SEINs bogklub: Mit arbejde af Olga Ravn

14. december 2020

Olga Ravn har skrevet bogen Mit arbejde. Et storslået værk om balancen mellem skabertrangen og det at være nogens mor – og hvordan de to ting begrænser hinanden. At tilpasse sig sin nye identitet som mor. En bog lige så rodet som moderskabet.

Anna tænker: Hvad er det dog for en bog, jeg skriver? En monstrøs bog til en monstrøs følelse. En monstrøs oplevelse: At føde et barn

I et sneomsust Stockholm sidder Olga fanget med et lille nyt barn og en medfulgt fødselsdepression. Hun kæmper med identitetstab, skriveblokade, forpligtelser og det at navigere i en ny tilværelse som mor. Følelser som utilstrækkelighed, afmagt og at miste sig selv er gennemgående elementer gennem hele værket. Olga skriver om tre år, som gik med at overleve snarere end at leve. Om den radikalitet, det er at mærke, at man ikke længere lever for sig selv, og tiden er overtaget af en anden, der kræver den mere end nogen anden i ens liv. Om at måtte aflive sit gamle jeg, så ens barn kan leve. Derudover slår Mit arbejde ned på slid i parforholdet efter fødslen, kønsrollerne i forældreskabet, skriften som overlevelsesredskab, søsterskab, opgør mod mor-idealerne, ringe forhold for sårbare mødre og et system, der fejler, hvad angår psykiske lidelser. 

 

“jeg vågner og angsten står der

jeg falder nedad i sengen

jordens overflade forsvinder

der er muld og vand og metal
blodets opskrift

sygeplejersken tager barnet og fører det bort

han græder længe længere nede af gangen

mine hænder savner ham som en hud

hvad har barnet kostet

hvad har barnet kostet mig

 

jeg vågner og der er jeg ved at dø”

Bogen kommer som en kastet mursten på en flot vinduesfacade. Med cirka samme størrelse og vægt gør den et ihærdigt forsøg på at slå mor-glansbilledet itu.

Bogen kommer som en kastet mursten på en flot vinduesfacade. Med cirka samme størrelse og vægt gør den et ihærdigt forsøg på at slå mor-glansbilledet itu. Måske det stærkeste af dem alle, for hvordan siger man lige, at man ikke har det lige så fedt med det livslange valg, som alle andre synes at have? Olga sætter en tiltrængt streg under, at det meget af tiden ikke er sjovt at være mor, og at man gerne må råbe op om det – også selvom det er selvvalgt. Man har trods alt ikke selv tilvalgt alle de idealer, moderskabet byder en, men som man tvinges til at forholde sig til: det nyeste sansestimulerende legetøj, genanvendelige stofbleer af de rigtige materialer, en økonomi, som er i orden og samme stinkedyre ammepude med silkebetræk, som alle andre mødre har. Idealerne synes efterhånden kun at kunne blive håndhævet af overnaturlige overskudsmødre – og dem findes der trods alt ikke mange af, lad os være ærlige. Håbet er at rokke ved et misvisende ideal og forhåbentligt stoppe den glamourisering af moderskabet, jeg synes, vi har tendens til i dag. 

Oplevelsen af at blive mor er for nogle så markant, at det munder ud i en efterfødselsreaktion. Fødselsdepression rammer mere end 5 % af alle kvinder i forbindelse med fødsel. Også kvinder, der hidtil ikke har haft psykiatrisk sygdom. Blandt de kvinder, der ikke tidligere har haft psykiatrisk sygdom, rammes mere end en ud af 200 nybagte førstegangsmødre. Vildt er det så, at der generelt bliver set skævt til psykisk sårbare mødre. Lige så vildt, som det er at læse om de absurde forhold, Olga f.eks. bliver mødt af i psykiatrien. Hun skriver om at blive kastet rundt mellem de forskellige afdelinger og forløb. At måtte diagnosticeres med andre psykiske lidelser for at fortsætte behandlingsforløbet og kunne få flere tilbud. At personalet simpelthen bekender til hende, at der er fejl i systemet. 

“Det kommunale tilbud i psykiatrien mod angst er basically et visualiseringskursus.
Jeg har set det ske.
Det frygtelige i at det virker.
Ydmygelsen.”

Bogen er det meste af tiden et sandt virvar af tankestrømme, erfaringer og oplevelser om blot det at forme den, gøre den til livs.

Meget af bogen handler desuden om selve det at skrive den. Om, hvordan Olga, dag efter dag, sidder på samme lille café i forsøget på at skrive. Om, hvor svært det er at nedfælde oplevelsen på skrift. Gennem flere afsnit i bogen bliver vi ført bag selve det at skrive bogen. Nogle gange skriver hun om, hvordan hun ikke kan skrive om pågældende emne – og skriver så netop om det. “Skriver ikke om den tvivl, vi begge nærer til hinanden, efter barnets fødsel.. skriver ikke om denne skræk, denne ødelæggelse”. Bogen er det meste af tiden et sandt virvar af tankestrømme, erfaringer og oplevelser om blot det at forme den, gøre den til livs. Olga lader øjeblikke fra småbørnslivet stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning.

“Så meget af denne bog har handlet om at skrive den. På intet tidspunkt faldt formen på plads og skrev sig selv. Hele denne bog har skullet presses frem. Som var selve bogen et pres for at findes. Og alligevel er den uformelig, og det meste af tiden har jeg betragtet den som en trussel.”

