At lede i sin navle efter et spejl man kan se sig selv igennem

“Du virker til at være en meget følsom person. Og det virker til at du hader dig selv for at være det.”

Med de ord havde min skrivelærer forvandlet min vejledning til en psykolog-time. Jeg holdt mit blik bøjet mod papiret, mens jeg prøvede at identificere hvor i min tekst, hun havde set det. Vi havde aftalt, at jeg skulle skrive hver dag, men jeg havde ikke tænkt, at jeg ligefrem skrev dagbog.

“Eller har jeg ikke fat i noget der?”

Jeg var fanget i en psyko-analytisk læsning. Freud siger, at jo mere ens analysegenstand/subjekt (mig) kæmper imod den påstand man laver om dem, jo tættere er man på sandheden. Det nyttede ikke rigtigt at kæmpe imod. 

“Det kan der sagtens være noget om”, blev mit joviale svar. 

Jeg er ikke bange for at snakke om det, men jeg er bange for absolutter. Jeg er bange for at erklære at være et og andet. Ligesom man hader at skrive jobansøgninger. Det er med ens egen person, som det er med gode historier – show it, don’t tell it. 

Min lærer havde fået mig til at skrive ud fra sætningen ‘jeg kan huske…’. Nogle af de steder, hun påpegede som ekstra følsomme var disse:

Bevismateriale 1:
jeg kan huske at jeg plejede at græde når jeg så gamle mennesker spise alene
min mor måtte lære mig at finde på historier om dem

Bevismateriale 2:
jeg kan huske at jeg fandt en fugl der var fløjet ind i et træ med næbbet først
og døde sådan
vi begravede den i vores have
jeg sømmede to pinde sammen til et kors
og genopdagede hvordan man brugte vores printer
så jeg kunne trykke salmer ud til os

Bevismateriale 3:
jeg kan huske at jeg prikkede huller i mit rullegardin med en tegnestift
så stjerner kunne lyse i mit vindue om dagen

Og hadet mod det følsomme bestod i de her passager:

Bevismateriale 1
lysten til ikke at blive gennemskuet
der lever sammen med lysten om at blive forstået
det er når jeg ruller mig sammen om mig selv som en bænkebider
at have det demonstrativt dårligt
uden at ville snakke om det

Bevismateriale 2
jeg kiggede på dig i nat
uden du kunne sige at jeg skulle stoppe
det er på den måde
jeg føler min omsorg er et overgreb

Bevismateriale 3
jeg håber du sætter pris på
at jeg prøver at elske dig
på en måde du ikke opdager

Hendes kommentar sendte mig ud i en glidebane. Mit blik og mine fingre farede i navlen og jeg tror aldrig helt, at jeg fik dem ud igen. Jeg citerede det øjeblikkeligt til min daværende forelskelse. Han havde før sagt, at mine følelser sad udenpå tøjet, samtidig med at jeg opførte mig som om, at man ikke kunne se det. Hans svar kom prompte:

“Hahaha, spot on”

Jeg har gået i en evighed og ledt efter sandheden om mig selv – jeg ville måske endda sælge min sjæl, hvis bare jeg fik lov at lære den at kende. Og nu blev jeg tilbudt det helt gratis. Men jeg ville ikke tage imod den bare sådan lige, det var næsten for nemt. Hvis nogen skulle se mig som en følelsesmæssigt udfordret person, så skulle det da lige være ham, der ændrede min forholdsstatus til ‘det er kompliceret’, og hende, der trækker mening ud af tekster som arbejde. 

Når jeg alligevel selv genkender at være en følsom person, handler det også om sætninger, historier, dem jeg selv husker, og dem, der bliver sagt til mig. Mine egne beviser.

Delvist tror jeg, at det kan forklares med en historie i en historie. Noget, min mor fortalte, hun var blevet fortalt: at hun ikke skulle være ked af, at hun var følsom, for den, der har let til tårer, har let til smil”. På samme måde ser jeg også mig selv som en historie i min mors historie. Eller den anden vej rundt, hende som en historie i min.

“Jeg tror, at du minder meget om mig”, har min mor tit sagt til mig, når vi snakker om vores følelsesliv.

Det er både blodets bånd, men også ordene, der strammer som en snor rundt om min opfattelse og indsnævrer den. Jeg kan ikke selv binde hændelser sammen og tænke, at jeg minder om min mor, uden at jeg også kommer til at tænke på alle de gange, hun har nævnt det. Det er umuligt for mig at skille ordene ad fra mine minder, de sidder fast som et klistermærke fra folkeskolen. Selv hvis jeg får det af, vil der stadig være lidt efterladenskaber, en smule klister, en flig af papir. Jeg kan putte et nyt klistermærke over, men jeg ved at det har været for at dække over det gamle.

Hver gang min mor siger, at hun tror, at vi minder om hinanden, følger hun op med at minde mig om, at jeg ved det bedst selv. Men hvem kender en bedst? På tidspunktet havde jeg lyst til at sige til min skrivelærer, at hun havde fuldstændig ret, at jeg var gennemskuet. Imidlertid går jeg heller ikke og forestiller mig, at selvindsigt er en af mine største kvaliteter. Især fordi jeg ikke syntes, at min tekst var oplagt følsom.

Der lever versioner af mig i folks hoveder, som jeg engang ville gøre meget for at kende til. Jeg troede engang, at der fandtes en sandhed om mig, som jeg kunne opnå, hvis bare jeg fandt den person, der ville betro den til mig. Efterhånden er jeg blevet indlemmet i flere folks forestillinger om, hvordan jeg er som person. Henover hovederne på tomme øl har jeg blandt andet fået at høre, at jeg er arrogant, dum og klog. 

Det har vist mig mere og mere, at det at blive opfattet ikke er at blive set. Og selvom jeg prøver at få mange mennesker til at lyse på mig på samme tid, kan jeg stadig kun kigge på et sted af gangen. Selv der er jeg også begrænset af mit hoved som udkigspost. Og der er selvfølgelig også forskel på, hvor tæt folk er på en; det, der langt fra ligner en skønhedsplet, er bare noget chokolade om munden, når man kommer tættere på. Selvsikkerheden, når jeg går alene, er der ikke plads til, hvis jeg skal have et menneske ved siden af mig.

I den tekst jeg skrev, og i min skrivelærers hoved, hvis hun engang imellem tænker på mig, lever der en af de følelsesladede versioner af mig. Som en bevisførelse for følsomhed, kan jeg hive det frem en gang imellem. Men jeg kan ikke lade det være den eneste version, for så smuldrer jeg, så snart nogen ikke kan anerkende den version. 

Og om jeg hader mig selv for at være en følsom person? Måske lidt. Jeg kunne lige så godt bare have accepteret, hvad min skrivelærer sagde, i stedet for at skrive side op og ned. Det nytter jo alligevel ikke noget at kæmpe imod.