Årets SPOT var håndspillet, sårbar og propfyldt med overaskelser

Lyt til artiklen her, indtalt af Magnus:

Det er chancen for at få et fingerpeg om morgendagens stjerner.

Nogle har udgivet flere plader, andre ingenting. Men fælles for dem alle er, at de er kommet på SPOT Festival for at vise sig fra deres bedste side – og det samme er publikum. Både dem, der gerne vil være først med det nye, og dem, der helst vil mingle og drikke dyre fadøl på firmakortet.

Taget i betragtning af et tætpakket program af danske såvel som udenlandske navne var det lige til at begynde at glæde sig. Måske var der faktisk en mulighed for at falde over det næste spændende?

Klik her og Støt SEIN

Efter to dage og et utal af scenebesøg, står jeg tilbage med et indtryk af, at de internationale strømninger også gør sig gældende her til lands. Hvor det før har taget et års tid eller to for et stilskifte at nå til en dansk kunstner, bliver det nu taget ind med det samme. Brixton er kommet til København og det samme er Baltimore.

Genrerne er i opløsning, og shoegazet glamrock hører nu hjemme på en metalscene. Og på trods af streamingtider og krav fra store pladeselskaber om konstante singleudgivelser, går de nye artister stadigt mere fordybende til værks ved at udtrykke sig på både albums og dobbelte af slagsen.

Med det sagt – her er højdepunkterne fra min koncertdagbog:

Tex – forrest til venstre for scenekanten på Radar, fredag 19.00

Den allerhøjeste tone. Det er den, man starter ud på, når man hedder Tex og har taget alle sine svenske musikvenner med sig under armen.

På bedste Frank Ocean-vis skiftede han mellem en ren vokal og en effektvokal, som var behandlet med en ordentlig omgang distortion. ‘Skyline’ blev leveret i en version, der nærmest stod skarpere end studieindspilningen – komplet med heavy-håndtegn.

Tex blev helt fåmælt mellem numrene, sagde et enkelt “tack” og jokede lidt med, at han kun havde regnet med at skulle spille for nogle få publikummer. Til sidst var der kø helt ude på gaden. Måske havde de hørt, at han uden problemer kunne vende vrangen ud på sig selv, når først han begyndte at synge?

Han ramte i hvert fald klokkerent på tværs af sit register, og det stod klart, at han med sine kommende sange har stærke kort på hånden.

Helt overlegent satte han sig i øvrigt på gulvet, knappede en Tuborg Classic op og kastede sine håndtegn, imens bandet fik spotlightet og spillede det bedste, de havde lært. De kunne rive igennem!

Der var en stærk stemning af at have været vidne til noget særligt, da konferencieren efterfølgende takkede af, og flere benyttede lejligheden til at tanke op på Spotka (en blanding af Sports-Cola og vodka, red.). Tex er én af dem, man skal holde øje med.

GRETA – yderst til højre på række 14 i Store Sal, fredag 23.45

Pludselig stod hun bag os i en glinsende hvid kjole badet i rumklang. En crescendo, hvor Greta til sidst udbrød “hej, SPOT!”, kastede basarmene i vejret og bevægede sig ned gennem publikumsrækkerne, mens publikum impulsivt rejste sig op.

Nede på scenen åbenbarede den Kate Bush-lignende scenografi sig. Spejle, lyskasser, trappetrin og, ja, en portal – helt i tråd med titlen på hendes seneste album. Den skulle føre os ud på en perfekt svævetur gennem klubben og de Burial-klingende breakbeats.

‘Sand Castles’ og dens repeterende “What if I’m losing my head?” mundede ud i en modulation og et udvidet rave-stykke, hvor salen svarede igen ved at slippe sig selv fri. Det var dér, man godt kunne have drømt om, at koncerten ikke var fastlåst af røde stolerækker.

Martin Pilgaard Grishauge brillerede med en outro på ‘Feel It’, som lød af portamento-rumskib. “Techno og moderskab er den perfekte kombi,” fik Greta sagt, inden hun satte gang i ‘Never Enough’ til lyset af grøn strobe.

Og keytaren! Den ikoniske keytar, som endte med at spille en nøglerolle i slutningen af koncerten, hvor den uden besvær blendede ind i lydmuren af elektronik. Store Sals anlæg blev presset til det yderste, og folk lappede det i sig.

Søn – under den overdækkede indgang til kongrescentret, lørdag 16.30

Det forbliver mig en gåde, at man havde henvist ét af landets stærkeste livenavne til den mest interimistiske scene på festivalen efter et sandt albumhattrick. Men nu var de her, og Kristoffer Jessen lagde fra land med fanfavoritten ‘Sort Ferrari’ og ja-ha-ha-fællessang.

Søn fremstod slet og ret som et uhyre erfarent band, der spillede virkelig godt sammen. De var mestre i at gøre hinanden gode og give plads, selvom scenen var mikroskopisk. Bandet kørte på energien, og det kunne mærkes i publikum.

Jessen har ved siden af sunget jazzstandarder, og det har absolut sat sig på hans vokal. Fællessangen var igen stærk i en acapella-intro til ‘Mrs. President’, som så blev fulgt op af synkront hovednik og freestyledans på taget af bandets tourbus. Den vender vi tilbage til.

For hvad gør man, når man er gået af scenen og op på bussens tag? Man kravler selvfølgelig videre over på taget af scenen! Og så stod han dér som en anden helgen og velsignede os med sine inderste tanker om HD-sole, der altid står op.

Ud ad tourbussen steg Angående Mig til sidst og leverede et intenst gæstevers på ‘Ka Ik Connect’. Den mest naturlige forløsning på en koncert, der også bød på styltegang og langærmede skjorter. SPOT, vil I ikke lige love, at I giver Søn en større scene næste gang?

Uden Ord – på række fems plads 26 i Lille Sal, lørdag 23.15

Thomas Mulcahy stod i en hvid parka og solede sig i spotlyset som en anden autotune-crooner. Til lejligheden var bandet en oktet med både violin, trækbasun og saxofon. Og hvornår har man egentlig sidst hørt om den slags i indie-sammenhæng?

Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke på Efterklang i en moderniseret, ungdommelig udgave, da jeg så på Uden Ord. ‘Alt Er Proces’ trængte igennem med standhaftige blæsere, og på ‘Alene’ stod de otte individer tilbage som nogen, der alle lagde stemme til frygten for at være netop det. “Er vi alene?” Gåsehud, altså.

Man måtte lige knibe sig en ekstra gang i armen for at være sikker på, at det rent faktisk skete, da bandet som det sidste kastede sig ud i begge dele af ‘Verden Den Er Lige Her’. Publikum blev bedt om at være med på hey-råbene, hvis de ikke kendte teksten.

Bandet tog deres instrumenter med sig ud af salen, mens de fortsatte deres afslutning. “Hey, vent lige på mig – kan mærke, at du er her nu – at du vil det, du var her, da solen brændte ud!”

De stoppede først, da en sikkerhedsvagt hev trommestikkerne ud af hænderne på William Spanggaard, og publikum responderede med et sidste “hey!”, så det kunne høres i hele Musikhusets foyer.

Uden Ord spillede for fællesskabet. Hvis man ikke var i den fyldte Lille Sal, gik man ganske enkelt glip af noget vigtigt.

Tekst: Magnus Møller 
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Laura Rye Bislev