Min manglende økonomiske sans krydrer min bange anelse for at fejle i voksenheden

I marts 2023 kom rapporten Unge – gæld, forbrug og opsparing af Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark der belyser de unges økonomi på flere områder. Alle områderne er vigtige, men jeg vil især understrege det rapporten fremlægger om de 18 til 25 årige, som er relevant for dig som læser. Det er denne gruppe der fylder mest i rapporten som værende bange for fremtiden. De er nervøse for krigen i Ukraine og for andre kriser og konflikter, hvilket kan påvirke deres søvn og generelle trivsel. Eksempelvis oplever mange unge søvnløshed enten flere gange om ugen eller nogle gange om måneden.

Klik her og Støt SEIN

Årsagerne til dette er blandt andet den stigende inflation, som udmunder sig i højere priser på faste udgifter – udgifter som spiser proportionelt mere af deres indkomst end ”de rigtige voksnes”. Især de studerende har svært ved at komme gennem måneden oven vande. At bo til leje inde i byen kan være dyrt og en mulighed kan derfor være at flytte tilbage til sine forældre, hvis de kan det. Men selvom flere og flere af unge gør det, så kan det have konsekvenser i form af, at de kan blive skærmet for deres sociale omgangskreds. Andre konsekvenser af den pressede økonomi bliver også, at nogle fravælger tandlægen eller har en bekymring for deres overlevelse, fordi de ikke kan se en ende på alle de adskillelige kriser der truer både kontinentet, men mest af alt deres egen fremtidsforhåbninger. Det kan for nogle virke tørt, det er økonomi almindeligvis for mig. Men jeg vil mene, at rapporten påviser, at systemet eller unges forhold til økonomi skal ændres.

Jeg er en af de unge, og jeg er bange for at fejle som voksen. Jeg er 23 år og bor på 6kvm (dog med stue) for 3655 kroner om måneden sammen med to andre. Det koster mig femten kroner at vaske i 120 minutter, men vores tørretumbler er i udu. Jeg har et arbejde, men jeg har ikke været ude at rejse siden 2019. Jeg klipper mit eget hår og køber sjældent kaffe på mit studie. Jeg har ikke købt nyt tøj i over et år, og jeg lever primært vegetarisk – og kan derfor altid servere en grøntsagsbouillonsuppe med alt godt fra køleskabet. Nogle gange skipper jeg måltider, andre gange køber jeg en durum på vej hjem fra byen. Jeg prøver altså at spare på flere områder, men ganske vist ryger jeg, jeg ses med mine venner i byen, og så tager jeg SU-lån engang i mellem. Det er for at at have overskud, hvis jeg ved, at der er en fødselsdag eller højtid i sigte. Men SU-lånet skaber ikke det sikre økonomiske grundlag for at besøge tandlægen, så gebisset har jeg negligeret i seks år, for jeg har simpelthen ikke råd. Hvis noget gør ondt, så venter jeg en uges tid og ser på det. Det ender bare tit med at være en meget lang uge og når den lange uge er omme, så plejer det hul, jeg måske har i tanden, ikke at gøre ondt. Alt dette ved jeg godt ikke er holdbart, men jeg har svært ved at finde overskuddet til at udregne, hvor i budgettet der yderligere skal spares, udover smøgerne. Måske kunne jeg i første omgang faktisk lave og holde mig til et budget.

I mit professionelle virke, gør jeg noget så komisk som at lave regnskab. Der kan jeg tælle til 5000 og renskrive mine kollegaers utydelige hieroglyffer. Mine forældre er stolte af mig, for regnskab er håndgribeligt og er en færdighed der tyder på et springbræt videre i min karriere, i stedet for det humaniorastudie, der ligger så fjernt fra deres udgangspunkt. Regnskab for dem, tyder på en hoppen ud i galaksen med planeter af Volvo, villaer og vovser svævende omkring. Holdt sammen af en stærk neoliberal tyngdekraft. Tjen eller bliv tjent på inden du bliver ramt af meteoritten. Ligegyldigt udfaldet er du en del af mælkevejen. Og netop der har jeg et problem, for jeg drikker ikke mælk. Undskyld billedsproget. Jeg tror det er en coping-mekanisme.

