SEIN anbefaler
I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.
Mathilde skal få et monsterhjerte til at slå på Brandts
Jeg har – lige siden jeg kan huske – besøgt den årlige sanseudstilling på Kunstmuseum Brandts. Egentlig er den mest for børnefamilier, men jeg vender stadig tilbage. I 35 år har Brandts lavet sanseudstillinger, der udfordrer den sædvanlige museumstur ved at invitere til leg og aktiv brug af sanserne i et givent univers.
På årets sanseudstilling ‘Monsterhjerte’ er et mystisk væsen faret vild i et shoppingcenter, og museets gæster skal skabe energi til det ved at bruge kroppen. Så find dit indre legebarn frem – slå dig løs. Og efterfølgende kan du passende gå på opdagelse i resten af museet.
Dato og tid: Fra 13/10/2023 – 20/10/2024
Sted: Amfipladsen 7, 5000 Odense C
Pris: 130 kr. for en voksen og 75 kr., hvis du er studerende (giver adgang til hele museet)
Læs mere her
Olga skal se autentisk drama i biografen
Årstiden lægger op til indendørs kulturelle aktiviteter. Jeg vil anbefale at tage i biografen enten alene eller med en god ven og se den nyeste thriller ‘Reality’. Den er bygget på en ægte historie om kvinden Reality Winner, der anklages for at smugle fortrolig information ud fra NSA, som kan dokumentere Ruslands påvirkning af præsidentvalget i 2016. Smugl dine popcorn fra Netto til 6 kr. med i tasken og oplev en god film.
Dato og tid: Premiere 2/11
Sted: I din nærmeste biograf
Pris: Omkring 100 kr.
Zaka skal til Open Mic Comedy Show
Hvis du er på udkig efter en aften fyldt med grin, gode vibes og forfriskende øl, så er Tørst Bars Comedy Open Mic stedet at være! Hver onsdag aften kan du opleve en bred vifte af komikere, og det bedste af det hele? Det er gratis! Dørene åbner kl. 19, mens showet starter kl. 20. Komikerne forbliver en hemmelighed indtil showet, så forvent masser af overraskelser og latter-garanti. Tag dine venner med og nyd en aften med masser af grin og god stemning.
Dato og tid: Hver onsdag fra kl. 20-22.
Sted: Tørst Bar, Vestergade 17, 1456 København.
Pris: Gratis.
Læs mere her
Magnus skal have udfordret sin opfattelse af, hvad en koncertaften kan indebære
Selvom Radar i Aarhus umiddelbart minder om så mange andre spillesteder, gemmer der sig alligevel en række særpræg rundt omkring. På toiletterne bliver man eksempelvis udsat for kulørte lamper og lydtapeter i væggene, og i selve koncertrummet er hele loftet overhængt med lys og højttalere.
Så hvordan udspiller det sig mon, hvis man giver de tvær-æstetiske koncert-arrangører i MUX frit spil til at lave deres helt egen aften på netop Radar? Det er der gode chancer for at finde ud af, når de den 4. november præsenterer både 360°-koncerter, lysinstallationer og audiovisuelle værker på én og samme gang.
Dato og tid: lørdag 4/11 kl. 20
Sted: Karen Wegeners Gade 6, 8000 Aarhus
Pris: 85 kr.
Læs mere her
Laura skal mødes med sin bogklub igen
Efter at være blevet student i sommer har jeg, sammen med en del andre fra mit gymnasium, startet en bogklub. Vi mødes en gang om måneden, drikker kaffe, spiser hjemmebagte boller og taler om bøger. Efter at have siddet i dansktimer sammen de sidste tre år skaber det et ret fantastisk og frit rum for at diskutere litteratur på en hel ny, nærværende og hyggelig måde. Samtidig er forpligtende fællesskaber som en bogklub ret nødvendig drivtømmer at holde fast i ude i sabbatårets overvældende strøm af frihed.
Dato og tid: Hvornår som helst med passende intervaller
Sted: Hvor som helst: eks. hjemme hos nogle af jer eller på et lokalt bibliotek
Pris: Gratis, hvis i låner bøgerne på biblioteket/eReolen. Eventuelt en lille udgift til snacks.
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?