I Krig med Litteraturen –Fortiden er et fordrukkent svin ved navn Celine

Den franske forfatter Louis-Ferdinand Celine blev født i 1894, og var, efter alt at dømme, et ganske forfærdeligt menneske. Han var antisemit, racist og udtalt nazistøtte. 

Men jeg mener stadig, vi skal læse ham i dag. Fordi han var en stor modernist, der revolutionerede, hvad man kunne skrive i en roman, og skrev, hvad den amerikanske forfatter Charles Bukowski, har kaldt ”den bedste roman i de sidste 2000 år”, Rejsen til Nattens Ende. 

Og fordi de to dele, geniet og hadet, hænger sammen. Der ville uden tvivl aldrig have været geniets Celine, uden hadets Celine. Alt han skriver er gennemsyret af det morbide, obskøne, klamme og decideret onde.

Når vi i dag igen står med en krig på europæisk jord, kan Celine – både hans litteratur og ham selv – minde os om, at sammenbruddet, brutaliteten, krigen, alt det, vi troede, vi havde efterladt på historiens mødding, hele tiden var lige under overfladen. 

Støtte af Vichy

Efter først at have kæmpet som soldat under Første Verdenskrig og senere uddannet sig til læge, opnåede Celine i 1930’erne stjernestatus i det franske litterære miljø med sit hovedværk “Rejsen til Nattens Ende”. 

Med sit direkte, bandene og utilslørede sanselige sprog, hvor ord som ”pik” og ”luder” optræder konstant, brød han med normerne i den franske litterære tradition, og lagde stenene til de senere såkaldte misdannelsesromaner. Celine lignede ikke noget, man havde set før.  

Men under 2. verdenskrig ændrede forfatternes ry sig. Celine erklærede sin støtte til det franske Vichyregime, der samarbejdede med nazisterne, og gav utvetydigt udtryk for sine antisemitiske holdninger i en række pamfletter. I dem tager Celine sig ikke bare ud som medløber, men som glødende antisemit. 

Så da nazisterne tabte, flygtede Celine i 1944 til Danmark fra Frankrig, hvor han var blevet anklaget for landsforræderi. I Danmark blev han arresteret og fængslet i Vestre fængsel. Først i 1951 vendte han tilbage til Frankrig under amnesti. 

Derfra var Celine en ubekvem størrelse for franskmændene. For med Celine er det som sagt umuligt at adskille værk og kunstner. Hans antisemitisme og hans antihumanisme kan ikke adskilles fra det kraftfulde i hans bøger. Han er netop interessant på grund af hans had. Men efter anden verdenskrig var der heller ikke længere nogen tvivl om de mulige konsekvenser af et sådant had.

Glemte manuskripter

Celine er den dag i dag stadig en kæmpe litterær figur i Frankrig. Derfor var det en massiv litterær sensation, da den franske journalist Jean-Pierre Thibaudat i 2019 afslørede, at han i 15 år havde holdt på en række af forfatterens manuskripter. Hvem end der havde givet ham dem, havde gjort det på betingelse af, at deres identitet skulle holdes anonym og at manuskripterne først måtte offentliggøres efter Celines kones død.

I manuskripterne fandt man en uafsluttet roman ved navnet Guerre (Krig), der beskrev Celines tid som soldat under 1. Verdenskrig. Krig tager sin begyndelse lige efter en granateksplosion har såret Ferdinand (hovedpersonen der bærer samme fornavn som Celine):

”På nær de få timer jeg blev opereret, faldt jeg aldrig i dyb søvn igen. (…) Krigen er trængt ind i mit hoved. Den er spærret inde i mit hoved”, skriver Celine. 

Derfra følger vi Ferdinand, der indlægges på et lazaret i den fiktive by Peurdu sur la lys. Navnet, der indeholder en blanding af det franske ord ”peur” (angst/frygt) og ”Perdu” (fortabt), sætter tonen for opholdet. På Lazarettet møder vi de værste skader og skæbner, mens Ferdinand sunder sig. 

En nekrofil flirt

Store dele af opholdet bruges for eksempel på at beskrive sygeplejersken L’Espinasse, som forgriber sig seksuelt på Ferdinand fra første aften. Men Ferdinand må se sig selv blive forbigået, når nye, mere skadede soldater kommer til lazarettet. Jo tættere på døden, jo mere interessant er de for sygeplejersken, hvis opmærksomhed Ferdinand hungrer efter. 