Økonomi er en leg for mig. For at forblive i skæret af den naive barndom. Min mor plejer at sige, at jeg bruger fjorten kroner, hvis jeg får ti. Jeg har aldrig haft den opsparing, som mange har nørklet med siden deres konfirmation, så derfor hæver jeg mine feriepenge uden at holde ferie. Og bevares, jeg ved noget om arkitektoniske plader og primitive tal fra folkeskolen. Men jeg ved stadig ikke rigtigt hvad en årsopgørelse indbefatter. Så jeg krydser fingre for, at der står et grønt tal og ikke de røde 4 cifre der dukkede op sidste år. Ja, det er stadig hende, der laver regnskab.

Et styks forræderisk hustler-manér, kan det ligne. Det er det langt hen ad vejen også. Men jeg er heldig, for jeg har mine forældre. Så når jeg ikke kan sove, fordi min mave knurrer, så tager jeg hjem til dem for at spise aftensmad og tanker op. I bytte for selskab får jeg en godtepose og rent tøj med hjem. Efter det ovenstående vil nogle nok mene, at jeg er en hykler. Især når jeg siger, at SU’en skal hæves, eller at unge i lære burde få det samme som voksenlærlinge. Eller når jeg ikke vil skære ned på de kopper filterkaffer, jeg køber i byen. Jeg vil heller ikke flytte ud af Aarhus. Horsens har selvfølgelig sin charme, og der ville jeg måske støde ind i Glenn Bechs mor. Optur. De har også en god svømmehal. En entrebillet koster 55 kroner, i Spanien (svømmehal i Aarhus) koster den 35 kroner. Oveni vil det koste at pendle frem og tilbage til mit studie. Så ung ja. Men hykler? Jeg vil snarere mene, at de ”rigtige voksne” dem i egen andelslejlighed eller hus, dem der måske boede i et forældrekøb da de studerede, ikke kender til de forhold vi som unge lever under i dag. Siden 2014 har SU´en været underlagt en afdæmpende regulering, hvilket gør, at studerende har 406 kroner før skat mindre i hænderne hver måned (2021). Det gør, at især os unge der studerer og bor i de større byer, virkelig mærker de stigende boligafgifter og -priser, når eksempelvis huslejen i nybyggerierne sættes efter personer med højere indtægter, eller huslejen i de ældre lejligheder stiger grundet elpriserne. De unge bliver altså presset ud af byerne og/eller ned i økonomisk råderum. Med dette i mente synes jeg, at ”rigtige voksne” ligeledes burde husker på, at mange af os kontant forholder sig en verden i stigende konflikter, en verden, de qua deres handlinger, har rakt os stafetten til skulle redde. Det er voldsomme sager. Det er ikke for børn. Det er for os unge.

Ja jeg lyder indigneret, for det er jeg. Jeg synes tilmed, at det er pinligt nøgent at skrive om min økonomi. Hvilket er meget grundet min egen utilstrækkelighed, og fordi jeg er bange, da jeg allerede som lille så, hvor svært det kan være at lykkes, og hvor små faktorer der skal til, for at pengene ikke rækker.

Indtil jeg var otte år, boede jeg kun hos min mor, der var den eneforsørger, du måske har hørt om. Vi boede i hendes rækkehus. Hvilket gjorde, at hun ikke kunne få yderligere bidrag der ellers ville kunne hjælpe markant for at få det hele til at hænge sammen. Imens kunne min mor kigge på tvillingernes mor der boede i lejlighedskomplekset overfor der snød sig til flere børnepenge og boligtillæg. Hendes mand havde adresse et andet sted, og hun mente, at min mor blot kunne gøre det samme, at hun var dum for ikke at gennemskue system. Min mor nægtede at svindle, og det rækkehus hun ejede, ville hun beholde, for hun har lært hjemmefra, at det er en god investering og at ejendomsretten er noget der skal hyldes, også selvom man skal holde ved det med næb og klør. Og kæmpet blev der, men det forblev kun i krogene, hvilket hun først har fortalt mig nu, som den aspirerende voksen, jeg er.

