage på deres ’offensive’ jokes.”

“Og når der er noget hårdt som handicap, så er det ofte det, der tager folks opmærksomhed. I stedet for at der er fokus på mig selv. Det lyder jo vildt egoistisk at sige, men det er ikke sådan ment. Men før jeg kan være mig, og han kan være sig selv, er det vigtigt, at vi får lov til at have hver vores fortælling.”

Det er vel også, fordi der i ordet ”tvilling” gemmer sig en masse forventninger. I modsætning til hvis du bare sagde, at du havde en storebror?

”Ja, for tvillinger bliver ofte set på som samme person. Og selvfølgelig kom man ud af den samme mor på samme tid og er vokset op sammen og har delt mange oplevelser. Og vi har altid haft et fint forhold, men han har jo altid haft hjælpere.

“Man kan ikke lege frit på samme måde. Og når jeg har været ude at spille fodbold, har han jo ikke været en del af det. Og det var ikke noget, jeg tænkte så meget over dengang, men nu kan jeg godt tænke, at det var fandme ærgerligt, fordi han elsker sport.”

Noget af det, der kommer med alderen, er vel også bevidstheden om, hvor forskellige jeres liv kommer til at være?

”Helt sikkert. Det var måske efter 9. klasse, at det for alvor gik op for mig, at jeg skal jo bare have et normalt liv –hvordan man så end definerer det – mens han kommer til at have en masse udfordringer, jeg ikke kan relatere til.”

“Og det er svært ikke at føle sig lidt skyldig nogle gange, fordi vi er samme sted i livet, samme alder, men har to vidt forskellige liv. Og det tænker man bare ikke over som 5-årig, altså hvor stor en betydning en kørestol kan have for, hvordan man lever sit liv. Men det er vi selvfølgelig begge to vant til, det at opleve verden på forskellige måder.”

Han trækker vejret dybt, og jeg beslutter mig for at lede os væk et øjeblik.

Og nu er vi her jo også for at tale om, hvordan du lever dit liv?

”Ja, jeg tror altid, at jeg har været meget tryghedssøgende i alle de valg, jeg har taget i livet. Jeg er blevet i noget, for eksempel et job, fordi det er komfortabelt og lønnen er fin. Så musikken er helt klart der, hvor jeg har nemmest ved at slå mig løs.”

Nicholas laver en lille håndbevægelse for at indikere en eller anden abstrakt ide om det løsslupne.

”Men når jeg laver musik, kan jeg også bedst lide at lave det med en partner, fordi der så er nogen, man har ekstra ansvar over for. Det er også det, jeg har i mit musikprojekt Kollega, som er noget musik, jeg har lavet sammen med min kammerat Lukas. Vi startede på samme arbejdsplads i 2020 og blev rigtig gode venner fra dag et. Vi havde bare den her kreative gnist sammen.”

Og hvad med navnet?

”Ja, Lukas’ mor spurgte os på et tidspunkt, hvad vi egentlig havde til fælles, og det eneste, vi kunne komme på, var, at vi havde været kollegaer på et tidspunkt.”

Kan du så mærke forskel på den musik, du har lavet i Kollega, og den, du har lavet alene under kunstnernavnet Narko?

“Helt sikkert. Lukas er god til at spille rigtige instrumenter, hvor jeg bare plejer at bruge computeren – og det er bare godt med noget modspil. Jeg tør prøve en masse ting af sammen med ham. Jeg tør nemmere dyppe tæerne i vandet, fordi det bare er varmere vand, når der er to i vandet.”

Han stopper sig selv og griner over, at det var et dårligt citat. Jeg forsikrer ham om, at det kommer med i artiklen, for derefter netop med artiklen i tankerne at spørge ind til, hvordan han har det med, at en fortælling om musik kommer til at blive sammenflettet med en fortælling om at have en handicappet tvillingebror.

Jo ældre man bliver, jo mere er der en eller anden forventning om, at der skal være en mening, en rød tråd, der går igennem livet. Kan du finde den røde tråd i dig selv?

”Hvis jeg bare kigger på mig selv, føler jeg godt, at jeg kan finde den røde tråd. Men det er jo også, hvad man fortæller andre, der skaber den røde tråd. Man er, hvad man deler. Og hvis jeg ikke deler, at jeg har en handicappet tvillingebror, er der en del af mig, som jeg skubber væk. Og det ender lidt med, at jeg har to personligheder.”

“Og jeg vil gerne blive bedre til at flette den røde tråd rundt om det hele. Lige nu har jeg jo min familie og mine venner. Og jeg vil bare gerne have ét stort billede af mig, også for mine venners skyld. Så de kan lære mig bedre at kende, og jeg kan stole mere på dem. Lige nu tror jeg også kun, der er tre fra højskolen, der ved det.”

For at slutte af meget meta-agtigt: Hvordan har du det med, at den her artikel bliver udgivet? Og kan komme frem, når man googler dit navn, og skal læses af folk, der kender dig?

”Jeg tror det bliver rigtig rart for mig. Lidt en accept og anerkendelse af mig selv. Og den kommer ud, inden vi stopper, ikke? Så jeg håber også, at folk fra højskolen vil læse den og tænke: ’Shit, det vidste jeg sgu ikke,’ og at det kan starte nogle samtaler. Selvom det måske er akavet, så vil jeg gerne starte de samtaler.”

Beæret over at være med til at starte de samtaler, slukker jeg optageren. Jeg aftaler med Nicholas, at vi måske kan sende et link ud i højskolens Messenger-gruppe den torsdag, hvor artiklen udkommer. Jeg håber for Nicholas, at det kan være med til at give ham følelsen af, at hans liv hænger bedre sammen.

Og for alle andre uden for vores lille højskoleboble, der må læse artiklen, at det vil give følelsen af, at det er okay ikke at kunne se sammenhængen i sit eget liv. For den skal nok være der alligevel.

Tekst: Laura Rye Bislev
Illustration: Lærke Thers Karlshøj
Foto: Johanna Gammelgård Brandt