At bryde fri fra sociale mediers kvælertag på kreativiteten

Ingen undersøgelse har nogensinde erklæret sociale medier gode for mennesket. Utallige beviser derimod, igen og igen, hvordan hjernen overstimuleres. Man mister tålmodigheden, og dopaminreceptoren brænder af og efterlader mennesket til den grå, virkelige verden, hvor alting går for langsomt. 

Jeg vil være forfatter. Jeg mærker, hvordan tid på sociale medier ødelægger mit fokus og forværrer min evne til at tage små ting i verden alvorligt nok til at beskrive dem udførligt i tekster. Teksten giver mig nogle gange ikke nok, hurtigt nok, selvom det er i teksten, jeg elsker alt mest og er lykkeligst.

Hvis jeg havde levet for halvtreds år siden, havde jeg ikke været hæmmet i flere af mine teenageår af den insisterende distrahering, som sociale medier udgør. Forfattere i ældre tid, var alene med deres tekster og verden, som de kanaliserede uden blå lysende forstyrrelser og brugte tid på, kun afledt af reelle ting; arbejde, mennesker og omgivelser. 

For en ung forfatter i dag er der en kæmpe distraheringsfaktor, som man skal kæmpe imod og dømme til døden, når man vil skrive uforstyrret. 

De seneste uger har jeg ikke været på sociale medier udover for at kontakte folk og samtale. 

Det virker: Himlen er mere blå, det er september nu, mine tekster er mere troværdige. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor meget mere, mennesket – særligt det skabende, der bruger sociale medier i dag – ville kunne skabe, hvis medierne var væk, og man var nødt til at skrive langt mere for at mærke dopaminen. Nogle gange skal det kreative menneske tvinges ud i decideret kedsomhed for at skrive bedst.

Sociale mediers største konsekvens er tidsfrarøvelse: Det tager vores fokus og mindsker vores tålmodighed. For det kreative unge menneske er lige præcis tid, fokus og tålmodighed de vigtigste egenskaber for at dyrke og gøde vores lidenskab, og det, vi skaber. 

Lavpraktisk opfordrer jeg alle og mig selv til at tage dage og uger uden nogen form for sociale medier, så vi kan mærke lidt af den samme verden som Hemingway og Jane Austen: En verden, hvor man ikke har mere end man ser omkring sig, de få ting man læser, de enkelte gode film og så den gode tid til det skrevne.

Hvis alle de skrivende mennesker, jeg kender, skrev, hver gang de bruger tid på sociale medier, ville de have produceret meget mere tekst i kedsomheden eller på farten. Jeg er selv begyndt at åbne noter, når mine fingre søger mod Instagram, og resultatet, selvom hjernen vil over til den hurtigere dopamin, er fedt.

Jeg havde ikke skrevet teksten her og mærket, hvor meget jeg afskyer Instagram hver dag, hvis jeg var havnet derovre i stedet og nu sad og så på endimensionelle versioner af mennesker, som dybest set ikke gør noget godt for mig.

Vi lever i en generation, hvor ingen hjælper os med at komme væk fra digitalisering, fordi fremtiden, videnskaben og materialismen ikke ønsker, vi skal væk fra ChatGPT, Instagram og Snapchat. 

I dag ved man, hvilke konsekvenser medicin såsom thalidomid havde på gravide kvinders fostre i 1950’erne, men mens man brugte det, virkede det bare godt og kvalmestillende. Man vidste ikke, at de fleste fostre led stor skade af medicinen.

Der var ingen, der fjernede kvinderne fra medicinen. I dag kalder man medicinen skandaløs, og konsekvenserne fatale for mange tusinde børn og familier.

Jeg sidestiller ikke den medicinske skandale direkte med brugen af sociale medier, for ingen dør af Instagram, men vores generation svækkes på verdensplan, og det samme gør de næste efter al forskning at dømme.

Alligevel reagerer vi ikke, for vi er midt i det, og kan ikke se klart, at store tech-virksomheder som Meta, fordrejer vores opmærksomhed og fratager os vores fokus fra virkeligheden. Vi skal selv kæmpe imod og huske, at vi som mennesker i sidste ende står med magten over vores eget lille liv. Vi skal ikke ligge under for en ikke-fysisk, ikke-menneskelig autoritet. 

Vi kan lave ungdomsoprør, hvis vi fjerner os fra skærmene og ser op, men tiden er forvirrende, for er der noget at lave oprør mod? Ja, men det er det selvsamme, der gør os glade, får os til at grine og hvor, vi begynder samtaler med folk, der kan blive vores kæreste en dag.

Vi må aldrig glemme, at sociale medier er en form for dopamin-hjernevask, hvilket aldrig var intentionen fra skabernes side, men konsekvensen, og vi skal aldrig lade os drive med ned ad den strøm uden at vide, hvad der sker i vores hjerner imens.

Jeg anbefaler alle at se ‘The Social Dilemma’; en dokumentar, hvori (udover en masse tankevækkende andet information) skaberne af Facebook beskriver, hvordan de startede mediet for at sprede positivitet med likes.

Det var simpelt, og de havde ikke forestillet sig fremtiden inden for sociale medier, og hvor lidt positivitet sociale medier reelt spredte.

Ingen ville kunne retfærdiggøre noget positivt ved synet af et barn, der kan holde på en iPad, inden det kan spise med en ske. Jeg ved ikke, hvad forældrene tænker.

Ingen ville kunne retfærdiggøre en klasseekskursion, hvor alle syvendeklasserne sidder og scroller. Det kan de fleste skoler heldigvis heller ikke længere, fordi de har opdaget konsekvenserne og uroen. 

Ingen ville kunne kalde det dejligt at sidde i en af de asociale togkupeer, hvor man er alene med tyve dårlige holdninger og tyve små, blå lys. 

Jeg ved ikke, hvad vi selv tænker, og det er problemet ved det hele. Vi kan ikke have en mening om alt, vi ser, men mennesket forholder sig alligevel til det meste fra naturens side, så at blive bombarderet med et sekunds indholdstom indhold, er sindssygt stressende og unaturligt for os. Vi kan tage så og så mange ansigter om dagen, but that’s it. 

Se for dig en tur i byen, hvor ingen ser ned, men rundt og op. Ingen beder dig være sjov til en BeReal, eller beder en anden om at tage selfies af jer med trutmund, hvor du tager et glas rødvin for billedets skyld, for det ender muligvis et offentligt sted.

Ingen sidder og swiper på Tinder, men opdager derimod, hvor meget potentiale der er i den blotte bar. Ingen skriver med deres venner om, hvornår de kommer, at de er forsinkede, lidt mere, ikke alligevel, for de ved, hvor gruppen er og kommer, når de kommer.

Ingen har en lille brændende drøm om, at en særlig person kommenterer deres story, så de kan skrive sammen og måske mødes senere, for de mødes, hvis de mødes, og han ved heller ingenting om livet eller dig.

Ingen venter på noget klimaks, for det rummer det virkelige liv sjældent. Bortset fra i langdrag. Folk eksisterer bare og føler deres glæde, ængstelighed eller andet uden forstyrrelser. De går rundt som Rousseau om billardbordet og mærker alting voldsomt og neurotisk, men på et menneskeligt, naturligt plan.

Mennesket føler nok uden at blive kastet mellem følelser og frataget pladsen og tiden til at føle dem til ende af medier. Hjernen og følelseslivet er biologiske, sensitive systemer, og de er skabt til at fungere uafhængigt af igler, der fjerner fokus fra, hvad de har brug for.

De kan ikke længere mærke noget, hvis de ikke får lov af tiden, og det liv, mennesket bør være nærværende i uden for skærmen. 

Jeg lukker noter og slukker min telefon. Jeg skriver bedst i hånden, men det andet var hurtigst. 

Tekst: Pauline Varming

Visuelt: Emma Hjortkjær

Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj