En mavefornemmelse

23. august 2018

Linnea har et kompas i sin mave. En mavefornemmelse, som navigerer i et tumult ungdomsliv. Men det er ikke altid, at Linnea er enig i de valg, der træffes. Det bliver besværligt, når mavefornemmelsen, af og til, går ind og vælger uden hende.

Illustration af Sabrina Mây Elmhoff

Jeg har en mavefornemmelse, jeg lever efter. Jeg accepterer den, adlyder den, mærker efter den og følger efter den. Jeg gør intet uden den. Ja, jeg bliver endda fjern og forvirret uden den. Den er mit kompas, min morale og de hjerneceller, der får min personlighed til at stemme overens med mine handlinger. Det er, som om den har fået indkodet mine karaktertræk. Måden, jeg sætter mit hår i et spænde, så mit pandehår hænger ud langs mine ører; hvordan jeg skriver beskeder som Thomas Helmigs tekster; hvilke mennesker jeg har lyst til at være omkring, og den klapper i hænderne, når jeg sidder i solen og drikker en kop med kaffe i. Når alt er i den skønneste orden. Det er min mavefornemmelse, der hiver tøjet ud af skabet om morgenen. Hvad har jeg lyst til. Det er min mavefornemmelse, der lytter til mine venner. Hvad har du brug for. Det er min mavefornemmelse, der kender mig bedre end alle andre. Kender mig bedre, end jeg selv aner. Men det får den til gengæld også til at reagere med skingre sirener, så snart jeg gør noget, der ikke stemmer overens med DNA-strengen, den så akkurat har indkodet.

Den får mig til at føle langt mere, end jeg behøver at føle, fordi jeg evigt og altid skal mærke efter.

For lige så meget som min mavefornemmelse puster mig i alverdens rigtige retninger, lige så vel spænder den ben for mig. Får mig til at mærke efter i situationer, hvor jeg burde være ung og ligeglad og måske også bare drikke mig fuld nok til nogle moralske tømmermænd. Men i stedet stopper den mig i akten og gør mig rationel og sammensat. Hvad end det virker som udadtil. Den får mig til at føle langt mere, end jeg behøver at føle, fordi jeg evigt og altid skal mærke efter. Hvordan har jeg med det her lige nu. Hvilket bare ender med at stille mine tanker op som rodede dominobrikker. Gør mig konstant bevidst om mit humør, fordi den per automatik sanser hvert et indtryk, jeg får omkring mig, og sender hvert og et videre til min anstrengte hjerne. Får mig til at gøre ting, som jeg egentlig ikke har lyst til – eller holder mig fra at gøre ting, jeg netop har lyst til. Som at jeg ikke bare kan lade som ingenting, når den fulde pige til festen begynder at græde, selvom jeg har lyst til bare at gå ind til de andre. Det kan jeg ikke, fordi så sender min mavefornemmelse den gift ud i min krop, der hedder dårlig samvittighed. Jeg ikke kan få mig selv til at tilgive, når jeg føler, det er forurettet. Selv når jeg ved, at det oprigtigt er for det bedste og noget, jeg har brug for, så kan jeg ikke give ordentligt slip, fordi vreden stadig er i min mave med alle de andre fornemmelser, der sitrer rundt. På nogle måder begrænser og forråder min egen mavefornemmelse mig.

I andre situationer kan den redde mig. Som engang den stoppede mig, før jeg skulle til at have sex med én, jeg ikke var helt sikker på, jeg havde lyst til at have sex med. Som om den vidste, at jeg ville fortryde det. Som en ven på sidelinjen. Og så er der de situationer, hvor min mavefornemmelse er i tvivl. Så kan jeg pludselig gå helt i selvsving, når jeg skal vælge mellem bulgur og ris i supermarkedet.

På nogle måder begrænser og forråder min egen mavefornemmelse mig.

Det er min mavefornemmelse, der får mig sikkert hjem fra byen, som sætter sig ved siden af den generte, som tømmer opvaskemaskinen, men det er også min mavefornemmelse, der stjæler lidt af den ungdom, jeg er midt i. Gør mig lidt mere voksen, moden, ordentlig, end jeg har lyst til at være. Den er som mit fejlfrie jeg, der ligger forventningerne til mig selv og mine omgivelser latterligt højt. Der ligger og presser mig, som vil min mavesæk gå i forrådnelse, hvis ikke jeg lever op til dem. Men jeg er godt klar over, at jeg ikke altid kan have rent mel i posen og en god smag i munden. Jeg er godt klar over, at jeg er et helt almindeligt menneske. Et af de slags, der kan være egoistisk. Som kan finde på at skrabe efter avokadoen i salaten eller udnytte dem omkring én. Som kan bagtale og retfærdiggøre det bagefter. Og som kan tøve, skabe sig og mangle overskud.

Jeg har en mavefornemmelse, jeg ikke ved, om jeg kunne leve uden. Den er i min hverdag, i min weekend, i mine ord, i stort set alt, jeg gør. Hver gang jeg danner mig en mening, hver gang jeg træffer et valg, i alle situationer jeg finder mig selv i. Den former mig, såvel som den former mit liv, og jeg har ro i sjælen, når min mavefornemmelse er god. Den er grunden til, at jeg rejste til Israel for at dyrke landbrug sidste sommer, og den er grunden til, at jeg om et par dage flytter til Aarhus uden studie, job eller en plan. Den er grunden til, at jeg kan træffe vilde valg uden at blinke, fordi det føles rigtigt i min mave. Jeg opsøger den i tider, hvor jeg sidder fast, og så hiver den mig op ad hullet, men den er nok også grunden til, at jeg graves ned i hullet til at begynde med.

Jeg er så glad for at kunne mærke mig selv så godt i uvante situationer, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne handle ud fra alt omkring mig uden at føle efter indeni først. Jeg er 19 år, og jeg må gerne være ung og dum, og jeg må også gerne gøre det forkerte. Og jeg må vælge forkert. Flere gange, hvis der skulle være behov for det. Jeg har en mavefornemmelse, som navigerer mig rundt i et omfattende liv, men jeg vil øve mig på at køre spontane ruter og se, hvor det tager mig hen. Jeg vil øve mig på at synke engang imellem, når min mavefornemmelse kravler op ad min mavesæk for at brokke sig.

Hvad tænker du?

  1. Lotta siger:

    Det her minder mig om mine tankestrømme, som har deres eget liv, når jeg ligger vågen om natten og beskriver lidt for præcist mine indre frustrationer og samtidigt de ting jeg er stoltest af ved mig selv. Tak for at føle det, beskrive det og dele det!

    1. Anonym siger:

      Et kæmpe selv tak! Tak for beskeden og ordene du får sat på det.

  2. Mathilde siger:

    Jeg mærker mit hjerte, som du mærker din mave. Når noget føles forkert og skal ændres, så er det mit hjerte der fortæller mig det, ved at banke højlydt og uroligt. Og hvis mit hjerte er i ro og veltilfreds, så er jeg det også. Tak for at dele !

    1. Anonym siger:

      Det er en vild ting, når ens krop kan tale til en på den måde. Tak for at læse og fortælle mig, at jeg ikke er ene om det!

  3. Astrid Bom siger:

    Wow Linnea, jeg tror aldrig jeg har læst en tekst jeg kunne identificere mig så meget med. Og er virkelig enig i det sidste afsnit.

    1. Anonym siger:

      Kære Astrid, hvor går din besked rent ind. Hold op, hvor er jeg glad for at min tekst kan ramme dig på den måde. Og ikke mindst at du fortæller mig det. Det er simpelthen så motiverende og belønnende med kommentarer som din!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her