Min mor blev nødt til at skifte karriere og tage trinnene op ad lønstigen på grund af mig og boligen. Så det hele kunne køre rundt, og jeg på et tidspunkt kunne starte på privatskole, for at undslippe mobberiet, der fandt sted på den folkeskole jeg gik på. Så hun gik fra sit fag, fra udlært bager til rengøringsassistent. Tre jobs ad gangen til tider, for hun prøvede at klatre. Hun nåde op ad stigen og bor nu i et hus med min bonusfar; et hus hun havde råd til at betale grundet salget af rækkehuset, og de betaler ligeledes topskat, og arbejder i hvad man kan kalde et velanset job. Hustler-manér. Grinder. ”Voksen” og fuldendt, for hun lykkedes, og nu er der ingen der kigger skævt til hende mere. Og hun har mig som sit privilegerede barn. Tænk hvis vi stadig boede i rækkehuset. Tænk hvis mine mor stadig skulle kæmpe hver dag, for ikke at gå fra hus og hjem. Derfor føles det forkert hver gang, jeg har svært ved at få mine penge til at række, og derfor skal bede mine forældre (“de voksne”) om penge eller anden hjælp. Men jeg er stadig privilegeret, for jeg kan netop ringe til dem, og de vil gerne hjælpe. Hvis jeg ringer til dem, efter dages søvnløshed og benægtelse over min situation, kommer min mor måske forbi med en pose mad. En hård måned prøvede jeg, at der gled 200 kroner ind på MobilePay hver uge fra noget arv. Det er det, jeg prøver at pointere: jeg er heldig nok, til at have en sikkerhedsline i form af min omgangskreds.

Denne omgangskreds er udvidet til nogle andre allierede, som jeg håber du også har. Jeg har mine venner, og i blandt dem taler vi meget om husholdning og penge. Vi støtter hinanden. Tager mad med, når vi ved den anden glemmer at spise. Så giver en øl og laver billig aftensmad sammen. Der bliver lånt penge. Bevares, mine venner låner mig penge og mine voksne venner med voksenløn bringer ekstra mad til mig fra deres frokostbuffet. Tak for det. Dog vil jeg ønske, at vi talte mere om nogle de udfordringer, for snakken stopper hurtigt og den ironiske distance om ens situation forbliver, og hvad nytter denne stilstand? Kan vi ikke stoppe med at grine af vores tilstand? Jeg ved, at jeg selv er god til det, og at være voksen indeholder mere end altid at have fuld kontrol over sine penge. Men kan vi i stedet ikke spørge om hjælp i stedet for at latterliggøre de svære tider? Overskud kommer og går, men ret så klichéfuldt, så forgår stærke relationer sjældent, så tag fat i dine venner.

Og nu hvor du i fremtiden sidder sammen med dine venner og deler råd om økonomi, så kunne I passende tale om dem med ansvaret, magten og pengene der også burde tage affære. Vi skal opholde de voksne, inklusive politikerne der til dels bærer ansvaret om vores trivsel. Vi kan godt kræve, at de ikke kun skal tjene på os. Faktisk vil jeg kræve, at vi kan restituere og bibeholde et ordentligt tandsæt. Ja, jeg vil også kræve, at jeg ikke behøver at tage tre jobs eller snyde systemet for at kunne overleve. For jeg mener, at fælleskabet og velfærdsstaten, som vi er taknemmelige for, det er jeg i hvert fald, skal kunne rumme alle. De fleste vil gerne bidrage, og det skal de nok gøre. Men det kræver frihed under tillid til de unge, som vi måske fordelagtigt skal vænne os til at kalde unge voksne. Tillad os at vakle og lære. Ikke i form af, at hæve loftet for hvor meget vi kan tjene ved siden af vores fuldtidsstudiet. Dette kan ende i, at kvaliteten af vores uddannelse vil blive ringere, hvilket fører til fagligt svagere alumener. Både det og det som rapporten ildevarsler, nærmere unges vaklende trivsel, vil påvirke statskassen på længere sigt. Men hvad ved jeg, jeg er ikke økonom. Jeg er ung og fattig.

Hvis du føler, at du hverken kan dele din økonomi med din familie eller venner, så kan du evt. dele din position med en tredje instans. Prøv at spørge om hjælp<3

ØKONOMISKE HOTLINES

Psykiatrifonden

Blå Kors

Rådgivningsdanmark