Du respekterer ikke grænser, men det vidste jeg jo godt
SEINbidrag.
Skammen kan komme, selvom man ved, det ikke er ens egen skyld.
Skammen over godt at vide, hvilken person du var. Skammen over at være for naiv til at se, at du ikke vil ændre dig.
Var det voldtægt? Eller i hvert fald forsøget på det? Var det overgreb eller bare en dum misforståelse?
For jeg sagde nej. Jeg sagde, at jeg ikke havde lyst, både før og under.
Jeg husker, at du sagde: ”Jeg forstår godt, men jeg vil nok prøve alligevel”. Jeg havde ikke noget imod at lave andet, men sex var min grænse. Alligevel var det dét, som du prøvede mest på – også selvom jeg gentagne gange havde sagt, at jeg ikke havde lyst, at du skulle stoppe, om vi ikke godt kunne tage det lidt langsommere.
Jeg kendte jo godt til rygterne, og det er nok også derfor, jeg skammer mig mest. Jeg er ikke helt krænket, men alligevel havde jeg en mærkelig følelse, da jeg gik fra dit hjem mod min bus. Selvom jeg ikke gav mig, så følte jeg mig stadig lidt forkert. Jeg kan ikke helt snakke med mine venner om det, for de kender dig jo. De havde advaret mig. De havde sagt, at jeg skulle holde mig væk. Og jeg skammer mig over, at jeg godt vidste, at det ville ske.
Jeg er blevet fortalt hele mit liv, at jeg er for naiv. At jeg er for god mod mennesker. At jeg tror for meget på andre. Det er et personlighedstræk, der kan være godt, men ikke altid. For den slags person som dig ændrer sig ikke – det burde jeg have vidst.
For det var ikke voldtægt, men det kunne det hurtigt være blevet til. Det var heller ikke overgreb, men det var tæt på. Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvorfor du har så svært ved at forstå et klart og tydeligt nej. Heldigvis har jeg taget en tanke med fra vores uheldige møde: “Jeg har brug for tryghed, et bånd og bekræftelse, og det kan jeg ikke finde hos en fyr i byen – om jeg kender ham eller ej.”
Du respekterer ikke grænser, men det vidste jeg jo godt.
Hvad tænker du?