Digteren med det dobbelte hoved

Foto: Sebastian Falck Stigsby

Laurits Balker griner lidt eftertænksomt, da jeg spørger ham om velfærdsstaten egentlig findes. 

Vi er mødtes på en cafe ved den røde plads. Balker, der lige har udgivet sin tredje digtsamling, Hey Guys Hey Guys, blender godt ind på Nørrebro med ørering og en ALIS hættetrøje, men en let dialekt afslører alligevel hans nordjyske herkomst. 

”Jeg skulle vente 13 måneder. før jeg kunne få gratis psykologhjælp efter min indlæggelse. I  sidste uge var jeg til min første gratis psykologsamtale  efter min indlæggelse i 2025 Vi siger hele tiden, at vi har ‘verdens bedste velfærdssamfund’, men der er så mange huller i det system, at jeg ikke længere er sikker på, at jeg tror på den fortælling. Samfundet er en line, vi alle sammen går på, hvor nogle når over på den anden side, men der er fandme også mange, der falder ned”, svarer han efter lidt tid. 

Hey Guys Hey Guys følger Balker gennem to indlæggelser i psykiatrien med lidelsen OCD og læses som en lammende kritik af et psykiatrisk system, som Balker fortæller mig nogle gange har givet ham fornemmelsen af ”bare at presse én indtil man tager sit eget liv.”

”Man symptombehandler psykiatriske patienter. Du bliver lige lappet nok til, at du stadigvæk kan stå op og så bliver du smidt ud.Rigtig mange venter bare på, at de ryger tilbage igen, fordi de ikke har mulighed for at betale for psykologhjælp. Det er en ond spiral.”

Op til vores møde har det været svært at finde en dag Balker kunne. Både fordi han pendler mellem Klitmøller og København, men også fordi den nye digtsamling har fået stor opmærksomhed. Både interviews i Politiken og i Zetland og optrædener i Go’ Morgen Danmark, og nyhederne har optaget hans tid. Alligevel er det en meget ydmyg digter, jeg møder. Måske mest af alt en digter, der ikke helt er blevet klar over hvor potent, det han har skrevet, er. 

Ingen opfølgning

I Hey Guys Hey Guys fortæller han om, hvordan han blev sendt hjem fra psykiatrien uden nogle opfølgninger efter at have været indlagt for selvmordstanker.

”Første gang jeg blev indlagt var mellem jul og nytår 2024. Da jeg blev udskrevet, ophørte min psykiater samarbejdet ret kort tid efter. Så røg jeg lige så stille igen bare ned i det hul jeg havde været i” 

Til sidst blev det endnu engang for meget for Balker. Efter Roskilde Festival sidste år blev han indlagt på Sankt Hans i 14 timer. Endnu engang oplevede han at blive udskrevet uden nogen form for opfølgning. ”Der manglede en opfølgning, der manglede et sikkerhedsnet”.

I Danmark lever mellem 100.000 og 180.000 mennesker med diagnosen OCD, som er en lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

”OCD føles som om jeg har to hjernehalvdele, en med OCD og en uden”, fortæller Balker mig. ”Ved andre svære psykiske lidelser, som hvis man er bipolar, kan patienten typisk ikke se, at deres opførsel er problematisk i momentet. Men med OCD er jeg hele tiden bevidst om, at de tvangshandlinger jeg udfører, er irrationelle. De to hjernehalvdele står hele tiden og kæmper mod hinanden.”

Jeg skiftede næsten ansigt sagde mine lærere / blev kendt som kongen/ med det dobbelte hoved, skriver Balker i digtsamlingen. 

Foto: Sebastian Falck Stigsby

Hvad skal man gøre ved psykiatrien?

De seneste år er psykiatrien blevet et område i dansk politik, hvor alle er enige om at intet fungerer, men ingen aner, hvordan man ændrer på det. Psykiatrien, og mental trivsel i det hele taget, er blevet en gordisk knude, der synes at blive strammere og strammere, jo mere vi hiver i den. Men Balker har nogle ret simple opfordringer.

”Jeg ville ønske der var en national lov, der sørgede for opfølgninger på indlæggelser. Jeg vil ønske, at de forskellige psykiatriske centre kunne snakke sammen. Jeg var indlagt på Sjælland, men bor i Thisted kommune. Jeg kunne godt tænke mig, at Sankt Hans kontaktede Thisted kommunes psykiatriske center, så de kunne lave en opfølgning på mig. Og det er jo egentlig rimelig enkelt, så jeg forstår ikke, at man ikke allerede gør det.” 

Hvis han skulle gætte, skyldes det, at lidelser som hans er usynlige for de fleste.

”Hvis du har brækket armen, kan alle jo se, der er noget galt. Men hvis man er gået i stykker inde i hovedet, er det svært at se, hvor invaliderende det er, medmindre du sidder i spændetrøjen på en eller anden anstalt. Du kan jo ikke se på mig, at jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling to gange.”

I dag har Laurits det meget bedre, men kæmper stadig med sin lidelse. Han har sandet, at han aldrig får et normalt liv. At han ikke kan blive en klassisk samfundsborger, selvom det måske nogle gange ville være nemmere at være en jævn, velfungerende midaldrende kvinde, som han beskriver det i digtet ”Gid jeg hed Britta” hvis eneste linje er: og ikke var helt fucked.

”Jeg kan leve et helt normalt liv, jeg kan sagtens rejse rundt i landet, jeg kan holde foredragsturne, jeg har en kæreste og betaler husleje og tjener penge. Men der er bare en del af mig, den anden hjernehalvdel, der gør, at jeg ikke kan have et 9-4 arbejde, og det kommer jeg aldrig til at kunne. Det har jeg prøvet, det fungerede ikke”.

 Balker er stille nogle sekunder. “Så nogle gange kan man få den der oplevelse af, at det virker, som om man ikke kan yde det til samfundet, som man burde kunne, og derfor bliver du puttet ned i en kasse, og så bliver du sendt rundt i pendulfart mellem systemer og afdelinger.” 

Ikke den nye Caspar Eric

Det ville være nemt at placere Balker et sted i forlængelse af Caspar Eric. De skriver begge politiske digte, den ene om psykiske lidelser, den anden om fysiske, og har begge været involveret i Muskelsvindfonden. Hos begge kan der spores en grundlæggende kritik af vores forestilling om velfærdssamfundet som universelt, og en benyttelse af poesien som politisk argumentatorisk værktøj.

Som Balker formulerer det: ”Jeg kunne også bare have valgt at skrive ti vrede debatindlæg i Politiken, men jeg synes det står stærkere som samlet værk”. 

Balker følte, at der åbnede sig en lomme af kreativitet med Hey Guys Hey Guys: ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. Bogen er skrevet, imens jeg har lavet omkring 70 foredrag. Så det er totalt sporadisk uden meget struktur. Det er ikke sådan, jeg er stået op og har skrevet. Mange af digtene er også skrevet ud fra en magtesløshed og uden at blive redigeret. Der er skrevet ud fra vrede og magtesløshed.” 

Men selvom Balker forstår sammenligningen og har draget inspiration fra Caspar Eric, understreger han, at han ikke bare vil ”være den nye Caspar Eric” eller ”ham der skriver om OCD”. Tværtimod tror han faktisk på, at der er ved at ske et skift i dansk litteratur væk fra den identitetsbundne forfatter, der altid skriver fra et tydeligt jeg. Næsten som for at bekræfte sin pointe, fortæller Balker mig også at der er mere på vej fra ham inden længe. Hvilken vej det vil tage, kan han endnu ikke afsløre.

Men sikkert er det, at digteren med det dobbelte hoved er langt fra færdig.

Tekst: Nicolai la Cour
Redaktør: Laura Rye Bislev