Ferdinand overværer senere i romanen sygeplejersken i færd med at bryde ind i en kiste: ”Jeg prøver ikke rigtig at forstå, men pludselig føler jeg mig som en del af noget inderligt, noget ægte”, tænker han ved synet af den nekrofile sygeplejerske, der kæmper for at nå ind til liget. 

Vi er i øjenhøjde med mørket. Der er ingen fordømmelse, ingen forsøg på at forstå, kun en form for følelse af noget ægte og inderligt. 

”Krigen er alt det vi ikke forstår”, skrev Celine i sit hovedværk Rejsen til Nattens Ende. I Krig fremstilles krigen som selve inkarnationen af alt det, vi ikke forstår, og alt det, vi troede, vi havde forladt. Nekrofili, mord, ondskab. 

Netop den ubestemte titel Krig gør det tydeligt, at det kunne være en hvilken som helst krig. Ethvert sted, midt i alt det vi ikke forstår. 

Der er kun mennesket at være bange for

Krig er først og fremmest en kritik af enhver idé, man måtte have om humanisme. Celines fænomenologiske sansestorm akkompagneres af en vrede mod verdenen, og mest af alt, mod mennesket. Som Celine skriver i Rejsen til Nattens Ende, er det i sidste ende kun mennesket, man skal være bange for. 

Men samtidig fortaber den sig aldrig i hellig fordømmelse, tværtimod er Ferdinand selv en del af det uciviliserede og barbariske. De få, der prøver at holde fast i civilisationen og de moralske autoriteter, er altid de mest åndssvage figurer hos Celine. Som i en af romanens bedste scener, hvor Ferdinands mor bliver ved med at insistere på, at krigen snart vil stoppe, når en fornuftig og magtfuld person bestemmer sig for at stoppe den: 

”Min mor troede fuldt og fast på, at man måtte kunne rette henvendelse til en eller anden meget magtfuld person for at få tyskerne til at stoppe med at give sig hen til sine drifter”. 

Moren tror stadig på civilisationen, selv når frontens vold foregår få kilometer fra hvor hun sidder. Hun har ikke forstået, at menneskene er helt alene hjemme i verden. Man kan sige, at Vesten de seneste 35 år har afspejlet Ferdinands mors naivitet og nu endelig er begyndt at høre kanonernes torden fra fronten. 

Men man skal ikke af den grund tro, at Celine ville være en af dem, der mener, at krigen minder os vatne post-heroiske vesterlændinge om, at vi igen burde blive kamplystne patrioter. Han minder os nemlig også om, at krigen kun er ædel, til man står i den. 

Som da hovedpersonen i Rejsen til Nattens Ende lader sig værge til militæret i en kort betagethed af et militæroptog, men kort efter fortryder, da han nærmer sig slagmarken: ”De havde ganske enkelt lukket porten bag os civilister. Nu var vi færdige, som rotter.”

Fortiden er en luder

Krigen er hverken ædel eller rationel. Den er alt det vi ikke forstår. Og Celine er netop fantastisk til at beskrive det, vi ikke forstår, fordi han tør nærme sig det mere end nogen andre. Han tør gøre sig selv nøgen, skrælle sine forfængeligheder af. Fordi han ikke tror på det civiliserede, gør han sig heller ikke umage med at virke civiliseret. Han beskriver de mest ubehalige dele af os alle sammen. 

På den måde nærmede han sig en beskrivelse af krigen som ingen andre, men lod sig også overgive til det onde han beskrev.

Havde man spurgt Celine, havde han nok sagt, at verden aldrig bliver bedre, at vi aldrig forstår mere end vi gjorde inden sidste krig. Som han vulgært og samtidig poetisk skriver i Krig: ”Fortiden er en luder der fortaber sig i drømmerier (…) Fortiden er et fordrukkent svin, der konstant er plørefuld af glemsel”

Der er intet forbilledligt ved Celine. Men man kan alligevel bruge ham til at forstå fortidens advarsler. Fordi det at læse Celine også er at læse om det værste i os alle sammen. At lade det værste kaste alle sine forfærdeligheder op, så de ikke længere ligger gemt væk som mystiske autenticiteter.

Fortiden er et fordrukkent svin ved navn Louis-Ferdinand Celine. Men ved at lytte på ham, tror jeg måske alligevel, vi kan lære en smule af den.