Hvis vi ikke skriver om det

Da jeg blev bachelor i sommers, fik jeg en meget fin notesbog i et blåt abstrakt omslag. På forsiden af bogen står der: ”Hvis vi ikke skriver om det”. Linjerne er i perfekt afstand, og størrelsen er god. Den er designet af Leonora Christina Skov, hvis bøger jeg har læst og holdt af.

Igennem årene har jeg haft mange forskellige notesbøger. Også indholdet har haft en meget skiftende karakter. Mange af dem er fyldt med brudstykker fra mine tanker, som ikke er dateret eller kronologiske. Enkelte af notesbøgerne er skrevet i et klassisk dagbogsformat, hvor jeg kan følge med i dag for dag, hvad jeg har lavet, tænkt og gjort, da jeg var 16 eller 20.

Det er faktisk de dagbøger, som jeg holder allermest af, og som er sjovest at genlæse, når jeg en sjælden gang kigger tilbage i dem. Der er noget ganske unikt i at læse bekymringer, man på ingen måde har længere, om en hjertesorg man er gået igennem, om hvor optaget jeg engang var af The Maze Runner, eller hvilken sjov dag på Bjerge Strand jeg havde.

Da jeg fik den blå notesbog, besluttede jeg mig for, at den skulle skrives på den måde. Som en lang erindringsdagbog, så jeg kan se tilbage på, hvad jeg har lavet og tænkt i sommerferien som 25-årig, hvilke nyheder jeg har været optaget af, og hvad jeg har spist, oplevet og følt.

Allerede dagen efter jeg fik bogen, gik jeg i gang med at skrive. Jeg har skrevet, hvor jeg skriver fra, hvad jeg har på, hvad der fylder for mig, og egentlig bare hvad jeg foretager mig. Der er noget ganske rart over bare at skrive. Ikke fordi det skal være flot eller læses af andre, men bare at skrive og beskrive.

Sommetider kommer der også tanker og følelser til syne, og de står mere klart, når jeg beskriver, hvordan min kæreste og jeg lå på Nordby Bakker på Samsø, og jeg følte mig meget lykkelig. Det er, som om den lykkefølelse kan blive udvidet af at beskrive øjeblikket. Som om øjeblikket gøres mere ægte, når man fastholder følelsen med ord.

Når jeg læser tilbage i mine gamle dagbøger, hvor jeg har udfyldt dem i et klassisk dagbogsformat, er det spændende at genbesøge tanker og følelser, der var så kraftige dengang, men som jeg nærmest har glemt optog mig. Jeg har altid været bange for at glemme ting. Jeg kan opleve noget eller kigge på noget og blive lidt panisk ved tanken om, at det en dag vil forsvinde fra min erindring.

Også her er dagbogen med til at lindre lidt af frygten for at glemme. Den giver mig muligheden for at genbesøge ting, der var engang. At vi spiste solbær og lakridsis ved marinaen, at jeg købte en blå silketop med sommerfugle på, og at vi gik Nekselø rundt en tilfældig søndag.

Måske er det også derfor, jeg har fået lyst til at skrive erindringsdagbog igen. Ikke fordi hver dag nødvendigvis er særlig eller begivenhedsrig, men fordi de fleste dage består af alt det, der ikke virker vigtigt. Hvad man spiste til aftensmad. Hvilken sang man hørte igen og igen. Den samtale man havde på en gåtur. Jeg tror, vi sommetider har en idé om, at det, vi skriver, skal være vigtigt eller interessant. Men måske er der også noget fint i bare at beskrive hverdagens banaliteter. Derfor har jeg lovet mig selv at forsøge at blive ved med at skrive erindringsdagbog, også når den blå perfekte notesbog er udfyldt.

Og måske kan det være en lille opfordring til andre om også at føre en dagbog. Ikke nødvendigvis store tanker eller noget, der skal kunne udgives eller læses af andre. Skriv om din dag, om noget du lagde mærke til, om hvad du spiste, eller hvad der gjorde dig glad eller usikker. Skriv de ting ned, som virker for små og trivielle. Som der står på forsiden af den blå notesbog, jeg fik af min søster: Hvis vi ikke skriver om det.

Tekst: Gry Sofie Vejsager
Redaktør: Lærke Pouline Thøgersen
Visuel: Notesbogens omslag, Leonora Christina Skov