Aktivisme rimer på generationskløft – men det gør forestillingen ‘Aktivisterne’ ikke

”Jeg føler, at folket har mistet sin magt som gruppering. Og det synes jeg bare er så ærgerligt,” fortæller teaterleder og skuespiller Christine Worre Kann.

I en rød sofa i Demokrati Garage i Nordvest sidder jeg med skuespillerne Christine Worre Kann og Alfred Nordhøj Kann. Vi sidder her, fordi de dagen forinden har opført premieren på forestillingen ‘Aktivisterne’.

En forestilling, der lige præcis handler om folkets magt, at råbe op om uret, sige fra og tage sin plads. Derfor er det også overraskende, at skuespiller og teaterleder bag forestillingen, Christine Worre Kann, siger ordene: 

”Jeg kæmper virkelig med at fastholde troen på, at det, at vi samler os i en demonstration, gør en forskel. Jeg synes ikke, at der bliver lyttet. Desværre.” 

Det kommer bag på mig. For efter at have set forestillingen rejste jeg mig klappende fra min plads i publikum og havde ikke lyst til at sætte mig ned igen. Fyldt med vilje og vrede havde jeg i stedet lyst til at stavre ud af Demokrati Garage og finde den første og den bedste demonstration. Hvad, jeg fornemmer, lige præcis er forestillingens hensigt.

De utilstrækkelige ældre generationer og krænkelsesparate utopister

Gennem en montage af musik, små scener, reciterede kamptaler, monologer og videoklip fra den virkelige verden behandler ‘Aktivisterne’ de seneste 60 års aktivisme af forskellig karakter. 

Musik og aktivisme udgør et velkendt par. Men ‘Aktivisterne’ nøjes ikke kun med at spille sange som ‘I kan ikke slå os ihjel’ af Tom Lundén og ‘Talkin’ ‘bout a Revolution’ af Tracy Chapman. De fletter også moderne sange som Beyonce’s ‘Daddy Lessons’ og Andreas Odbjergs ‘Hvadskal verden med sådan en som mig?’ og væver på den måde fortiden og nutiden sammen.

“Jeg er aktivist! Eller … eller hvad?”

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de højeste forventninger, da jeg satte mig til rette for at se forestillingen.

Kald mig fordomsfuld, men jeg havde svært ved at se hvordan 60 års aktivisme, i form af en teaterkoncert kurateret af nogle hvide, midaldrende voksne, skulle kunne sige mig noget om aktivisme, jeg ikke allerede vidste. Arrogant, I know.

Set i bakspejlet tror jeg især, at generationsforskellen satte en forsvarsmekanisme i gang i mig. Jeg er vant til, at vi unge peger fingre ad de ældre generationer for ikke at have gjort nok. Gjort nok for klimaet, for miljøet, for ligestillingen, for inklusionen og for freden.

Til gengæld får vi at vide, at vi er krænkelsesparate utopister, og at det samtidigt er vores generations ansvar at redde verden. 

Det er, som om at aktivisme rimer på generationskløft. Derfor har jeg inviteret Alfred og Christine til at snakke med mig om lige netop dette, og derfor sidder vi sammen i den røde sofa. De repræsenterer nemlig to forskellige generationer, endda med den nuance at de er mor og søn. 

”Det er jo en forestilling, der er lavet til jer. Men også til forældregenerationen, så man kan diskutere det her emne,” fortæller Christine og nikker mod mig og Alfred som repræsentanter for vores generation: de unge. 

Det er en stor mundfuld at skulle gabe over 60 års aktivisme. Men ‘Aktivisterne’ lykkes med at fremhæve det, vi har til fælles på tværs af generationer og på tværs af kampe. Nemlig et kæmpe ansvar og overvældelsen over erkendelsen af ansvaret.

Det er overvældelsen, der gør det nemmere bare at blive liggende i den store røde modulsofa. Den sofa, vi sidder i, der også udgør den centrale del af ‘Aktivisternes’ scenografi. De bløde eftergivende puder som symbol for komfortens bedøvende effekt. 

”Det er overvældende, når det virker, som om det hele hviler på mine og min generations skuldre,” siger Alfred.

“Jeg har en åbningsmonolog, der hedder: ‘Jeg er aktivist! Eller … eller hvad?'” for jeg har gået de sidste mange år og tænkt, at jeg har været vegetar i seks år og går med til demonstrationer og alt muligt andet.”

“Men jeg sidder også i sofaen, og jeg er helt sikkert også det segment, der bruger to til tre timer om dagen foran en eller anden dum skærm. Om det så er i sofaen, i sengen eller i lænestolen.”

Sofaen står i opposition til handling. Men her opstår der et paradoks. For når vi konstant har mulighed for at blive konfronteret med de kriser, vi som verdenssamfund står i, har vi ingen pause fra at skulle tage stilling og handle.

For kriserne kræver i den grad, at vi tager stilling og handler. Men det er også i denne konstante konfrontation og følgende dårlige samvittighed, at overvældelsen opstår. En følelse, Christine kan genkende.  

”Jeg kan sagtens spejle mig selv i at komme træt hjem efter en lang dag. Lægge sig i sofaen og tænde for nyhederne og kigge på død og ødelæggelse. ”Hvad lægger jeg her for?” tænker man. Men jeg kan heller ikke rejse mig op.”

Christine mener til gengæld, at de med en forestilling som ‘Aktivisterne’ kan lægge op til refleksion og styrke troen på, at vi hver især som mennesker i rigtig mange problemstillinger kan ændre noget.

I forhold til ligestilling, diversitet og inklusion kan vi hver især bidrage til en positiv forandring gennem handlinger i vores hverdag. Men på ét område står vi overfor noget større end os selv, mener både Alfred og Christine. Noget der kræver mere. Klimakrisen.

Har folket har mistet sin magt som gruppering?

”Jeg oplever ikke, at når der er store klimademonstrationer inde foran Christiansborg, at det reelt gør en forskel. Og det synes jeg bare er så ærgerligt.”

“Jeg føler, at folket har mistet sin magt som gruppering. Der står faktisk 60.000 og mener noget, så må der da komme en politisk reaktion – men så sker der ikke noget. Derfor må vi gøre det, vi er bedst til.”

Og i Teatergrads tilfælde er det teater. Det er mor og søn enige om. Selvom Christine har mistet troen på demonstrationerne, har ingen af dem givet op på kunsten og kulturens magt til at plante håbefulde frø i publikum. 

“Jeg tror, at vi bliver nødt til at gøre noget indenfor det område, vi kan,” siger Alfred. Han følger hurtigt op på sig selv og tilføjer: “For mit vedkommende har det betydet, at jeg altid har i baghovedet, at jeg skal prøve at ændre noget til det bedre gennem kunsten og kulturen.”

Aktivisme kan tage mange former og tale mange sprog. Noget aktivisme taler frygtens sprog. Andet taler sorgens eller håbets. Med ‘Aktivisterne’ forsøger Teatergrad at ramme bredt, forene poler og slå bro over generationskløften.

De indrømmer følelsen af utilstrækkelighed og kalder på handling samtidig. Det er store ambitioner, og det er lige det, tiden kalder på.

Tekst: Astrid Hein Ernst

Visuelt: Ida Agnete Storgaard

Redaktør: Mille Ravn Nyhauge