Skolekomedien på Aarhus Teater: Folkeskolen som legeplads
Rebecca har for nyligt været i teatret for at overvære premieren på Skolekomedien, en satirisk komedie. Hun er ikke så vant til at være i teatret, men ender alligevel med at blive blæst over af det modige og nytænkende teaterstykke. Nu har hun forsøgt at løse den svære opgave det er at samle de mange indtryk i en sammenhængende anmeldelse.
Igen åbner Aarhus Teater op for den samfundskritiske komedieforestilling, der fra både anmeldere og publikum får stor ros. Med både en Reumert-nominering som Årets Forestilling og Byen Bedste Teateroplevelse i 2024 var forventningerne intet mindre end tårnhøje, da jeg på premiereaftenen d.12 februar blev inviteret ind og se Skolekomedien.
Varmen, tomme flasker og champagneglas, der svæver fra hånd til hånd, gør stemningen på Aarhus Teater, elektrisk den aften 45 minutter før stykket går i gang. Mennesker på tværs af alle aldre mødes i den delte spænding om, hvad vi skal til at se. Jeg mærker en smule nervøsitet, fordi jeg i virkeligheden ikke føler at jeg ved nok om teater til at kunne lave en konstruktiv og reel anmeldelse af, hvorvidt stykket er godt eller ej. Men stemningen derinde, der trods sine luksuriøse omgivelser, virker så rummelig og rar, gør at jeg falder på plads i min krop og slukker for hovedet, da jeg finder mit sæde, slår mig ned, lukker op for øllen og venter på, at forestillingen skal gå i gang.
Foto: Emilia Therese
2.klasse. En alt for stor rygsæk. Nye og gamle venner. Stykket starter med en fængslende slowmotion lignende gang, som introducerer os til de ni skolebørn, vi nu skal sige hej til efter sommerferien. Med hver sin karikerede stil og personlighed er vi ikke et sekund i tviv,l om hvem der er hvem i klassen. Sort hoodie og tegning af tissemand på tavlen? Det må vist være klassens bølle. Lyserød nederdel og smukke, lange rottehaler. Klassens prinsesse. The list goes on. For det meste synes jeg faktisk, at den slags ultra karikerede karakterer er mere irriterende end sjove, men lige præcis i skolekomedien fungerer det fuldstændig fabelagtigt.
Som stykket forløber sig bliver vi mere og mere bekendte med de enkelte elever og deres fælles klasselærer Anette. Søde Anette, der bare prøver at være den lærer, som børnene tænker tilbage på om 20 år, når de har opnået god status som verdens førende læger, advokater og NGO-ledere.
En af de ting jeg særligt godt kunne lide ved stykket var dets af og til dystre, nærmest mareridtsagtige sekvenser. Scenen blev forandret til en uncanny by af klovne, der koldt kiggede ud mod publikum uden at sige noget. Som en alvidende gud, med egne følelser og drømmer får vi hele stykket fortalt af en klovn spillet af Søren Torpegaard Lund. Særligt hans performance imponerede mig. Ikke nok med at han af og til næsten skræmte livet af mig med sin killer clown-agtige eksistens på scenen, leverede han nogle af de mest imponerende vokaler jeg længe har hørt live. En dyster og teatralsk version af Bim Bam Busse tryllebandt publikum i starten af stykket og satte standarden, for hvad vi ellers havde i vente.
Selvom jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt på bar bund, fordi jeg i virkeligheden sjældent går i teateret, og egentlig synes at denne her artikel er sværere at skrive end de fleste, er jeg ufatteligt glad for at have oplevet Skolekomedien.
En af de ting jeg særligt godt kunne lide ved stykket var dets af og til dystre, nærmest mareridtsagtige sekvenser. Scenen blev forandret til en uncanny by af klovne, der koldt kiggede ud mod publikum uden at sige noget. Som en alvidende gud, med egne følelser og drømmer får vi hele stykket fortalt af en klovn spillet af Søren Torpegaard Lund. Særligt hans performance imponerede mig. Ikke nok med at han af og til næsten skræmte livet af mig med sin killer clown-agtige eksistens på scenen, leverede han nogle af de mest imponerende vokaler jeg længe har hørt live. En dyster og teatralsk version af Bim Bam Busse tryllebandt publikum i starten af stykket og satte standarden, for hvad vi ellers havde i vente.
Selvom jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt på bar bund, fordi jeg i virkeligheden sjældent går i teateret, og egentlig synes at denne her artikel er sværere at skrive end de fleste, er jeg ufatteligt glad for at have oplevet Skolekomedien.
Foto: Emilia Therese
Jeg har selv arbejdet som pædagogmedhjælper gennem størstedelen af mine sabbatår og selvom det godt nok var i en børnehave og ikke en folkeskole, tør jeg alligevel godt sige at jeg måske forstår “de voksne” lidt bedre nu.
Skolekomedien er så ufatteligt satirisk og samfundskritisk, men på en meget elegant og delikat måde. Den stiller spørgsmålstegn til det hurlumhej-show, der har foregået de seneste årtier omkring folkeskoler. Jeg mærkede på egen krop, hvordan folkeskolernes fremtid blev en legeplads, da der blev lavet skolereform i 2014. Men alt skylden kan vel heller ikke lægges over på de politikere, der egentlig nok bare prøvede at gøre et godt stykke arbejde.
Foto: Emilia Therese
Scenen bliver pludselig helt mørk, og den skole, der har været omdrejningspunktet for hele stykket, begynder at snurre langsomt rundt. Spredt udover skolen står elevernes forældre, men kun et svagt lys fra deres telefonskærme lyser dem op gang på gang.
Ved kreativ brug af både scenografi og lys bliver det tydeligt, at navlepilleri på Aula og belærende forældre stadig ikke dur. Ironien i at sidde hver for sig i mørket og brokke sig over, at lærerne ikke kan arbejde sammen og få skolen til at du, bliver stjerneklar, da forældrene hver især lyser op på den snurrende nattehimmel af en scene.
Generelt er Skolekomedie en kreativ legeplads for, hvad der kan lade sig gøre. Jeg blev gang på gang overrasket over, hvad de fik gennemført. En aktiv stikbold kamp med publikum midt i stykket. Konfetti. Stilhed og larm. Sang og ironi. En kæmpe stor elefant og klovne.
Flere gange fangede jeg mig selv i at kigge forvirret rundt blandt publikum for at være helt sikker på, at det ikke kun var mig, der så det det afsluttende cirkusagtige show, der nu var på scenen.
Flere gange fangede jeg mig selv i at kigge forvirret rundt blandt publikum for at være helt sikker på, at det ikke kun var mig, der så det det afsluttende cirkusagtige show, der nu var på scenen. At være så ironisk og karikerede uden at det bliver usmageligt og latterligt er en fin linje, som mange danser på. Skolekomedien lykkedes fra start til slut med at få både pointe og moral frem, men gennem humor og satire.
Generelt som jeg nu har siddet og vendt og drejet alle indtryk, tanker og anmelder-agtige overvejelser, må jeg nok erkende, at jeg egentlig ikke har noget kritisk at sige om Skolekomedien. Jeg syntes faktisk at den var helt igennem magisk, og at alle burde tage ind og se den. Ung eller gammel. Om det så er for underholdning og behag, eller for at få åbnet øjnene op for, hvor stort et tak vi egentlig skylder alle de folkeskolelærere der hver dag kæmper for, at alle børn og unge har det godt, det må man så selv beslutte.
Skolekomedien kan opleves på Aarhus Teater indtil d.21 Marts 2026.
Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?