Sjældent falder æblet langt fra stammen

Illustration af Deborah Karva

Der er mange mærkelige ting ved at blive voksen. Med ét har man ansvaret for, at dagene fungerer. At man står op, får noget nærende at spise, tager på en form for arbejde. At man laver noget, man kan lide og får sovet nok. I det hele taget er det mere op til én selv, at de ting, man har i sit liv, gør én glad.

Af andre mærkværdigheder er der, at man ikke længere er et barn. I hvert fald ikke i almindelig forstand. Heller ikke, når man er sammen med sin far og mor.

Som barn tænkte jeg ikke meget over, at mine forældre var andet end forældre. De var min far og mor, det er de stadig, men nu ser jeg dem også som mennesker, der indeholder alt muligt andet end forældreskabet. Og samtidig tænker jeg på det, der har været. Jeg kigger i albums med billeder fra 90’erne. De står i deres Nørrebro-lejlighed med gule vægge, stigereoler og solsikker i vindueskarmene. Et simpelt køkken og en SU-indkomst. De ser glade ud, og de venter et barn. Mig. Nu er jeg samme alder, som de var dengang, og stigereolen står i min lejlighed på Nørrebro. I sommer var der solsikker i min karm. Jeg forestiller mig, at de stod med nogle af de samme tanker og bekymringer, som jeg står med nu, men også med et gåpåmod. Jeg tænker, at de har været lige så tvivlende, lige så skråsikre, lige så håbefulde, som jeg er nu. Og at de stadig er det indimellem. Det er både rart og lidt mærkeligt at tænke på.

Når man er lille, er rollerne mellem barn og forældre fordelt. Mor og far tager sig af barnet. Mor og far trøster og bekymrer, støvsuger og krammer. De voksne er de erfarne, og barnet skal lære. Men hvad så, når barnet bliver voksen? Når man er voksen, samtidig med at ens forældre også er det? Der er stor forskel på at være tre år og tredive år, men jo ældre man bliver, desto mindre betyder alderen jo ofte.

Som barn er man dybt afhængig af sine forældre, som teenager åbner verden sig, og når man flytter hjemmefra, står man på egne (skælvende) ben. Man skal selv svinge opvaskebørsten, man skal selv udfylde dagene. Det kan tage tid, år vel nok, men efterhånden gør selvstændigheden, at man ser sig selv og sine forældre i et nyt lys. Man ser, at de har været børn og unge engang, at de stadig kan være bange, og at usikkerheden aldrig rigtig forlader kroppen. Det er mange af de samme følelser, der florerer rundt, uanset hvor gammel man er. Grundfølelserne er de samme: glæde, sorg, håb og angst. Indimellem kan livet kræve, at man passer på og trøster sine forældre.

Jeg begynder at forstå, hvorfor de i nogle situationer har handlet, som de har handlet, for verden er ikke så sort/hvid, som jeg engang troede, at den var. Samtalerne om bordet ændres, for man kan tale om så meget mere med en tyveårig end med en fireårig. Alligevel kan det indimellem være svært, for man skal netop finde sin nye rolle i familien.

Som forældre skal man nok også vænne sig til, at ens barn bliver voksen. Der sker ting og sager, og man kan gå ad mange stier. Det er ikke altid let, tror jeg. Og når jeg engang selv bliver forælder, tror jeg, at jeg vil se min egen mor og far i et nyt lys igen. Jeg vil spejle mig i dem, jeg vil kunne se mig selv i nogle af de ting, de gør og har gjort. Jeg vil gentage det, jeg husker som trygt og godt og vigtigt.

Det siges, at alting går i ring, og det er vel egentlig en ret fin tanke. Hvad der var på mode engang, bliver det igen, og hvad der er i generne, er kommet for at blive. Man er ikke sine forældre, for man er sig selv. Men det er svært at løbe fra, at man ligner sin far og mor på den ene eller anden måde. Det er svært at løbe fra, at relationen ændres, i takt med at tiden går. Og heldigvis er det helt, som det skal være – også selvom man i mellemtiden er blevet voksen.