Årerne i vandet

19. august 2019

Sommerforelskelse og gennemblødte sokker. At flyde rundt i cirkler og samles i en boble af snak, øl og overstimulerede sanser.

Minna har skrevet et digt om tiden ved åen. Et sted hvor man samles og deler alt mellem himmel og jord.

Fotografier af Vera Mosbæk Ipsen

Jeg dypper mine fødder i det våde.

Mærker kulden i min krop.

Han har øl med, og jeg griner, da de ankommer.

Vi sidder ved åen.

Her er luft, frisk og fyldt med plads.

Under træet.

Ved åen.

Kan vi høre dens klukken.

Han ryger smøger i pakkevis

mens jeg spiser rosiner fra bøtten.

Årerne falder fra.

Mine arme i vandet.

Løber ud i fingerspidserne.

Jeg kan høre dem runge.

Øreknoglerne som vibrerer.

De drypper af vand.

Ænderne på kanten.

Han kaster blade efter dem

og regnen begynder.

Vi gemmer os under trækronen.

Tager jakkerne op om ørerne.

Her lugter af det våde græs.

Hun smiler til mig

Vi er i en boble.

En euforisk boble

som oversvømmes indefra.

Vi drukner i øl og latter.

Kæresteparrene omringer os

og vi kan mærke forelskelserne trænge ind.

Der er dejligt ved åen.

Der er fyldt med latter.

Solen danner regnbuer i vandet.

Gul, rød og grøn maler sig hen

over åens strømning.

Vi rejser os.

Slentrer langs bredden.

Han falder i.

Falder i inden i boblen.

Vandet sprøjter og rammer vores

kinder og arme.

Mit hår bliver vådt.

Gennemblødte sokker.

Men jeg griner.

Jeg kan lugte det sure tøj og se åens løben.

Vrider mine sokker ned i det grumsede dyb.

De spiller musik

på den anden side.

Tonerne strømmer gennem mit hår,

mine ører,

og gnider sig langs lårene,

så jeg begynder at grine på ny.

Jeg kan høre vandet støde mod betonkanten,

som vi sidder på.

Det var her vi drak øl første skoledag.

Her vi snakkede om hvorfor hendes far

aldrig helt forstod hende.

Om problemerne hendes mor skabte.

Om forventninger.

Om forelskelserne.

Her hvor jeg fik mit første kys,

hvor min hånd blev holdt for første gang.

Kærtegnet af vinden.

Ænderne prøver på at flygte,

men vender altid tilbage

til dagene der går op og ned

præcis som vandet.

Her ved åen samles vi.

År efter år.

Vi smiler af de dage som er gået

og snakker om det der er på vej.

Jeg kan mærke åens strømning i min krop

som var den mine årer.

Det starter i fødderne,

løber opad til det når min mave.

Her flyder jeg rundt i cirkler

som ringene i vandet

til min mavefornemmelse begynder at slå knuder.

Det løber videre ud i mine arme

og får mine fingre til at sitre,

mine negle falder af.

I hovedet fyldes jeg med bobler.

Boblerne fra vores boble.

De kilder min hjernebak

og farver hinden i orange nuancer,

som var mit hoved en appelsin

fra mormors træ.

Der er plantet tulipaner nær åen.

De danser mens jeg nynner

om sommers bedrifter.

 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her