Den omsorgsfulde aktivisme i Eriks naturpleje

Erik den trofaste af Tippen

Erik Schjønning laver ikke aktivisme – ikke efter sin egen mening. Det fortæller han mig, da vi mødes ude foran Karens Minde Kulturhus i det gamle Sydhavn. Det er ikke første gang vi mødes, men første gang, at jeg har mit optageudstyr med og en mission om netop at formidle den aktivisme, Erik påstår, han ikke udfører.

Vi skal gå en tur på Sydhavnstippen, et grønt område syd for København. Et område, Erik har besøgt og plejet hver eneste dag siden engang i 2017. Planen er, at han, mens vi bevæger os rundt i området, skal fortælle mig om fårene og menneskene. Om måden vi kan forbinde os til naturen eller ville have noget fra den. Om måden hvorpå Tippen både er og ikke er natur – og om hvordan han beskytter den; natur eller ej.

Erik er klædt i en blå arbejdsjakke samt en solbleget hat, og i en mælkekasse på hans cykels bagagebærer ligger et par arbejdshandsker. ”Naturpleje,” står der på mælkekassen. Det hedder det arbejde, Erik udfører på Tippen. Frivilligt og dagligt skaber han plads til biodiversitet såvel som mennesker ved at bekæmpe invasive arter, beskære dyreveksler og samle skrald.

”Jeg gør det for at få flere mennesker til at kunne lide at færdes på Tippen. Derfor er jeg også med til at fremme menneskers brugsaftryk på området herude. Det bliver jeg kritiseret for af dem, der helst vil have det til at være vild natur. Og rigtig vild natur kræver jo faktisk, at der slet ikke er nogle mennesker. Men netop mennesker er det eneste, der kan modvirke kapitaliseringen. For Tippen er altid truet. Det er alle ubebyggede og ubefæstede arealer i landet. Medmindre det er landbrug, så er det truet af kapitaliserings-behovet.” 

Erik gestikulerer mod himlen, når han fortæller om dem med kapitaliserings-behovet. Dem, der har byggeplaner og penge på hjernen. Langt deroppe sidder de og lurer på, hvornår det giver bedst økonomisk mening at bebygge Tippen. Det er By & Havn, han snakker om. Dem, der blandt andet også vil byudvikle på Lærkesletten på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavn.

Men det bliver sværere at asfaltere et område, hvis der beviseligt er mange besøgende, fortæller Erik mig. Derfor vedligeholder, forskønner og tilgængeliggør Erik Tippens natur med grensaks og le og hverver på den måde ubemærket de besøgende til en form for fremtidig værnepligt. Erik plejer og passer naturen, så de besøgende forbinder sig til den og kan mobiliseres, hvis Tippen engang kommer under angreb af dem deroppe i de højere luftlag. Men hvorfor er det vigtigt at bevare steder som Tippen?

Tippens naboer og flamingosne

Tippen har mange naboer. Erik fører mig hen til det hegn, der grænser op mod Stark 24/7’s grund. Her står vi, i Tippens høje græs, blandt rønnetræer og tjørn. Op ad hegnet på Starks side tårner pakkede paller klædt i orange plast sig op. De reflekterer et varmt lys tilbage på os fra den nedadgående septembersol. 

”Dér har vi jo så en nabo. Her stod jeg i morges og samlede en stor posefuld henkastet og indblæst plastik.” Det er flamingo, han samler op fra jorden og viser mig.

”Det deler sig i de mindste små dele, så man må bruge pincet eller støvsuger for at indsamle det.” Jorden mellem græsset er fyldt med de små hvide plastikkugler. Jeg kan ikke se frugten af det arbejde, Erik lagde her i morges. Hvorfor bruge en hel dag på en så uoverkommelig opgave?

Men jeg kommer til at tænke på stormen og vestkysten i sommers. På hvordan de små hvide kugler blev båret op af havet og op i marehalmen af vinden og lagde sig som sne i august. Så selvom Eriks flamingo-fyldte pose ikke redder verdenshavene fra plastik-forurening, forstår jeg følelsen af magtesløshed og lysten til at gøre bare et eller andet. Hvad som helst. ”Jeg bruger lige så meget tid på at samle skrald som på den egentlige naturpleje. Det er en uting. Det forsvinder aldrig.”  

”Påvirker det naboforholdet?” spørger jeg. 

”Jeg vil vise venlighed, for det gør dyrene,” svarer Erik uden helt at gøre det alligevel.

Når får går på tilbudsjagt

Vi bevæger os videre og stopper op ved netop dyrene. Fårene, der sammen med lamaerne bor på Tippen. Erik sætter sig på hug, og et sort får kommer kælent over til ham. Han begraver sine hænder i dens uld. 

”For de fleste, der kommer herude, er dette jo et underværk,” siger Erik og nikker mod fårene, det høje græs og æbletræerne. ”Men de fleste kæler bare med fårene, og så går de igen. De har for travlt. Hvis man vil lære det herude at kende, så skal man være sammen med dem uden at ville dem noget. Det gælder det grønne og naturen, men især dyrene. Hvis det bliver underholdning for os, bevæger vi os i den forkerte retning, og Tippen bliver et spejlbillede af os. Og for langt de fleste er det netop underholdning i et kort øjeblik.”

Fårene lunter pludseligt alle i den samme retning. ”Se, nu er de på tilbudsjagt. De har fået færten af nogen, der vil give dem gulerødder eller fodre dem. Og jeg kan godt forstå dem. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg var et får. Men hvad er det så, vi ser? Vi ser os selv, men det skal man hjælpes til at se. Det med at fodre dyrene er et dybtliggende menneskeligt behov. Men hvis vi giver efter for det, så bliver de ligesom os og løber efter det billigste tilbud i supermarkedet.”

At forbinde sig til naturen

Vi sidder stadig på hug, men nu uden nogle får at kæle, og Erik peger ned i græsset. “Dér er en nuttet én. Det er en vild merian,” siger han og peger på en lille lilla blomst. Det er en art oregano, fortæller han. Jeg gnider et blad mellem mine fingre og genkender duften. Erik går herude hver dag; Han kender og ser alle de små arter, der putter sig i græsset. Måske kan jeg også genkende den, næste gang jeg besøger Tippen, og måske er det netop det, jeg mener med, at Erik udfører omsorgsfuld aktivisme. Han inviterer os til at tage del i den glæde og ømme opmærksomhed, han selv har for Tippens natur ved at forbinde os til den og de arter, der lever i vores nærhed.

Nok er Eriks aktivisme ikke til sammenligning med Amager Fælleds Venner, der har lagt sag an mod byudviklingen på Lærkesletten i Københavns byret. Eller med Extinction Rebellion, der udøver civil ulydighed og limer sig fast til asfalten. Alligevel vil jeg udfordre hans egen tese om, at han ikke bedriver aktivisme. For selvom den ikke er baseret på dramatiske eller poetiske aktioner som ovenstående foreninger er kendt for at praktisere, har Eriks aktivisme – bygget på repetitivt og praktisk arbejde med grensaks og skovl – samme mål: en grøn og lige fremtid for alle arter.

Tekst og foto: Astrid Hein Ernst
Visuelt: Frederikke Vinter Vittrup
Redaktør: Laura Rye Bislev