Alkoholens superkræfter – skammen over at drikke uden at have lyst

Den perfekte aften

Forsøger du, ligesom jeg, at jagte den perfekte brandert, hver gang du går til fest eller i byen?

Idealet er en sommeraften med øl eller vin på altanen, hvor der hen ad aftenen også bliver tændt cigaretter. Røgen kradser ikke i dine næsebor, men er tværtimod et slags krydderi til, hvad der skal være den perfekte aften.

I bliver lige tilpas berusede, så det hele er lidt sjovere, og dit grin bliver højere og måske lidt skingert. Men det gør ikke noget, for folk omkring dig ved, at det er, fordi du har den perfekte aften.

Snakken glider, og du har faktisk slet ikke lyst til at kigge på din telefon. Uden at du lægger mærke til det, bevæger I jer ned på en bodega for at drikke en enkelt øl, inden I tager ud for at danse. Nogle af dine andre venner går forbi og slår sig ned, og det fungerer bare at merge dine to vennegrupper.

Klik her og Støt SEIN

Latteren kaster sig mellem bygningerne og bliver til et ekko, mens det ellers kun er lyden af høje hæle mod brosten og fuglekvidder, der er i gaden. Nogen har købt ti shots for 100 kroner, og du modtager ikke en MobilePay-anmodning bagefter.

Dem bunder I med stor fornøjelse og slingrer på den helt perfekte måde ned mod centrum. Luften er sval, så du får en smule gåsehud, men ikke mere, end at du kan varme dig på de seje cigaretter og den gode stemning.

I har som gruppe formået at gå i præcis samme tempo ned i byen og bliver lukket ind på samme tid. Du kender alle numrene og danser hele natten. Før du ved af det, er klokken 5, og solen er begyndt at stå op igen. På vej hjem køber du et pølsehorn, og nu kan du gå i seng med ro i maven.

Tillykke, du har haft den perfekte brandert. 

Det her er en fiktiv historie og er faktisk aldrig sket for mig. Jeg ved selvfølgelig ikke med jer andre. Når jeg hører folk fortælle om den slags byture, tænker jeg altid, at de enten lyver, eller også er der en meget universel ting, jeg ikke har oplevet.

Før kapsejlads

Jeg er 23 år gammel, lige begyndt på studie, og kapsejlads står for døren. Der er ikke én celle i min krop, der har lyst til at tage med. Men jeg bliver ved med at fundere over, hvorfor jeg ikke har lyst til at deltage i den aktivitet, der er så stor en del af vores kultur. 

Alkohol, der ellers ofte er en magisk eliksir, der bringer os alle tættere på hinanden, giver mig en følelse af at være ensom i et rum fuld af mennesker.

Da jeg var teenager, så jeg altid meget frem til den arrangementer med alkohol. Og i mine sabbatår har jeg set studerende samle sig på plænen i Uniparken og glædet mig til, at det en dag blev mig, der skulle drikke øl i en campingstol, mens jeg så nogen padle sig over den lille sø ved Aarhus Universitet.

Nu er tiden kommet, og jeg har faktisk ikke lyst. Ligesom jeg næsten heller ikke har lyst til at deltage i andre arrangementer, hvor man drikker sig fuld. Det betyder så bare, at jeg slet ikke deltager. Det er, som om det er nemmere at blive væk end at skulle forklare, hvorfor jeg ikke har lyst til at drikke. 

Men hvad er kapsejlads?

Til dig, der ikke ved hvad kapsejlads er: Der er nok nogen, der bliver sure, hvis jeg siger, at det bare er en ølstafet. Men det er bare en ølstafet. Der er selvfølgelig nok en masse organisatorisk arbejde bagved, som jeg bestemt ikke vil underkende. 

Tusindvis af studerende mødes i Universitetsparken i Aarhus midt om natten for senere at se forskellige uddannelser ro over søen og bunde en øl. De kæmper om Det Gyldne Bækken, og jeg kan afsløre, at det næsten altid er medicinstudiet, der vinder. 

Efter kapsejlads

Klip til efter kapsejlads: Jeg endte med at tage med, og jeg havde det faktisk virkelig sjovt. Det havde jo været en fordel for min egen lille undersøgelse, hvis jeg var blevet væk og bagefter kunne fortælle, at jeg enten slet ikke var gået glip af noget eller var gået glip af en helt masse. Men om kapsejlads er den perfekte brandert, ved jeg ikke.

Selvom jeg havde det sjovt, brugte jeg også meget tid på at stå i kilometerlange toiletkøer og pludselig blive væk fra folk. Ringe til nogen og febrilsk forsøge at forklare, hvor jeg er og hvilken hånd, der bliver rakt op i luften, som de skal kigge efter.

Og kan vi snakke om, hvor træls det er at slæbe en campingstol igennem hele byen, når man nærmest ikke har sovet i et døgn? Desuden håber jeg også, at jeg når at lære at regulere min beklædning lidt, eftersom det var så koldt, da jeg ankom om natten, mens jeg om eftermiddagen var ved at få et hedeslag. 

Men jeg synes jo, det var sjovt. Det er nok også i høj grad bundet op på, at jeg var med der, hvor der skete noget. En meget barnlig følelse af at komme i skole om mandagen og kunne være med i snakken om, hvad der skete om fredagen.

Om jeg vil det eller ej: Der opstår jo bare en fællesskabsfølelse uden lige, når vi har været fulde sammen. En fællesskabsfølelse, jeg totalt meget selv køber ind på, men som jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan vi skabte uden alkohol.

Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Emma Hjortkjær 
Redaktør: Laura Rye Bislev