Agnes bryder tabu: Taler højt om fars psykiske sygdom i ny kampagne

31. oktober 2024

Bemærk: Artiklen er skabt uafhængigt af et betalt samarbejde med HØRT.

Kampagnen SygSnak skal aftabuisere samtalen om psykisk sygdom. Den retter sig mod børn og unge, hvis mor eller far har en psykisk sygdom. Marie har talt med Agnes, som er en af de unge, der har taget samtalen i SygSnak.

Et samarbejde mellem Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond har resulteret i den videobaserede kampagne SygSnak, der særligt henvender sig til 15-18-årige.

Kampagnen har fokus på to grupper: unge, der har eller har haft en forælder med en psykisk sygdom, samt unge, der har en relation til en ung person med en psykisk syg forælder. Målet er at gøre samtalen mellem de to parter naturlig. 

Mød min gamle barndomsveninde

Agnes, som du vil blive præsenteret for, er 23 år gammel, og så er hun også min veninde gennem 17 år. Vi er gamle barndomsvenner, som stadig hænger ved hinanden.

Jeg holder meget af min gamle ven og har lovet at passe godt på hendes ord. Det lovede jeg hende, da jeg en fredag eftermiddag ringede hende op. 

Privat billede af Agnes

Omvæltningen i 5. klasse: Da far blev syg

Mit første møde med Agnes var første dag i 0. A på en folkeskole i den sønderjyske by Haderslev. Agnes’ krøller var brune, mine var blonde. Agnes’ forældre var skilt, og mine var sammen. Almindelige forskelle i nystartede 0. A.

I 5. klasse blev Agnes’ far syg, og i 8. klasse kom Agnes til at bo hos sin far. Sygdommen var PTSD, også kaldet posttraumatisk stressforstyrrelse, der defineres med en række kliniske kriterier i WHO’s ICD-klassificering af sygdomme. Mere overordnet beskriver sundhed.dk PTSD som “en langvarig tilstand, der opstår efter voldsomme, katastrofeagtige psykiske belastninger”

Han spurgte os nogle gange, om vi kunne mærke det.

Diagnosen udgjorde en ny og stor forskel, og jeg spørger Agnes, hvordan det påvirkede hende som barn.

”Han spurgte os nogle gange, om vi kunne mærke det. Om vi lagde mærke til det. Ofte svarede vi, at det gjorde vi ikke, fordi vi egentlig bare havde travlt med at hygge os,” svarer hun.

Alligevel blev hverdagen påvirket af et tiltagende ansvar, hvad end det gjaldt indkøb, opvask eller støvsugning. På samme måde var det ofte Agnes, der greb telefonen og ringede på vegne af sin far. I andre perioder blev ansvaret tungere med indlæggelser, der betød, at Agnes og hendes lillesøster kunne risikere at være alene over en weekend.

Privat billede. Fra venstre: Agnes, Agnes’ far og Agnes’ lillesøster.

Når hensynet til far vejer tungest

Psykisk sygdom hos forældre påvirker børn og unge forskelligt. Nogle beretter om et stort ansvar, andre gør ikke. Fælles for de unge lader dog til at være fortællingen om et særligt hensyn til deres forælder. Sådan lyder det fra ungefaglig konsulent og talsperson hos Børns Vilkår, Mirjam Marie Westh.

Til daglig arbejder Mirjam Marie Westh med HØRT-rådgivningen hos Børns Vilkår – en gratis og anonym rådgivning til unge mellem 15-24 år. Hun har desuden været med til at udvikle indholdet i SygSnak. Vi får en snak om det særlige hensyn, hvor hun forklarer:

”De har haft en oplevelse af, at de var nødt til at tage nogle hensyn, som handler om det, forælderen med psykisk sygdom har brug for i øjeblikket”. 

Jeg måtte gøre, hvad jeg ville. Jeg skulle bare selv stå for det.

For Agnes har der været flere hensyn at tage, men hun har ikke altid opfattet dem som begrænsende.

”Jeg måtte gøre, hvad jeg ville, jeg skulle bare selv stå for det,” uddyber hun.

En fest kunne blive holdt, og venner kunne komme på besøg.

Den særligt svære sammenligning

I sommeren 2020 blev Agnes student. Mere end 30 stop var i vente på studentervognsturen, og Agnes så forskellene stå tydeligere end nogensinde før, da de rullede op foran store haver og pæne serveringer. Det blev tydeligt, hvor involverede nogle forældre kan være.

“Jeg kunne ikke lide at se forskellene. Nogle havde den fulde kernefamilie stående ude med hunden og flagene. Der var gjort meget,” siger hun.

Måske havde det også været fjollet, hvis stoppet hos Agnes bar præg af samme overskud. Det ville ikke afspejle virkeligheden, uddyber hun. Alligevel var sammenligningen svær. 

Er der en anden, der kan byde ind?

Jeg kender Agnes som en person, der er meget åben og god til at snakke om det, der er svært. I vores snak fornemmer jeg dog, at hun ofte har følt, at det var hende, der skulle bryde isen, når det kom til sådan nogle emner.

“Har du manglet, at folk omkring dig var bedre til at bringe snakken på banen?”, bliver mit næste spørgsmål. Agnes bliver berørt: “Det tror jeg, men jeg ved også godt, hvorfor det er svært”.

Da Agnes flyttede hjemmefra, flyttede hun også langt væk fra venner. Når vennerne endelig var på besøg, var det ikke altid det dårlige, der skulle have fokus. Den gode tid var mindst lige så vigtig.

At spørge ind kan aldrig gøre nogen ked af det. Det er, fordi de har ondt indeni i forvejen.

Mirjam Marie Westh fortæller, at mange unge savner, at folk bare tør at stille spørgsmål. Man må gerne stille sig ærligt frem og sige, hvis man er usikker på, hvordan man bedst spørger ind.

“Der er ingen forkerte spørgsmål, og der er ingen forkerte svar,” lyder det fra hende.

Samme holdning slås fast af Agnes:

“At spørge ind kan aldrig gøre nogen ked af det. Det er, fordi de har ondt i indeni i forvejen”.

I forsvar for far

Mange gange har Agnes oplevet, at voksne har kigget på hende og sagt: “Hold da op, du har meget at bære på dine skuldre. Det er slet ikke dit ansvar”. En velmenende kommentar, der for Agnes har haft en negativ effekt.

Som barn gav det en følelse af, at der blev talt dårligt om hendes far. Det kunne virke anklagende og gav anledning til en større forsvarstale for hendes far. 

Mirjam Marie Westh forklarer, at det som voksen kan være en god ide at holde lidt igen med løsningerne og bare lytte. Hvis den unge har behov for mere end blot en lyttende voksen, kan man tilbyde konkret hjælp. 

Hun gik også the extra mile. Hun var der også for mig efter skole.

Særligt én voksen blev vigtig for Agnes: en dansklærer i folkeskolen. Hun spurgte jævnligt ind til, hvordan det gik derhjemme, og Agnes oplevede, at hun kunne tale ærligt.

Det var helt centralt for Agnes, som kunne være bange for, at andre ville give hendes far dumpekarakter for hans forældreevne. En karakter, som Agnes aldrig kunne være enig i. Og her blev dansklæreren en vigtig støtte

“Hun gik også the extra mile. Hun var der også for mig efter skole,” beskriver Agnes.

Mirjam Marie Westh fortæller, at unge kan bekymre sig om, hvordan deres omgangskreds vil tage imod det, hvis de fortæller, at noget er anderledes derhjemme. Vil de så blive set anderledes på? Og for omgangskredsen: Hvad skal de sige og gøre? Et slags dobbelt-tabu opstår.

En kliché og et godt råd rigere

Mange børn og unge har en forælder med en psykisk sygdom. Faktisk fortæller Børns Vilkår og Psykiatrifonden, at det er en ud af fire børn og unge i Danmark. Det er rigtig mange, og der er noget, som disse børn og unge skal huske, hvis man spørger Agnes.

Stol på dem, der er omkring dig. Læn dig op ad dem.

Det minder lidt om en linje i en Sebastian-sang, der lyder: “Du er ikke alene. Der er en, der følger dig”.

Agnes slår fast, at man skal bruge menneskene omkring sig

“Stol på dem, der er omkring dig. Læn dig op ad dem,” lyder opfordringen.

Gennem årene har Agnes haft mange omkring sig. Men det var først i et fællesskab med andre unge, at det blev helt klart, at hun ikke var alene. En svær periode for hendes far ramte hende også – og denne gang lidt mere alvorlig.

Agnes blev tilmeldt gruppeforløbet TimeOut+ for unge voksne med en forælder ramt af en psykisk lidelse. Et tilbud i psykiatrien under Center for Pårørende.

Forinden forløbets start var Agnes skeptisk og tvivlede på chancen for positive udfald. Realiteten blev dog en anden

“Det er mega kliché-agtigt, men vi kunne jo bare forstå hinanden på en anden måde. Oplevelserne lignede rigtig meget hinanden, og det har jeg aldrig oplevet før,” siger hun.

De dårlige tider har også en ende

Der er noget, du skal vide, hvis det hele er ubærligt svært. 

Spørger man Agnes, så har selv de allersværeste perioder et ophold. De slutter og starter måske igen. Det går op og ned i showbiz. Det samme gør det med psykisk sygdom, om end nedturene her nok rummer knap så meget – hvis ikke intet – glamour.

Flere gange har Agnes tænkt, at det ville “gå galt”, at det ikke kunne blive godt igen, men det hele fortsatte. Det gør det jo heldigvis i mange sammenhænge her i vores respektive små liv.

Hvad tænker du?

  1. Viola W. siger:

    Skøn tekst ❤️ Enormt dejligt at Agnes ville dele sin historie! Det er ikke sort hvidt at snakke om en syg forælder og det portrættere du så skønt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her