Navigér i en fucked up verden med kulturen som guide

Verden er fucked up; krig, pandemi, inflation og klimaangst er ting, som vores generation skal forholde sig til, samtidig med at vi oplever vores eget vokseværk. Uddannelsesvalg, boligjagt, karriere-overvejelser, hjertesorg og alt muligt andet, der bliver smidt vores vej. Det kan være svært at være lykkelig.

Heldigvis er vi gode til at mødes i ulykken – hver gang jeg drøfter mine bekymringer omkring livet med mine venner, bliver det mødt med sådan har jeg det også. Det er rart at være sammen om det, men jeg synes bare, at vi alle sammen fortjener bedre. Men hvordan gør vi? Hvordan finder vi lykke?

Lykke ser forskelligt ud for alle, men for mig ser det ud som Wendy Copes digt The Orange.

I digtet kan lykken mærkes, fordi den ikke altid har været der. Den bliver ikke taget for givet, selvom det er ret enkle ting, der skal til for at skabe den. Jeg synes, Wendy Cope nailer idéen om lykke, og der er især tre elementer, jeg tror, der kan hjælpe os med at finde den.

1. Dyrk hverdagslykken – »As ordinary things often do«

Verdens uretfærdighed er ofte ude af vores hænder. Samtidig med at vi heller ikke kan tage de helt store angstprovokerende livsvalg på én dag. Det eneste, vi reelt har en lille smule kontrol over, er hverdagen nu og her.

Mærk efter, hvad der giver dig glæde på den der simple, men øjeblikkelige måde. Jeg finder for eksempel hverdagslykke, når jeg køber en dyr, men udsøgt café latte. Jeg finder hverdagslykke, når jeg ser de samme fjollede internetklip, der altid får mig til at grine. Jeg finder hverdagslykke, når jeg lytter til citypop; lykkelig japansk popmusik lavet som svar på den økonomiske vækst, Japan oplevede under deres tech-boom i 80’erne. Det er let og jazzet, fyldt med referencer til solskin og sommer. Og nu, hvor vi sjældent oplever økonomisk vækst eller solskin, er det rart at fake det lidt gennem god musik.

Generelt kan kultur være en kæmpe kilde til hverdagslykke – hvordan en kedelig onsdag kan blive lidt bedre af en impromptu-biograftur. Eller hvordan en kold vintermorgen kan lysne ved tanken om, hvor fedt man skal have det til sommerens festivaler. Mest af alt oplever jeg hverdagslykke ved at se mine venner. Vitterligt bare hænge ud, spise noget mad sammen, gå en tur, lave sjove planer. Appelsinens store størrelse er kun så sjov, hvis man har nogen at grine af det med.

2. Udvis medmenneskelighed – »I peeled it and shared it with Robert and Dave«

Jeg synes, det er spændende at kigge på, hvad den linje siger helt overordnet: om at give, dele og være sammen. Jeg tror, at vi alt for tit kan ty til individualisme i den her verden, og jeg bebrejder os ikke. Det er nemt at sige fuck det, så klarer jeg bare mig selv og løsrive sig fra ideen om, at man behøver andre, og at andre behøver en. At have medfølelse er en sårbar ting. Men jeg er overbevist om, at man bliver lykkeligere i længden ved at navigere samfundet med medfølelse frem for uden.

Det får mig altid til at tænke på en af mine yndlingsserier ‘The Good Place’. En komedie med en filosofisk kerne, der handler om livet efter døden. ‘The Good Place’ foreslår i begyndelsen, at de, der gjorde gode gerninger i livet, ville leve lykkeligt i deres egen lille efterlivs-by. Men den idé bliver hurtigt udfordret. Ud af det opstår en samtale om, hvorfor man overhovedet skal være god, når der ikke er nogen ”belønning” for det. Seriens overtænkende, men elskværdige filosof Chidi svarer: »I argue that we choose to be good because of our bonds with other people and our innate desire to treat them with dignity. Simply put, we are not in this alone.« Vi har hinanden. En utrolig betryggende tanke, som jeg bliver glad af at huske på. Det giver glæde at hjælpe, og det giver glæde at vide, at du ikke er alene, når tingene er hårde.

3. Tillad dig ro – »This is peace and contentment. It’s new«

Noget af det, jeg synes, der er sværest at forholde mig til i Copes digt, er fortællerens nyfundne tilfredshed over sin dagligdag. Når man er ung, kan man være så overvældet af, hvem man kan være. Til tider kan jeg mærke en rastløshed i dagligdagen, som får mig til at føle, at jeg allerede har fejlet i livet. Nogle dage kan jeg ryste rastløsheden væk, acceptere hvor jeg er i livet og være optimistisk for fremtiden. De dage er en del nemmere at komme igennem. Så hvorfor ikke gøre det nemt for en selv?

Jeg tror også, at utilfredsheden opstår, fordi vi let tager de ting, der gør vores liv dejligt, for givet. Det synes jeg, årets store Oscar-vinder ‘Everything Everywhere All at Once’ viser ret godt på sin egen spøjse måde. Filmens hovedperson, Evelyn, bliver konstant konfronteret med forskellige multiverse-versioner af sig selv. Især en version, hvor hun er en rig superstjerne, gør ondt på middelmådige Evelyn, som bare ejer et vaskeri og har skattesystemet efter sig. Den her superstjerne-multiverse eksisterer kun, fordi hun forlod sin mand, Waymond. De mødes igen i det univers – begge alene, men succesrige – og snakker om, hvordan det kunne have været, hvis de var blevet sammen. Evelyn griner over, hvor hverdagsagtigt deres liv ville havde været, men Waymond længes efter det, fordi der også er kærlighed i det. Det udtrykkes i den perfekte replik: »In another life, I would have really liked just doing laundry and taxes with you.«

Jeg siger ikke, at man aldrig skal forbedre sig selv og sit liv. Men at have en stærk foragt for, hvordan ens nuværende liv er, er ikke nødvendigvis sundt. Undersøg, hvorfor foragten er der: hvis det er, fordi du oprigtigt føler dig ulykkelig i dit liv, så søg hjælp og forsøg at ændre det. Hvis det er, fordi du oplever den rastløshed, jeg beskriver, så tillad dig at tage den lidt med ro – vær i dit liv. Både i alt det sjove og det kedelige, lige nu. 

Jagten på lykke er større end bare et enkelt digt. Men Cope har stærke og klare budskaber, som heller ikke skal undervurderes. Ord, film, tv, musik, kunst – det kan hjælpe os til at navigere i denne fucked up verden. Og så har vi også altid hinanden.

Tekst: Ina Mariam Aruldass
Visuelt: Malin Høm
Redaktør: Martin Bjerg Dahl