Jeg er en anden mig i min musik
Kristoffer og Solvig står på scenerne med deres egen musik eller eget band i ryggen. De er frontfigurer. De er sig selv, men de er også nogle helt andre. Anton har snakket med dem om balancen mellem fiktion og virkelighed på scenen. Hvem er man, når man optræder? Skal man planlægge sit udtryk, sine dansetrin, sin persona, eller skal man give helt slip på sig selv? Det har de to forskellige svar på.
Illustration af Frida Sønderlev Hansen
Vi har brugt rigtig mange timer på at snakke om, hvordan vi danner os et udtryk i det band, jeg spiller i. Hvordan ser man rigtig ud på en scene? Hvordan bevæger man sig rigtigt? Hvilket tøj har man på? Den samtale kan hurtigt blive lidt anstrengende – mest af alt fordi der ikke er et facit. Men i virkeligheden synes jeg, at det er helt vildt spændende.
Jeg har længe været meget fascineret af de artister, der danner sig et helt univers omkring deres musik, og det er, som om det særligt er til koncerter, at det kommer til udtryk. Det er, som om et menneske på en scene pludselig kan blive en så ophøjet personlighed, at man bliver suget ind i deres musikunivers. Det har fået mig til at undre mig over, hvor stor en del af sådan nogle optrædender, der kommer direkte og spontant fra kunstnerens personlighed, og hvad der er planlagt og opdigtet ned til detaljen.
Jeg har snakket med Kristoffer Højkvist og Solvig Ringhof fra VAKT, som begge er den type frontfigurer, der er lige så meget historiefortællere, som de er sangere. De har hver deres take på, hvordan man finder balancen mellem virkelighed og fiktion på scenen. Det er blevet til en podcast, som du kan lytte til herunder.
Det er som at skrive dagbog, hvor man godt må finde på ting, der ikke er sket.
Venner, jeg har hørt den fire gange nu. Jeg ved ikke, hvad det er, men I er så afslappende af lytte til.
Morten, my man <3