AfD viser, at grænsen for den yderste højrefløj rykker sig

25. september 2026

AfD stormer frem i Tyskland, som et parti der ikke er bange for at træde nogen over tæerne. Nicoline reflekterer over, hvordan AfD’s højreekstreme politik hænger sammen med en tendens og tone hos den yderste højrefløj.

“Vi har skrevet historie, venner!”, råber en begejstret Ulrich Siegmund fra scenen, mens publikum jubler. Den regionale leder af Alternative für Deutschland i Sachsen-Anhalt har også god grund til at fejre.

Partiet stod nemlig som den store vinder ved delstatsvalget d. 6. september, hvilket har skabt stor debat om Tysklands politiske landskab. AfDs sejr cementerer nemlig, at noget har ændret sig hos den tyske befolkning.

Kæmpesejr i Sachsen-Anhalt

Det blev et historisk resultat i et valg, hvor valgdeltagelsen var helt oppe på 77,8 procent. AfD endte med 43,8% af stemmerne, hvilket skaffer dem 39 ud af 83 mandater i delstatsparlamentet. 

Det kristendemokratiske, konservative CDU, som mange måske bedst kender som Angela Merkels parti og SPD, det socialdemokratiske parti, oplevede en klar nedgang til valget. CDU, som blev det andet største parti, måtte nøjes med 17,2 procent af stemmerne, og SPD var helt nede på 9,3 procent.

Alligevel er det ikke til at sige, hvem der kommer til at sidde på regeringsmagten i delstaten. AfD mangler nemlig tre mandater for at sikre sig et flertal i regeringen, og det kan blive en større udfordring, da de fleste partier nægter at indgå i et samarbejde med AfD. 

Brandmuren

Indtil nu har den såkaldte ‘Brandmauer’ holdt AfD væk fra regeringsmagten. Brandmuren er de etablerede tyske partiers aftale om ikke at samarbejde med den yderste højrefløj.

Formålet med brandmuren er konkret, at man forsøger at holde ekstremistiske partier uden for reel politisk indflydelse i Tyskland.

I 2021 udmeldte Tysklands indenlandske efterretningstjeneste, at AfD blev klassificeret som en mistænkelig organisation. I 2025 blev partiet klassificeret som en “bekræftet højreekstremistisk gruppe”. Selv nægter partiet disse anklager, og har endda sagsøgt den tyske efterretningstjeneste.

Nu ser det dog ud til, at aftalen kan være ved at brænde ud. Det relativt nye udbryderparti, BSW, har nemlig ikke afvist muligheden for et samarbejde med AfD, og dermed er vejen til regeringsmagt for første gang reelt åben.

Mere Bismarck, mindre Hitler

AfD går til valg på en stram udlændingepolitik, herunder en ‘remigrationsoffensiv’. Partiet vil desuden indføre en årlig revurdering af flygtninges beskyttelsesstatus, som også kan komme til at gælde ukrainske krigsflygtninge, og partiet ønsker et opgør med sanktionerne mod Rusland.

Men noget mere grundlæggende for AfD er ønsket om at ændre den tyske historieopfattelse.

Partiet ønsker en ny tysk historieundervisning, hvor flere “positive” år som 1813 og 1871 fylder mere, og hvor Anden Verdenskrig fylder markant mindre. AfD’s uddannelsespolitiske ordfører i Sachsen-Anhalt, Hans-Thomas Tillschneider, har sammenfattet det som “mehr Bismarck, weniger Hitler” – mere Bismarck, mindre Hitler.

En ændring i den tyske historieundervisning er en ændring af landets selvopfattelse. AfD har et klart ønske om at fjerne det skyldskompleks, som Anden Verdenskrig har plantet i tyskernes selvforståelse. Partiet vil ikke bare føre en anden politik. AfD vil have en anden fortælling om, hvem tyskerne er.

Revner i fundamentet

Det overraskende ved valget er ikke, at mange tyske vælgere er utilfredse. At de søger et alternativ. Det er en tendens vi har set i de fleste europæiske lande, hvor de højrenationale partier vinder frem.

Det overraskende er, at næsten 44 procent af vælgerne i Sachsen-Anhalt sætter deres kryds ved et parti, som delstatens egen Verfassungsschutz, som direkte oversættes til forfatningsbeskyttelse, kalder sikkert højreekstremt.

Brandmuren har været den institutionelle grænse for, hvad der var acceptabelt i tysk politik, men nu har vælgerne revet den ned. 

Sieg! Mund!

Når Ulrich Siegmund går på scenen til vælgermøder i Sachsen-Anhalt, er det næsten blevet en tradition, at hans tilhængere råber “Sieg! Mund!” i kor.

Det har uden tvivl samme klang som et andet tilråb, der engang var populært i Tyskland.

Indtil for nylig troede jeg, at nazisymbolik hørte til en svunden tid, eller i det mindste betød selvvalgt udstødelse fra samfundets normer. Men med AfD’s fremgang og den retorik, som følger med hos både politikere og vælgere, så bliver jeg helt ærligt i tvivl.

Det er ikke kun i Tyskland, vi kan se denne tendens. 

Elon Musk gav salut med udstrakt arm til en af Trumps indsættelsesbegivenheder sidste år — og benægtede bagefter, at det betød noget. Kanye West udgav sangen “Heil Hitler”, hvilket selvfølgelig kostede ham et par koncerter, men ikke har kostet ham sine 71,1 mio. månedlige lyttere på Spotify. Den 5. september filmede Redox maskerede mænd heile til en højrenationalistisk demonstration i Københavns gader.

Hver af de hændelser kan for sig selv bortforklares som en provokation eller en enkeltmandsaktion. Men lagt sammen tegner de et mønster, hvor grænsen for acceptabel opførsel flytter sig.

Det er den bevægelse, AfD’s sejr i Sachsen-Anhalt indskriver sig i. Når delstatens egen efterretningstjeneste kalder partiet højreekstremt, er det ikke længere en advarsel, vælgerne holder sig fra. 

Spørgsmålet er måske ikke længere, om grænsen flytter sig. Det er, hvor langt den kan flytte sig, før nogen kalder det ved dets rette navn.


Tekst: Nicoline Lindberg Kaufmann 
Visuel: Ragnhild Lassen
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her