I kraft af frygten

19. november 2019

Johanna har skrevet en tekst om prinseassociationer og om det at miste fodfæste. Om mod og frygt, og hvordan de to ting ikke er uafhængige af hinanden. For måske opstår modet i kraft af frygten?

Illustration af Nikolai Kjær

Når jeg hører ordet ‘mod’, er noget af det første, der dukker op i mit hoved, et billede af en prins, der frygtløst og tappert kaster sig imod fjenden, uhyret eller ind gennem den stikkende tjørneskov for at redde prinsessen. En meget ensidig og ret barnlig måde at forstå begrebet på. Både fordi billedet af prinsen er meget specifikt, men mest fordi det mod, jeg er stødt mest på, siden jeg dengang hørte brødrene Grimms eventyr, slet ikke kommer til udtryk i så fysiske handlinger, men i det sagte eller skrevne – i alt det, der sker mellem mennesker. Alligevel må jeg vist erkende, at min prinseassociation stadig gemmer sig et sted i baghovedet, og dét med god grund. Jeg tror, mange kan blive enige om, at børn – i hvert fald børn, der som jeg er vokset op i 00’erne – er stødt på rigeligt med historier og film, der skildrer den modige prins, som redder den hjælpeløse prinsesse.

Idéen om den modige, frygtløse prins faldt dermed tungt til jorden, for den er jo én stor selvmodsigelse.

Forleden læste jeg dog noget, der rykkede ved mit gamle billede af mod. Jeg, som altid har set det at være modig som lig med ikke at være bange for noget, opdagede pludselig, at modet ikke kan opstå, hvis ikke der eksisterer frygt. Idéen om den modige, frygtløse prins faldt dermed tungt til jorden, for den er jo én stor selvmodsigelse: Han kan ikke være modig og frygtløs på samme tid, for modet lever i kraft af frygten. Med modet følger en selvovervindelse, og siden det er en overvindelse, må det også kræve noget at overvinde – nemlig frygten. Denne åbenbaring (hvis man da går så langt som til at kalde den dét) gjorde mig pludselig bevidst om, at frygten ikke blot er et nytteløst benspænd, der dukker op, når vi har det allerværst. Det kan den være, men det er den ikke nødvendigvis. Jeg tror, at man her må skelne mellem den frygt, der bor i os allesammen, og som bunder i angsten for at miste eller for selv at dø, og den frygt, der dybest set handler om ikke at turde. Førstnævnte er, ifølge mig, den værste og mest komplicerede frygt, for den er der ikke altid mulighed for at handle på. Men den sidstnævnte frygt handler om, at der er noget, man ikke vover. Måske fordi det ikke interesserer én, eller også fordi det netop interesserer én så meget, at man ikke tør løbe risikoen at kaste sig ud i det. Jeg tror, at nogle af de vigtigste ting, der findes, kræver, at man tør vove at kaste sig ud i noget, der kan gå galt. Som Søren Kierkegaard formulerede: “At vove er at miste fodfæste for en kort stund. Ikke at vove er at miste sig selv”. Jeg kan godt lide citatet, for det lover os på én eller anden måde, at det altid kan betale sig at vove. At et sats ikke kun er et godt sats, hvis dét, man satsede på, lykkes, men at det er godt i sig selv, fordi vi mennesker har godt af at miste fodfæstet for en stund. Det forebygger nemlig – ifølge Kierkegaard – at man mister dét, der er værre: sig selv.

Uanset hvor stort eller småt det, du gør, er, kan det være modigt for dig.

Hvis modet lever i kraft af frygten, giver det heller ikke mening at tale om modige eller ikke-modige handlinger. Om de er det ene eller andet, afhænger af personen, der udfører dem, og om det for vedkommende kræver overvindelse eller ej. At stille sig op og tale foran hundrede mennesker vil for nogle være det vildeste og mest angstprovokerende, mens det for andre bare er hverdagskost. Det er på en måde lidt betryggende: Uanset hvor stort eller småt det, du gør, er, kan det være modigt for dig. Også selvom det måske for de fleste andre ikke er det.

Det kan hurtigt blive lidt abstrakt og tilsyneladende trivielt at snakke om mod og definitionen på samme, men for mig var det en lille brik, der faldt på plads, da jeg læste, at modet og frygten hænger sammen. Det giver mening, rent logisk, og så minder det mig om, at det er okay at være bange. Det viser, at man føler noget – at der er noget, der betyder noget for én. Ligesom det minder mig om, at hvis man frygter at gøre noget, man egentlig gerne vil gøre, så er der grobund for mod. Det opstår nemlig, når man gør det alligevel.

Hvad tænker du?

  1. Johanne siger:

    fantastisk tekst <3 så vigtige pointer!

  2. Johanna siger:

    Tusind tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *