At pille Kendrick Lamar i navlen

12. oktober 2022

Folk havde ventet i fem lange år før Hiphopikonet Kendrick Lamar i foråret udgav det album, der havde været efterspurgt til at råde bod på en uretfærdig verden: Mr. Morale & The Big Steppers. Men albummet råder ikke bod på noget som helst. Kendrick er bare et lille menneske, der har brug for at slikke sine sår og hanke op i sig selv – ligesom alle os andre, og det udpensler han i lange strøg på dobbeltalbummet. Alligevel syner Linnea noget i den udpensling, der kan være et skub på vejen mod en bedre verden at være menneske i.

Hiphop har aldrig fyldt meget på mine playlister. Jeg er mest den melankolske type, som får vendt tankerne til langsom musik med en sørgelig tekst, jeg kan tygge lidt på og føle til i mit parallelunivers. Jeg har ikke været sky for at nyde og værdsætte Hiphop, som en musikalsk stemning at gå ind i, men jeg har ikke øret til at følge med i lyrikken. Det går stærkt, og der bruges slang og sammentrækninger, jeg knap nok fanger. Og så taler mange numre ind i en historik og kultur, jeg hverken har indblik i eller overblik over. Jeg har derfor mere brugt Hiphop som tilløb til dagen, rettere end som afløb. Lige indtil Kendrick Lamars album ’Mr. Morale & The Big Steppers’ udkom i det tidlige forår.

Albummet er melankolsk og eksistentielt. Det kredser i bund og grund om sandhed: Sandhed i ens egen forståelse af verden og erkendelsen i at selvsamme sandhed afhænger af, hvilket perspektiv den opleves fra. På den måde er albummet en lang række af eksistentielle spørgsmål og erkendelser, der udfolder sig over 73 minutter. Spørgsmål og erkendelser, jeg har kravlet ind i, tygget på og forsøgt at kortlægge det sidste stykke tid.

Han står i lort til halsen, men vi kan stadig skimte kronen på hans hoved.

‘Mr. Morale & The Big Steppers’ er todelt – hver plade indeholder 9 numre. På den første plade begynder Kendrick at fortælle os om nogle af de problemer, der eskalerer både udenfor såvel som indeni ham selv. Et overflodssamfund han forsøger at strippe, kapitalistiske cyklusser han forsøger at kortlægge, forlig han prøver at forstå, en sexafhængighed han forsøger at tøjle og et forhold han prøver at samle op på. Han er, som han selv beskriver det i ’Rich Spirit,’ en rig, flot fyr, der bare prøver at holde balancen. Han står i lort til halsen, men vi kan stadig skimte kronen på hans hoved. På den efterfølgende plade møder vi en mere usikker, reflekteret, dybtfølt og poetisk Kendrick Lamar. Han tager den tunge krone af og begynder istedet at bruge kræfterne på at grave sig fri. Han vælger nemlig, som (anti)klimakset på albummet, at takke nej til rollen som Messias indenfor sort kultur – til rollen som deres ’Savior.’ En rolle, som har bygget sig op gennem hans karriere. Dels på grund af hans talent og den status, det har affødt, dels fordi mange afroamerikanere har identificeret hans person og fortælling. Under Black Lives Matter demonstrationer blevet sunget ’Alright’ fra albummet To Pimp A Butterfly (2017) og folk ivrigt har ventet på at han skulle komme frem og tilslutte sig dem som moralsk støtte og leder. Men i stedet har Kendrick været musestille, i fem år, lige indtil han smed kronen i foråret og begyndte at tale.

(2.44-3.27)

For selv Kendrick Lamar, multitalent og prisvindende på 5 album, føler sig dybt utilstrækkelig i de mange forventninger, andre mennesker har til ham. Men til gengæld tager han ikke sin utilstrækkelighed ind, som noget, der er hans ansvar at leve op til:

(0.00-0.20)

Kendrick understreger en pointe, en god del af os 7,7 mia. mennesker endnu ikke har fattet: Det er ikke én persons ansvar at være noget for alle, og det forsøger Kendrick at gøre klart ligesom Brian i Monty Python’s Life of Brian (1980).

Vi har et hierarkiseret samfund, der gør, at vi automatisk kigger op efter forandring. Dem, der inspirerer os, skal samle og lede os. Men Kendrick har nok i sit eget – ligesom J. Cole, Future, LeBron James og mange, mange andre. De fleste af os lever efter bedste formåen, aldrig vidende om dagen eller humøret i morgen – også Kendrick Lamar. Det er også derfor, han nægter at leve op til sin ikon-status og cementerer det ved at han blotter alle de menneskelige, dødelige, usle sider af sig selv på albummet. Han er i kød og blod, ligesom du og jeg, og albummet er beviset på, at manden bløder.

Det lyder som om albummet er en klynkende monolog, men Kendrick kommer med så nuancerede perspektiver igennem albummet at det rettere opleves som en reflekteret og ærlig samtale – med ham selv.

Kendrick tager os igennem det svære og det gode ved at være ham, og vi piller i hans navle synkront med vores egen. Der er milevidt fra en navle som min til Kendricks; vi har komplet forskellige udgangspunkter og privilegier – men problemerne er universelle da de handler om afhængighed, kærlighed, usikkerheder, forpligtelser og erkendelse. Det er også netop derfor albummet fungerer som en rettesnor. Netop ved at takke nej til rollen som noget ophøjet, bliver Kendrick, i mine øjne, forbilledlig. Det sker nemlig noget særligt, når folk blotter deres grimme sider – en tiltro til dem vokser. Når politikere erkender fejl, når vores venner deler problemer, når folk smider den stive facade og går uden om smalltalken, det korrekte og det indlærte. Det er i maskefaldet, de gode samtaler begynder. Og det er begyndelsen på maskefaldet, vi møder i albummets første nummer, hvor Whitney Alford, Kendricks partner, siger: “tell them the truth.” Herfra tager han os igennem et liv med nye privilegier, der næsten har slugt ham råt og traumer, der stadig æder af ham. Det lyder som om albummet er en klynkende monolog, men Kendrick kommer med så nuancerede perspektiver igennem albummet at det rettere opleves som en reflekteret og ærlig samtale – med ham selv.

Blandt andet har han en hårdfør, normkritisk samtale med sig selv. Nummeret ’Auntie Diaries’ begynder med sætningen This is how we conceptulize human beings, som har runget i mig. Det at konceptualisere andre mennesker – som en måde at fjerne deres ret til nuanceringer. En måde at rammesætte dem på, binde dem på hænder og fødder. Nummeret fortæller om Kendricks transkønnede ‘tante’ og naturligheden i kønsskiftet, fordi han jo ikke var ”Gay – he ate pussy,” og på den måde stadig opretholdt den klassiske maskulinitet, Kendrick kendte til. Og senere, hvordan hans fætter Demetrious skiftede køn til kvinden Mary-Ann, som ikke gik lige så gnidningsfrit i hverken familien, kirken eller samfundet. Måske fordi det hér var en feminin adoption, som skulle sluges, ikke en maskulin. Kendrick kommer ikke kun omkring kønsstereotyper og – problematikker i ‘Auntie Diaries,’ men også fundamentet for kulturel appropriation i slutningen af nummeret:

(4.10-4.41)

På den måde er albummet heller ikke kun melankolsk og eksistentielt, men også dybt politisk på den mest subtile måde.

Og det er langtfra det eneste Kendrick er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved i de fem år, der er gået forud for albummet. Han nuancerer betændte emner gennem albummet. Som i ‘We Cry Together,’ hvor et rytmisk skænderi udspiller sig mellem en mand og en kvinde. Hun råber undervejs at hans narcissistiske selvopretholdelse er grunden til, at vi lever i en mands verden, hvorefter han spørger, hvorfor kvinder ikke er feature på hinandens sange. Man kan langt hen ad vejen følge begge roller i skænderiet. Det understøtter bare pointen om at sandhed rykker sig med narrativet. Nummeret slutter af med at de to har sex på sofaen, som også bare er en erkendelse af, at vi altid bare er mennesker – simple mennesker, i en ekstremt kompliceret verden.

Et andet aspekt af maskefaldet er at Kendrick erkender at være sexafhængig. I nummeret ’Mother I Sober’ beskriver han, hvordan han som femårig oplevede overgreb på sin mor, der har sat sig som et traume i ham. Og hvordan han selv i sine voksne år vekslede tårer til penge og opbyggede en afhængighed af sex, alkohol og rim for at få kontrol over sine tanker og selvbillede. Hvordan hans tiltro til det gode og sig selv svinder ud i traumet. Men i årene forud for albummet, lægger han det hele på hylden, bliver ædru og konfronterer sig selv med det mudder han har slæbt rundt med under støvlerne. Hvordan han har kneppet hvide kvinder, som en måde at stabilisere en magtbalance og trukket i kapitalismens tråde for at arbejde sig ud af fortidens men. I nummeret kigger han tilbage med stor anger over at have ladet sig sluge af traumet og forsøger derfra at stå ved og bearbejde det. En proces, som albummet bevidner.

Det er ikke et quick-fix - albummet er som en samtale, du skal deltage i.

Men det er ikke kun lyrikken, der gør albummet til et vendepunkt, det er også dets stilistiske virke. Alle numrene på albummet er komplicerede, rytmerne repeterende og vekslende mellem forskellige stilistiske indspark. Det er ikke musik, der er let at lytte til. Det er også det, der er udgangspunktet for kritikken af albummet – det mangler hits, der kan føres ud på festivaler og i radioen. Men netop det, ser jeg en pointe i. Det skal ikke være musik, man har på hjernen – det skal være musik man koncentrerer sig om. Vender tilbage til. Det er ikke et quick-fix – albummet er som en samtale, du skal deltage i.

Der er mange, som efterhånden også bare siger noget, fordi det synes at være det rette. Lamar har ventet på at have noget velfunderet og oprigtigt at sige højt. Og som med alle os andre, er de sandheder funderet i egen utilstrækkelighed og fejlbarlighed. Han fremlægger det også på denne måde. Det handler ikke om, hvordan alt omkring ham er grumt – det er en undersøgelse af, hvordan og hvorfor det grumme i ham er til. Og i bund og grund er det også en stor sandhed i vores kriser. Vi rummer ikke egne privilegier, egne problemer – og det er langt hen ad vejen det, som får dem til at eskalere. Vi tager ikke det kig i spejlet, vi ytrer bare noget – ofte det samme som dem omkring os, fremfor at vente, tænke – og så tale. Der vil alle dage være noget forbilledligt i den ydmyge selvransagelse, vi alt for sjældent ser nødvendig.

Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Er jeg berettiget til det jeg har og kan? Er jeg fair? Det er de refleksioner, Kendrick gør sig på albummet og de refleksioner, jeg tror på kan skabe reelle forandringer.

Jeg kan derfor heller ikke lade være med at tænke på, om ikke Kendricks maskefald og abdicering netop kan være det, der fører til forandring? Tænk engang – hvis alle tager et øjeblik til at tænke over, hvordan de er til i verden. Undersøger den horisont, de forstår verden ud fra. De privilegier og byrder, deres position i hjemmet, i samfundet, i historien rummer. Jeg tror mange problemer i verden kunne rettes op på, hvis man trak sig to skridt tilbage og tog sig et godt kig ind i spejlet. Miljøkrisen, sexisme, racisme, nationalisme: Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Er jeg berettiget til det jeg har og kan? Er jeg fair? Det er de refleksioner, Kendrick gør sig på albummet og de refleksioner, jeg tror på kan skabe reelle forandringer. Det er netop i dette, at en Messias er at finde. Det er også det, der ligger i den tornede diamant-krone, han bærer som attribut til albummet. Kendrick hamrer hænder og fødder, tabu og utilstrækkelighed, på bjælker, til skue for alle, gennem lyrikken og musikken. Han er, ligesom os, en som bløder, som undgår naboerne, som diskriminerer og diskrimineres. Han er en som fejler.

 Og i sidste ende vælger han også sig selv. ‘Mirror’ stadfæster Kendricks hjertelige uduelighed:

(0.00-1.18)

Kendrick beder os om at flytte perspektivet fra ham til et blik ind i spejlet, fordi han har rigeligt at tage sig til i sin egen utiltrækkelighed. Pointen med albummet, og det jeg oplevede det gav anledning til hos mig, var netop denne samtale med sig selv. Kendrick har haft brug for at blive reddet, mens folk har ventet på at han skulle redde. Men han har trukket stikket, haft samtaler med dem omkring ham og en lang samtale med sig selv, der har skabt ‘Mr. Morale & The Big Steppers.’ De samtaler, der virkelig svier – om, hvad man kan tillade sig, hvad man trives i, hvor skyggesiderne er og hvilken person man byder andre. Èn ting er at lade sig inspirere af andre, men samtalen med sig selv hører sig til, hvis en forandring skal følge. Så ja, Kendrick piller i sin egen navle – men det er vel i bund og grund også det man burde gøre. Pille i sin egen navle før end i alle andres. Mon ikke det ville bringe os lidt længere.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her