Dansk magtdemonstration på Tinderbox 2026
Festivalsæsonen synger på sidste vers, men Mathilde holder fast lidt endnu og skriver i dette indlæg om det potpourri af dansk musik, der var at finde på Tinderbox Festival i 2026.
Foto: Emil Stender
Mens Johanne fra SEIN fremhæver, hvordan de to skandinaviske popdronninger Pil og Zara Larsson henholdsvis åbnede og lukkede Orange Scene på Roskilde Festival, bed jeg ved første øjekast mærke i noget helt andet ved Tinderbox’s program; nemlig hvor meget dansk musik fyldte, og hvor lidt kvinderne gjorde.
Ser man kun på de danske solister i år, var der 20 mandlige solister mod tre kvinder. Kønsfordelingen har Tinderbox ligesom andre festivaler fået kritik af før – faktisk flere gange.
I 2024 bestod plakaten af 75% mænd, og til TV 2 Fyn beskrev Tinderbox i sin tid, at de ikke så et problem med kønsfordelingen. De mente, at andelen af kvindelige musikere på årets festival afspejlede antallet af kvinder i musikbranchen. Festivalchefen udtalte: “Vi booker det program, vores publikum efterspørger, og det har vi indgående data og analyser på, så vores program afspejler publikums ønsker.”
I 2025 var fordelingen præcis den samme. Det er taget i betragtning af, at jeg i flæng kunne nævne unge kvinder, der buldrer derudaf. For eksempel er P3 Talentprisen de sidste år gået til Pil, Annika og Mille.
Da jeg først troppede svedigt op på festivalen, var der ikke så meget at gøre ved den skæve kønsfordeling, andet end at rynke på panden og notere det i min sorte bog! Jeg gik i stedet i kast med at udforske alt den danske musik, som jeg fysisk muligt kunne opleve. Og der var det til gengæld et helt tag-selv-bord af upcoming og etablerede kunstnere med musiknumre, der illustrerer, hvor bredt dansk musik kan spænde. Om eftermiddagen spurgte Artigeartidt, hvor fuck vores drink var henne, om aftenen opfordrede TV-2 publikum til at kysse sin kæreste på rejsen.
Kayak. Foto: Emil Stender
Crowdsurfing, gæsteoptrædener, regntid og en evakuering
Den fik ikke for lidt, da musikerne lagde vejen forbi Tusindårsskoven, og her er blot et uddrag fra festivalens tre dage.
Artigeardit havde fået æren af at åbne festivalen og på samme tid trukket nitten ved, at det allerede var klokken 14, hvor mange festivalgæster stadig var i gang med at tylle den sidste ølbong ned ude til forfesterne. Han åbnede alligevel med et brag, og efter et par sange røg hans Italia Sicillia-trøje af for at konstatere, at det lignede, at vi nød at være der.
Der var ingen gæsteoptræden fra Kesi på ‘Er her’, så Artigeardit hev i stedet en pige fra frontrækken med på scenen, hvis hun lovede, at hun virkelig kunne verset. Og selvom det musikalsk set ville have været at foretrække, at Kesi leverede sit eget vers, var der noget ganske uhøjtideligt og menneskeligt over at se pigen, Anna, skråle på scenen og nyde det så meget, at jeg et øjeblik troede, at vagterne måtte følge hende af scenen. Men hun gik frivilligt. Artigeardit kunne, ligesom Anna, blive ved “hele fucking dagen”.
Foto: Emil Stender
Det var en rørt Østen, der senere på eftermiddagen dukkede op i cowboybukser (varmt) og kasket i Pavilion-teltet. Som en anden profet spillede han ‘Regn’, og det fik vi ved Gud at mærke to dage senere. Mod koncertens slutning kravlede Østen op på hegnet og faldt ned i publikums arme. “Det har jeg aldrig prøvet før, tak” var hans ord efter at have mistet sin crowdsurfing-mødom, og der må jeg bare sige, selv tak.
Nu, hvor der var noget at ønske fra Tinderbox’s eget program, var det en glædelig overraskelse, at Østen hev Lea Eyðbjørg med på scenen. Deres stemmer blandede smukt sammen på ‘blå nætter’, og et andet tema på festivalen viste sig – gæsteoptrædner.
Østen. Foto: René Dyhr
Der er noget gavmildt over at lægge vejen forbi for kun at synge i tre minutter, og som publikum var jeg taknemmelig. Søn bakkede Rasmus Seebach op på ‘Sprækker’. Mekdes blev både inviteret på scenen af Jonah Blacksmith og URO. Berg og Svea S gæsteoptrådte på skift hos hinanden, og trioen blev fuldendt på ‘Slår op’ med Sofie1998. Men MAS må tydeligvis være en sand mester til gruppearbejde, for på scenen dukkede både Thor Farlov og dobbelt Lea (Eyðbjørg og Romea) op. Hurra, for det danske samarbejde!
Selvom Pitbull, som et af hovednavnene, selvfølgelig var en crowd-magnet, gav de danske kunstnere ham kamp til stregen om at samle store menneskemængder. Der blev sendt tusindvis af hjerter afsted til både Rasmus Seebach og APHACA, og en særdeles smilende og dansende Thomas Helmig nåede ikke at banke på i særlig lang tid, før han blev lukket ind.
APHACA. Foto: René Dyhr
Den danske sommer (nok nærmere forskyldt af klimaforandringer) bød på hedebølge, og gjorde det ellers ikke nemt for performerne. URO fik solcreme i øjnene, og Alex Vargas erkendte, at han et kort øjeblik havde det så varmt, at han havde glemt, hvad han skulle. Hos Joey Moe blev det også en svedig omgang med plads til at bruge sin “booty som havde du en en hulahopring”, og som kronen på værket sluttede han koncerten af med konfettiregn til ‘Million’, bestående af sedler af ingen ringere end Joey Moe ham selv.
Som teaset for tidligere og som en trofast del af festivalerne, kom også regnen, og denne gang med lynnedslag. Olieret, glitrende og med hjortegevir på hovedet dukkede Tobias Rahim op på sidstedagen. Publikum fik lov til at høre ‘Regntid’, men i sidste ende spændte sommervejret ben for Tobias Rahim og lukkede hele festivalen før tid, inden han, ironisk nok, overhovedet nåede at spille ‘Den danske sommer.’
Det blev enden på Tinderbox 2026, men undervejs cementerede de danske musikere, hvorfor netop de udgjorde størstedelen af festivalplakaten.
Hjemvendt er det bare tilbage at lune sig med minderne, uskarpe koncertvideoer og muligheden for at opdatere sine playlister med nyopdagne sange, indtil festivalerne og gummistøvlerne vender tilbage.
Hvad tænker du?