Til en start fylder selve spørgsmålet om, hvorvidt hun kan tillade sig at skrive af samvittighed overfor barnet, meget, og om, hvorledes hun stadig kan skrive frit fra barnet? Er barnet blevet et for bestandigt element i hende, til at hun nu ikke kan skrive på samme måde som tidligere? Skriften er et tilflugtssted for Olga fra barnet, noget, der var hendes rum, men nu oplever hun, at barnet indgår i hver en ting, hun gør og skriver. Hun kæmper med at acceptere denne omstændighed.

“Hvorfor sidder jeg fast i den forestilling, at det skulle være skamfuldt at skrive om moderskabet, når jeg ved, at det at skabe et liv, hvor der før var intet, at skabe kød, hvor der før ikke var kød, er noget af det mest radikale og uhørte et menneske kan foretage sig?”

Olga kreerer i bogen sit alter ego, Anna. Olga er Anna, samtidig med at Anna dukker op på de tidspunkter, hvor Olga ikke kan være Olga. Anna er i det nye moderskab, fødselsdepressionen og den til tider meningsløshed, det er hende, der skriver teksterne – hun er en anden end Olga, der sidder tilbage med det besværlige arbejde om at samle det talrige siders materiale. Situationen gør, at Olga bliver til Anna, indtil hun igen kan samle sig om at være Olga.

“Jeg kan ikke længere skrive i tredje person.
At skrive i tredje person opstod ud af en magtesløshed over for erfaringen.
At skrive i tredje person var at skabe en anden, der måtte udstå smerten.
Man opfinder hende. Hun hedder Anna.”

I et brev mellem Olga og Anna skriver Olga således: “Det er lidt underligt for mig at skulle stå som forfatter på bogen, eftersom jeg ikke har skrevet den.” Olga nævner, at der er diskussioner mellem hende og redaktøren om, hvorvidt det er hendes navn, der skal stå på forsiden. I den lyserøde litterære mursten på 420 sider samler Olga fiktion, digte, essays, dagbogsnoter, uddrag af andre kvindelige forfattere, kvindebiografier m.m i en samlet hybridbog og banker bogen ud i verden, som en manglende sten, i vores historie om moderskab. Uden nogen form for kronologi er bogen delt op i 13 begyndelser, 28 fortsættelser og 9 afslutninger. På intet tidspunkt synes jeg at finde hoved og hale i disse opdelinger, tiderne hulter til bulter. Olga fortæller, at det var, som om hendes skrift ikke kunne rummes i de allerede tilgængelige former.

“Var det ikke, fordi jeg kunne huske genkende min egen håndskrift, ville jeg være foranlediget til at tro, at det var skrevet af en fremmed .. At indsamle og indordne disse papirer og dokumenter har i sidste ende været et forsøg på at genskabe tre år af mit liv, som er forsvundet fra min hukommelse, og som jeg altså, på lige fod med læseren, kun har adgang til her.”

Udtrykket i bogen varierer meget, og med lige dele irritation og fascination oplever jeg de mange forskellige metoder, bogen er skrevet på. Bogen kræver meget af en som læser i den forstand, at den kan være forvirrende, og man tit bliver kastet ind i stykker af tekst, der på ingen måde står i rækkefølge. Man lærer at holde mere af det undervejs, da man forstår, at følelserne optræder i den naturlige orden, som det vil sige at være menneske og mor. 

Det optræder flere gange, at Anna og Olga snakker sammen, som var de to forskellige mennesker. Gennem bogen oplever jeg en følelse af, at det netop står nedskrevet, så Olga, eller læseren, forstår, hvad der går gennem hovedet på Anna. At det ikke er kunstfærdigt eller flot det meste af tiden, tværtimod. Beskrivelserne fra Olgas hånd er der ikke noget at sætte en finger på. Det står skrevet, som var det forbavsende let for Olga at danne disse tydelige billeder af ofte ret så normale hverdagssituationer. 

Personligt har jeg haft stor glæde af bogen på trods af min unge alder og meget lange udsigt til eventuelle børn. Bogen sænkede paraderne og gjorde på sin vis det at blive mor mindre frygtindgydende. Jeg har i flere år tvivlet på, om jeg overhovedet har lyst til at få børn, for angsten om forkastelse af mig selv, men med denne i bogreolen har jeg mere ro og tiltro til, at det måske nok skal flaske sig alligevel. Og næsten endnu vigtigere: at det er okay at være bange for at blive mor. Den fremfører primært det sure og sorgfulde ved moderskabet, men alt det, der ikke står skrevet, fremføres i handlingen om, at hun alligevel gerne vil have endnu et barn. Det ene udelukker ikke det andet, som Olga også får nævnt i bogen: “Det er i hvert fald ikke min erfaring, at en stor glæde skulle udelukke smerte. Det koster altså, men det inddriver også sig selv igen. 

”Mit arbejde er at sørge for, at den ene skabelse ikke skygger for den anden” 

Er der andre, der har læst bogen? Hvad synes I om den? Hvad synes I om måden, bogen er skrevet på? Synes I, det har været oplysende læsning, eller stemmer det i forvejen godt overens med de tanker, I har, når I tænker på forældreskabet? Har bogen skræmt jer mere eller mindre i forhold til at få børn? Og hvad tænker I om den alligevel store procentdel kvinder, der får fødselsdepression? Er der behov for at slå et billede i stykker og sætte mere ind på forebyggende instanser?

Kommenter gerne nedenunder, så vi kan starte en diskussion i fællesskab. Næste måneds bog vil være Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt. Vi læses. 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Ønsk dig SEIN i gave