I K.B. Hallen spilles der jazz til rockkoncerter

Havde jeg mandag aften placeret dig ved min side i K. B. Hallen og fortalt dig, at vi skulle til jazzkoncert, så havde du nok ikke troet mig. Det var tilskuere presset tæt sammen på sportshallens omtrent 9000 kvadratmeter. Alt fra efterskoleelever til store mænd med navne på rockbands printet på oversized t-shirts. Alle var de samlet for at se et af tidens største bands inden for genren.

Hvis man skulle gøre sig det nemt, ville man nok kalde Snarky Puppy for et jazz- eller fusionsband og så kaste køteren over i hjørnet. Be done with it. Sammenkoblingen mellem Snarky Puppy og bands som Weather Report eller Mahavishnu Orchestra fra fusionens guldalder virker naturlig, fordi de på samme måde har kombineret jazz, rock og funk og kan fylde koncerthaller, som kun få jazzmusikere kan det. Men personligt har jeg altid tænkt bandets kompositioner som en ulv (eller hund) i fåreklæder; jazz forklædt som pop, eller som bassisten og frontmanden Michael League har kaldt det; instrumental pop. En ret vag betegnelse som nok nærmere er et udtryk for et band, der ikke vil sættes i genrebur.

Mest kendt er de for albummet, ‘We Like It Here’ (2014), der – som mange af bandets andre albums – er indspillet med publikum siddende blandt bandmedlemmerne – alle sammen forbundet med studie-hovedtelefoner. Et af numrene, ‘Lingus’, tør jeg godt kalde moderne musikhistorie: En studiosession, hvis video har 32 millioner visninger, og hvor de tilstedeværendes ansigtsudtryk taler for sig selv.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har gennemnørdet ‘Lingus’ med mine musikvenner, og jeg må nok indrømme, at jeg – tilbage i K. B. Hallen – også selv havde et lille musisk print på min t-shirt i dagens anledning. Og hvilken anledning var det så? Tjo, intet mindre end bandets europaturné med deres nye album ‘Empire Central’, som på mange måder er et gensyn med rødderne. Både fordi det er indspillet tæt på moderroden i Texas, hvor bandet i 2004 fandt sammen. Men også fordi bandet efter seks år vender tilbage til den særlige fremgangsmåde, hvor de inviterer publikum med til indspilningerne. Gensynet var oplivende, da jeg første gang så albummets extended trailer. ”So, I actually flew in from San Fransisco this morning,” siger en fan i videoen. En anden er rejst hele vejen fra Tyskland for at opleve indspilningen af albummet. Og her er det svært ikke at blive revet med. Især når traileren indeholder sætninger som »The idea of coming back to make art in the place where it started,« der må siges at lægge et fundament af høje forventninger. 

Når jeg så lytter til ‘Empire Central’, møder jeg et album, der bærer præg af erfarne musikere. Musikere, der efterhånden ved, at deres publikum er nogle, der tillader dem lidt af hvert (og gudskelov for det). På tidligere albums har bandet formået at skabe, eksperimentere og rykke sig. Og med så dygtige musikere handler mine forventninger ikke længere om, hvorvidt musikken bliver god eller ej, men snarere om hvor mindeværdig næste udgivelse bliver sammenlignet med den forrige. ‘Empire Central’ lever til dels op til forventningerne. Den indledende ‘Keep It On Your Mind’ er rytmisk tilbagelænet og nonchalant med en lidende distortion fra guitartemaet. ‘East Bay’ er mere hakkende og dissonerende. Det er dog først i tredje nummer, ‘Bet’, jeg rigtig bliver grebet. Her møder jeg energien fra dét band, jeg kender og elsker, med det bastante guitarriff i indledningen suppleret af en marchagtig, groovy lilletromme. Herefter går nummeret ind i en fase, der er præget af, øh, salsa(?) og bliver på den måde det første nummer, der virkelig overrasker. Ud over det byder nummeret på nogle formidable soloer fra saxofonisten, Bob Reynolds, og keyboardspilleren, Shaun Martin, der virkelig er medrivende og giver intensitet, som var det live.

‘Empire Central’ lider dog under at være alt for langt. Albummet er noget af en mundfuld med sine 16 numre og en sammenlagt længde på lidt over en halvanden time. Nogle nyder sikkert at mæske sig i så mange nye numre som muligt, hvilket jeg jo kun kan anerkende med en diskografi som Snarky Puppys. Men personligt foretrækker jeg det mere komprimeret. Bandet trækker nemlig i langdrag, og nogle ellers gode numre mister deres effekt, når de bliver overskygget af og glemt iblandt dem, der er bedre. Ærgerligt, da numre som ‘Pineapple’, ‘Honiara’ og ‘Coney Bear’ ellers har nogle spændende ting i sig. I stedet bliver de overskygget af den stærkere midtersektion med numre som ‘Mean Green’, ‘Broken Arrow’ eller ‘Belmont’.

Med ‘Empire Central’ har Snarky Puppy skabt yderst velkomponerede numre; nogle lidt mindre, andre fuldkommen geniale – f.eks. det sidste nummer, ‘Trinity’, som virkelig markerer sig med en kombination af resonerende, opbrudte guitarakkorder og en sprød og mystisk klang fra Chris Bullock på basklarinet. Til gengæld lever albummet ikke helt op til de standarder som Snarky Puppy tidligere har sat på albums som ‘Sylva’, ‘Family Dinner’ eller ‘Live at the Royal Albert Hall’. Men hey, man kan jo heller ikke lave et prisvindende album hver gang.

Da Snarky Puppy endelig går på scenen i den propfyldte K. B. Hal, går der ikke lang tid før den lille snert af skepsis, jeg havde i mig, bliver omvendt til ren ekstase. I salen kan jeg virkelig mærke, hvor meget en komposition som ‘Coney Bear’ kan rykke sig ved en koncert. Guitaristen, Bob Lanzetti, træder frem mod scenekanten og spiller det fængende tema med sin chicken picking, der lyder som taget ud af en country-western. Bandet afsluttede med to kendinge fra ‘We Like It Here’: Numrene ‘What About Me?’ og den dovne ‘Sleeper’ med dens gradvist stigende eksplosivitet. Sidstnævnte med en indledende rungen fra Shaun Martins talkbox, der indledte med improvisation over ordene »Copenhagen! Are you there?!« En reaktion, der siger meget om numrenes klassikerstatus, og som sætter et album som ‘Empire Central’ i perspektiv.

Mod slutningen af koncerten tager bandleder, Michael League, ordet. Med det karakteristiske krøllede mikrofonhår og sit overdrevne store smil siger han til publikum: »I just want to thank you all for keep listening to this weird shit we’re doing.«