Det heteroseksuelle manuskript

En mand og en kvinde kysser. Tøjet ryger af, og lige så hurtigt som det begyndte, er forspillet overstået. Penetrationen går i gang, og akten slutter med mandens udløsning.

De fleste kan nok genkende denne scene fra film, serier eller porno. Populærkulturen fremstiller ofte heteroseksuel sex gennem den samme faste opskrift, der som regel kulminerer i mandens orgasme. Vi er blevet eksponeret for dette sex-manuskript, så længe og så ofte, at det for mange er blevet den dominerende forestilling om, hvordan sex bør se ud.

I det heteroseksuelle manuskript fremstår penetrationen som sexens hovedakt, selvom fire ud af fem kvinder ikke opnår orgasme ved penetration alene, ifølge en artikel i Daily Mail. Måske er det derfor på tide at gentænke den måde, vi forstår og praktiserer heteroseksuel sex på.

Et amerikansk studie viser, at op mod 95 procent af heteroseksuelle mænd ofte eller altid får orgasme under sex, mens det samme kun gælder 65 procent af heteroseksuelle kvinder. Denne forskel kaldes orgasmekløften. Den bliver ofte affejet med påstanden om, at kvinder “bare har sværere ved at komme”. Men hvis det var hele forklaringen, hvorfor får 86 procent af lesbiske kvinder så ofte eller altid orgasme under sex?

Forklaringen ligger formentlig i, at orgasmekløften ikke er et biologisk vilkår, men et kulturelt produkt. I århundreder har vores forståelse af sex taget udgangspunkt i pikken, mens skeden er blevet reduceret til et hylster, og klitoris stort set er blevet overset. Det afspejles blandt andet i den måde, vi har prioriteret forskning i kvindekroppen på.

Længe var klitoris mangelfuldt beskrevet – og i perioder helt fraværende – i anatomibøgerne. I 1998 publicerede den australske urolog Helen O-Connell en banebrydende detaljeret beskrivelse af klitoris’ fulde anatomi og var med til at gøre det tydeligt, at den lille knop mellem kønslæberne kun udgør toppen af isbjerget. Klitoris strækker sig nemlig flere centimeter ind i kroppen og består af et langt større netværk af væv og nerver, end den ydre del antyder. Selvom halvdelen af jordens befolkning har en vulva, lykkedes det mennesket at sætte fod på månen næsten 30 år før, vi for alvor begyndte at kortlægge og formidle klitoris fulde udstrækning. Det siger noget om, hvor lavt kvindekroppen har stået på forskningens prioriteringsliste.

Vi har sat pikken på en piedestal og fuldkommen forsømt fissen. Derfor er det heller ikke overraskende, at det heteroseksuelle manuskript er centreret om mandens udløsning, og derved reproducerer den orgasmekløft, vi ser i dag.

Men orgasmekløften er ikke uundgåelig. Den førnævnte amerikanske undersøgelse fandt nemlig ét studie, hvor mænd og kvinders orgasmerater næsten var ens. Her fik 92 % af kvinderne og 96% af mændene orgasme under sex i et parforhold, hvor kvinderne modtog oralsex og stimulerede sig selv ved klitoris under samlejet. Studiet viser, at når kvinders nydelse får en mere central plads i sex, bliver orgasmekløften markant mindre.

Det er altså på tide at redefinere, hvad vi forstår ved heteroseksuelt samleje. Vores definition af sex er ikke neutral, men formet af en kultur, hvor mandens anatomi har været målestokken. Derfor bliver penetration stadig betragtet som den egentlige sex, mens den stimulering, de fleste kvinder har brug for til at få orgasme, reduceres til ”forspil”. Og ord betyder noget. For når vi kalder oral- og håndsex for forspil, antyder vi samtidig, at den rigtige sex først begynder ved penetration. Dermed bliver kvinders mest sandsynlige vej til orgasme sprogligt og kulturelt placeret i anden række.

Problemet er altså ikke, at kvinder har sværere ved at komme. Problemet er, at vi har defineret heteroseksuel sex ud fra den praksis, der lettest giver mænd orgasme. Men hvis orgasmekløften er en social konstruktion, kan vi også omskrive det manuskript, der skabte den.

Skribent: Ulrikke Slidsborg
Visuelt: Cirkeline Aggerholm
Redaktør: Lærke Pouline Thøgersen