BIDRAG: Hvor langt kan jeg nå?

12. marts 2021

Da Nanna starter på højskole, møder hun Andrea. Hun er 22 år ligesom hende selv, men alligevel anderledes. Andrea har siddet i kørestol, siden hun var 13, mens Nanna stadig kan gå. Til gengæld er Andrea på landsholdet i racerunning for tredje år i træk og skal forsvare Danmark ved ParaVM. En historie, som gør så stort et indtryk på Nanna, at hun vælger at lave en dokumentarfilm om Andrea.

Når du har set filmen, kan du læse videre, hvor Nanna løfter sløret for, hvordan hun og resten af filmholdet har grebet så sårbart et emne an, og hvad Nanna håber, du tænker næste gang, at du møder en, der sidder i kørestol. Andrea er nemlig præcis ligesom dig og mig – hun snakker bare lidt langsommere.

”Da jeg skulle til at løbe, var jeg ved at skide i bukserne." - Andrea

Hvordan opstod idéen til at lave en dokumentar om Andrea?

Nanna: ”Vi (filmholdet, red.) har alle gået på højskole med Andrea. Hun havde lige været til ParaVM, og vi sad en hel højskole i spisesalen og så med på skærmen, da hun skulle løbe. Vi var helt oppe at køre over, at hun blev nummer tre. Allerede dengang tænkte jeg, at det var en ret vild historie, som var oplagt at filmatisere. Så da vi pludselig havde temauge, hvor vi skulle lave film, og jeg endda endte i samme gruppe som Andrea, var der ingen tvivl om, at det var hendes historie, som vi skulle fortælle.”

Hvordan greb I så sårbart et emne an?

Nanna: ”Det er altid svært at finde ud af, hvad man må spørge om, og hvad man ikke må. Vi startede derfor ud med at spørge hende, om der var noget, som vi skulle undlade at komme ind på i det dybdegående interview. Hun svarede, at vi kunne spørge om alting, og ellers skulle hun nok sige fra. Det var tydeligt, at hun gerne ville fortælle sin historie til andre.

Fotograf: Helene Wiesenhaan

”Da jeg var 13, blev jeg opereret for en kræftsvulst i hjernen. Under operationen skete der noget med min balancenerve, som gør, at jeg sidder i kørestol i dag.” – Andrea

Hvad var det mest udfordrende i processen?

Nanna: ”Vi ville gerne lave en film, hvor det ikke skulle være synd for Andrea, men hvor seeren skulle tænke: ”Shit, hvor er hun sej!”. Det kan hurtigt blive noget følelsesporno, hvor der kommer trist musik, og man får ondt af hende. Det var vigtigt for os, at det ikke blev med den vinkel på – for det er slet ikke sådan, Andrea er! Det er jo en vildt rørende historie, og den har også fået et par stykker til at græde. Men samtidig er det vigtigt at få det med, at hun er ved at skide i bukserne – det fyldte mere i hendes hoved, da hun var til OL, end at hun ikke var som alle andre.”

Hvorfor skal Andreas historie fortælles på film?

Nanna: ”Film er en vildt fed måde at fortælle om de mennesker, som folk ikke tør se i øjnene på gågaden. Det er fedt at få eksponeret Andreas historie på en kæmpe skærm og få lov til at vise, hvor megasej hun er! Filmen kan forhåbentlig få andre til at se folk i kørestol som nogle helt almindelige mennesker. Det har Andrea været engang, og det er hun stadig. På film bliver man tvunget til at se hende i øjnene og indse, at hun er præcis som en selv – hun snakker bare lidt langsommere.”

Hvordan har Andrea taget imod filmen?

Nanna: ”Andrea har taget virkelig godt imod filmen og delt den med mange. Hun kontaktede mig også et halvt år efter og fortalte, at hun havde vist den til nogle nye mennesker, hun havde mødt. Det er blevet hendes måde at fortælle, hvem hun er.”

”Første gang jeg sad på en racerunner følte jeg, at jeg fløj. Jeg havde den bedste følelse i maven og følte mig på toppen af verden!” – Andrea

Hvilket indtryk håber du, at filmen gør på seeren?

Nanna: ”Jeg håber ikke, at seeren får medlidenhed med Andrea, men derimod får respekt for hende. Det er det allervigtigste! Derudover håber jeg, at den giver en modet til at forfølge sine drømme. Hvis Andrea kan komme til VM efter at være blevet handicappet, så kan vi andre også tage os sammen, bare fordi vi ikke får en god karakter eller får afslag på drømmestudiet.”

Har du gang i nogle nye projekter?

Nanna: ”Lige nu er jeg ved at klippe en dokumentar om 13 unge, som tager toget til Marokko for at skåne miljøet. På samme tid lukker verden ned pga. COVID-19 og tvinger dem til at vende hjem. Filmen handler om klimakrisen, der møder coronakrisen, og hvordan de to kriser minder om hinanden.”

Interview af Sara-Sofie, filmredaktør i Aarhus

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her