Det solen skinner frem
Solen står tidligere op og går senere ned for hver dag, vi kommer sommeren nærmere. Naja skriver om, hvordan solen skinner minderne frem fra kærlighedens afslutning imellem fliser, græs og gamle blikke. Om kærligheden, som foregår og kærligheden, som forbliver i dette poetiske tilbageblik på kærlighed, savn og de små øjeblikke, der lyser videre, længe efter vi har sluppet hinandens hænder.
Solen skinner små blomster, spirende følelser og ømhed frem mellem min terrasses fliser og i min mors havebed. Den skinner mine glade kinder og hænder frem, og de lyser frem nede ved vandet, i skoven og i min lille have.
Solen skinner små forventninger og liv. Den skinner bare fødder på græs og små mælkebøtter tittende gennem mit brune hår. Du titter også frem i mine minder og kigger på mig, mens solen skinner gennem dine øjne.
Klik her og Støt SEIN
Du siger, du savner mig, der mens vi ligger i græsset, men jeg kan ikke tage imod det, for dine øjne har fanget mig, og jeg er suget fast. Jeg ser, hvordan dine øjne ser på mig, og jeg tænker, om du mon også ser, hvordan solen skinner gennem mine.
Solen skinner vores hænder frem, der rækker ud efter hinanden, men kun i glimt, for mellem hænderne er der for meget sorg, og det kan selv solen ikke skinne væk. Og jeg skal nok ikke kigge for længe i dine solrige øjne eller holde din afventende hånd, for så skal jeg måske opleve det hele igen.
På et tidspunkt vil solen skinne nye minder frem, men jeg lover, at jeg beholder vores et sikkert sted.
Jeg mærker, at livet larmer tydeligt imellem os. Det er dragende, for det overdøver den tomhed, jeg mærker, når jeg er alene. Derfor knuger jeg din hånd en ekstra gang, selvom jeg holder visheden om, at vi er her på lånt tid. Derfor træder jeg et skridt tilbage og bærer sorgen med mig.
Solen skinner mine tårer frem, og snart er mine kinder varme og salte, og de lyser frem nede ved vandet, i skoven og drypper ned på mine terrassefliser. Solen skinner på mit savn, og jeg tror, at du også står et sted med skinnende kinder, men i en anden skov, på en ny strand ved et par andre ukendte fliser.
På et tidspunkt vil solen skinne nye minder frem, men jeg lover, at jeg beholder vores et sikkert sted. Og når du igen titter frem, vil jeg huske vores forårssavn og sommerklenoider, ‘Paradis-is’ og kys i din sofa, og endnu engang lade solen skinne igennem mine våde øjne.
Tekst: Naja Holm Veje
Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj
Hvad tænker du?