Alt det jeg kommer til at glemme

23. oktober 2019

Sofie tænker over alt det, hun glemmer. Både i det store, men også de små ting i hverdagen, som pludselig smuldrer væk i hukommelsen. Hun laver en liste og skriver om, hvordan hun affinder sig med alt det, hun kommer til at glemme.

Jeg har brugt for meget liv på at være ked af, at ting slutter. Det tror jeg, de fleste har. Og specielt, når det kommer til ting som gymnasium eller højskole virker det fjollet – det er jo en grundpræmis, at det har en ende, at det kun varer et halvt, et helt, tre år. Midlertidigheden er en stor del af det, der gør det til noget særligt. Så hvorfor er det, vi ikke kan acceptere, at ting ender, og at vi glemmer?

Én ting er, at noget slutter. Det er trist i sig selv – man vil jo gerne have, at gode ting fortsætter, at det for evigt er rart og sjovt og trygt. Noget andet er visheden om, at man kommer til at glemme. Det kan være hjerteskærende at tænke på. Forstå mig ret: Selvfølgelig kommer du aldrig til at glemme de helt store ting, alt det, der virkelig gjorde indtryk. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg indset, hvor meget man i bund og grund glemmer. Navne, rejser, smage, følelser, samtaler, ansigter. Det meste smelter sammen eller forsvinder helt, lidt efter lidt.

Det meste smelter sammen eller forsvinder helt, lidt efter lidt.

Jeg prøver at arbejde med tristheden over lige netop dette faktum. Derfor kommer her en hyldest til alle de ting, jeg kommer til at glemme. Og en accept af glemslen, ikke mindst.

Jeg kommer til at glemme:

Hvad jeg fik til morgenmad i dag

Himlens farve i går, den præcise kombination af lyserød og guld, der fik det til at ligne et renæssancemaleri

Hvordan mit barndomsværelse så ud

At min mor kyssede min pande, da hun sagde godnat til mig forleden, at jeg følte mig lille og varm og tryg

Hvor hårdt det reelt var at starte i gymnasiet

Hvad jeg talte med mine veninder om sidst vi sås

Hvad jeg fik i fødselsdagsgave af min kæreste

Plottet i den bog, jeg lige har læst

Hvilke billeder vi hang på væggene på mit højskoleværelse

Hvordan haven dufter hjemme hos mine forældre kl. 7 om morgenen, når man lige er stået op og med søvn i øjnene og kaffe i maven bevæger sig mod busstoppestedet

Hvad jeg var så ked af den aften, hvor jeg slet ikke kunne sove for bare tristhed

Hvilken koncert jeg hørte med mine søstre sidste efterår, og hvad musikken fik mig til at føle

Hvad der stod i alle de breve, jeg har smidt ud

Lyden af min bedstemors stemme

Navnene på de venner, jeg ikke er venner med længere

...jeg vil glæde mig over alt det, jeg allerede har oplevet, men kommer til at glemme.

Jeg har tænkt meget over alt det, jeg kommer til at glemme. Og jeg er kommet frem til, at ting som billeder og dagbogsskriverier kan hjælpe med at fastholde minder og dermed hjælpe med at dulme den værste glemselsangst. Det kan også være dejligt, fordi man får reflekteret over alt det, man oplever.

Men grundlæggende bliver vi nødt til at acceptere, at vi glemmer. Og det er okay. Det er okay at glemme, hvad du lærte i oldtidskundskab, det er okay at glemme, hvad du oplevede på familieferien i ’08, det er okay at glemme din ekskærestes yndlingssang. Det er okay.

Det er naturligt og uundgåeligt og en del af det at være menneske. Vi må stole på, at vi husker det allervigtigste, det, der gjorde størst indtryk. Og desuden skal der jo også være plads til nye minder, til nye navne og følelser og yndlingssange og solopgange. Dem vil jeg glæde mig til, ligesom jeg vil glæde mig over alt det, jeg allerede har oplevet, men kommer til at glemme.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Det gør mig faktisk lidt trist!! Men måske man nogle gange så kommer i tanke om de ting alligevel, fordi man lige stødte på det, og så bliver man lidt forundret og glad midt i glemslen dér

  2. Helene Kemp siger:

    Virkelig fin tekst. Det er som om jeg aldrig er stoppet op og tænkt over den lille glemsel, men din tekst for mig til dvæle ved tanken på en måde jeg godt kan lide

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *