AT EJE SIN UNGDOM

SEIN ønsker at være et talerør for ungdommen. Vi ønsker, at unge har en plads i mediebilledet, hvor der kan blive talt med og til os og ikke om os. Vi ønsker, at unge selv skal kunne fortælle, hvad det vil sige at være ung i Danmark og ung i vores tid. Vi ønsker, at unge skal have ejerskab over vores ungdom.

Laurits, Anna, Carla og Phie giver os i dette indlæg forskellige historier, der viser, hvordan man får taget ejerskab over sin ungdom, og hvad det betyder.

Det kan være svært at føle, at man ejer sin ungdom i en verden, hvor uddannelse fylder så meget. Musikken er en skøn måde at tage ejerskab på og gøre noget, der gør én glad. Netop musikken er en stor del af Laurits og Annas liv. De spiller musik, og sammen udgør de duoen Tigeroak. Her reflekterer de over at eje deres ungdom gennem musikken.

Lyt til Tigeroarks single her

Anna har mødtes med Peter for at snakke om, hvordan han til daglig lever med angst, og hvordan han hele tiden udfordrer sig selv for ikke at lade angsten diktere, hvordan han lever sit liv.

At eje sin ungdom

Tekst af Carla Dengsø

Ejerskabet er i grunden en sjov størrelse, måske fordi konsekvensen af at ​tage​ ejerskab har en modpol: at tage noget ​fra​ nogen. En slags ændring i en sær magtbalance. Selv føler jeg, at vi har det med at tage mere ​fra​ hinanden til vores eget bedste fremfor at bruge ejerskabets kæmpe power til at løfte os ​over ​vores små kroppe.

Når jeg tænker på ethvert menneske, jeg kender eller har kendt, springer associationerne frem på min nethinde: en krydret lugt, farven blå, flossede neglerødder, krøllernes fald i nakken, rytmen i deres gang eller en løjerlig beskrivelse af et stykke musik, som personen engang forærede mig i en samtale. Fortællingen, de har skabt om dem selv, deres idé om ægte kærlighed eller mindet om en diskussion, vi engang havde på en bænk, og som jeg fortsat argumenterer for og imod på vores begges vegne. Argumenter bygget på mit kendskab til personens værdisæt, temperament og vores fælles samtales dynamik.

Egenskaber og tendenser hos mennesker, som jeg sanser gennem mit eget blå øje, der er med til at skabe den skikkelse, jeg ser, skaber det, jeg ​tror,​ er et helt menneske. Lad os kalde dette en skitse. Jeg finder en tryghed i den skitse, jeg genkender mennesker i. Et slags behov for at eje forståelsen af personen, måske fordi rutiner og genkendelsens glæde ved deres nærvær er en tryghed: en kakkelovn, jeg bare behøver at række håndfladerne frem mod for så at lade mine hænder fyldes af varmen, ører af træets knitren og min krop af tryghedens ro og balance.

Når jeg støtter mig op af denne skitse af et menneske, tager jeg det for givet, at der pludselig skulle ske en naturlig forandring. At mennesket skulle udvikle sig i en retning væk fra vores fælles interesser, værdier eller væk fra mig. Når det sker, bliver udviklingen hos mennesket, jeg kender så godt, omdannet til en følelse af mistro mod min skitse. Mistro, fordi illusion og virkelighed pludselig ikke stemmer overens. Illusionen visner, og følelsen af noget uautentisk forfølger vores relation som en bitter smag fra en dårlig nød. Man kan spytte til uendelighed, og stadigvæk sidder bitterheden dér på tungen. En ny duft kan f.eks. give en kort paranoia. Skiftet fra kanel til blomme-odør kan få mig til at studse over, om personen mon stadig er intakt.

Aviserne tegner vores, ungdommens, skitser, til blyanten forsvinder under dem. Her er vi skitseret som psykisk ustabile, evigt tvivlende og alt, alt for dygtige skygger af os selv. Det er følelsen af en overdøvende kursivmaskine, der blæser mig døv på venstre øre og hjernen ud af højre, før jeg overhovedet når at løfte en pegefinger i protest. Jeg kan ikke løfte mig op over den begrænsning, fordi avisens skitse pludselig bliver en del af min egen fortælling om mig selv. Jeg mister forbindelsen til den fremtid og den personlige udvikling, der ellers føltes så fantastisk bundløs og ung. Tvivlen overkommer min egen dømmekraft, og min naive ungdom synes mindre flyvsk og lidt mere rationel. En rationalitet, der ikke kommer fra min egen krop, men fra avisens udråbstegn ​om​ mig.

Tilbage til ejerskabets sjove størrelse: Hvis konsekvensen af at eje er, at man må ​tage​ noget fra​ nogen, må vi lave en slags byttehandel. Vi slipper ejerskabet over vores skitseringer af hinanden, ofrer en vaklende badeboldsagtig proces og ​tager​ ejerskabet over kursivmaskinernes skitsering af os tilbage. I en tid, hvor sandhed er en mangelvare i medierne, må vi som ungdomsgeneration skrive og råbe os til sandheden om os selv, således at vi kan gro sammen som et flerfarvet råbekor. Et råbekor, der tør stå på mål for egne ord fremfor andres ord om os. Vi må være noget i forlængelse af hinanden fremfor at være sammen om begrænsningen. Hvis man vil eje ungdommen, må man eje naiviteten og tro på det ubegrænsede​ i hinanden og i fællesskabet, for kun gennem ideen om, at vi kan vokse i alle retninger og stadigvæk være det, vi er, mennesket eller generationen, gør vi os til ejere over vores ungdom.

At eje sin ungdom er at eje sit liv. Og nogle gange betyder det at tage svære beslutninger. Phie har illustreret ugens tema med et foto af noter fra et break-up, Phie havde i sensommeren i Paris med sin daværende kæreste.

Synes du også, der skal være et talerør for unge i mediebilledet? Støt SEIN på vores crowdfundingkampagne eller ved at dele kampagnen med dem, du kender.