At finde det smukke i det anderledes, det abjekte og australske datingprogrammer

Jeg ser et australsk datingprogram, ‘Better Date than Never’, der handler om mennesker, der aldrig har været på date før. Mennesker, der er villige til, at andre peger et kamera direkte mod dem, hvis det betyder, at nogle castere vil forsøge at finde nogle, der gerne vil på date med dem.

Der er en 68-årig transkvinde, der har boet alene på en gård i 40 år, og som godt kan lide sine køer, fordi hun kan tale med dem, uden at de har noget imod det, og fordi de smager godt.

Der er et medlem af Syvende Dags Adventistkirken. Det er vigtigt for hende, at hendes date tror på, at der er en Gud og ikke siger hende imod.

Der er en japansk nørd, der kalder sig selv en weeb, fordi han går så meget op i japansk kultur. Det er pinligt, selv for en weeb, der bruger sin første date på at fortælle om sin store samling af Hot Wheels. Hun spørger, hvor stor samlingen er, han svarer adskillige kasser. Han har sorteret dem alfabetisk efter mærker. Hun har ikke lyst til en anden date.

Og så er der en mand, der har handicappet cerebral parese, er spastiker og aldrig har været på date før. Han viser en krukke med farvede sedler, hans kusine har lavet til ham med forskellige opmuntrende ord. På den første seddel står der: ”Tænk på alle de ting, som dit handicap ikke forhindrer dig i at være god til”.

Han fortæller, at han begyndte at græde, da han fik gaven. Jeg får tårer i øjnene, mens jeg ser programmet.

Jeg har lyst til at række hånden gennem skærmen og fortælle ham, at jeg synes, at han er vildt flot. Hans venstre arm kan ikke strækkes ordentligt ud, han har skinner på, går med stok, men halter alligevel.

Jeg tænker på, at jeg har lyst til at have sex med ham. Hvor fantastisk det må være at gå på gaden sammen. Han siger i programmet, at han har lyst til, at folk ser ham for ham. Han har ikke lyst til, at hans handicap skal definere ham.

Jeg drømmer mig væk i fantasier om, hvor definerende det ville være for os begge to, hvis vi var kærester. Man ville altid kunne høre os komme gående: Jeg går ujævnt, og man ville kunne høre hans stok.

At have sex. Vi ville blive nødt til at finde på vores helt egne stillinger, fordi de konventionelle ikke ville virke for vores kroppe, det ville være åbenlyst.

Aldrig ville jeg blive tvunget ned på alle fire i en doggystyle igen, vi ville famle os frem, vi ville svede og vi ville grine, og vi ville holde om hinanden med arme, der ikke helt virkede, hver gang nogen kiggede mærkeligt på os.

Klokken er 1 om natten, mens jeg ser programmet, jeg er alene og i det øjeblik kan jeg ikke forestille mig noget mere befriende end at have en handicappet kæreste. I det øjeblik kan jeg ikke forstå, hvorfor det ikke er det mest tiltrækkende i verden at have et handicap.

Jeg forstår ikke, at det at have en krop, der kan bøjes på nye og spændende måder bliver koblet sammen med det at have en Hot Wheels-samling.

Klik her og Støt SEIN

Manden fra det australske datingprogram er på date med én, der hedder Claire. Hun fortæller ham, at han har smukke øjne, de er hasselbrune, og jeg læner mig tættere på skærmen. Det føles som ægte kærlighed.

De går sammen ned til en bænk, hvorfra de kan se solnedgangen, og hans krop er oplyst af gyldne farver. Selvom hans CP er venstresidet, og min er højresidet, føles det som, at vi bevæger os på præcis samme måde. Det spastiske er en koreografi, som kun vi kender, og som kun vi kan genkende.

”Hvordan har du det med at være handicappet?” spørger hun ham.

”Det er selvfølgelig hårdt,” siger han. ”Men uden mit handicap vil jeg heller ikke være mig. Jeg ville ikke have lært at være så empatisk, at være så tålmodig, at være mig.”

Det er de samme bevægelser, det er det samme svar, som jeg ville give. Nogle gange føles det som om, at vi alle sammen har fået udleveret det samme manuskript og lært det udenad, uden overhovedet at prøve.

Sammenbidt taknemmelighed over en anderledes krop, frygten for at rejse sig, for at gå på toilettet på en date, bevidstheden om, at man fremstår bedst, når man er mest statisk. Angsten over at møde et blik, møde dine øjne, der finder min krop smuk. Det er meget at leve op til. At være smuk er et ansvar, jeg ikke altid kan imødekomme.

Jeg barberer mine ben for anden gang i mit liv som 20-årig, efter du har kaldt mig smuk nok gange. Barberede dem en enkelt gang før i ottende klasse, da jeg var forelsket i Jonas fra min klasse og ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre ved det.

Dengang brugte jeg en engangsskraber, nu lånte jeg min mors elektriske barbermaskine. I de syv år, der gik mellem første og anden gang, voksede mine benhår sjovt nok tilbage til deres fulde længde. Jeg kunne sno dem om mine fingre, næsten lave fletninger.

Jeg var feminist, blev jeg ved med at sige, feminist, jeg var klar over, at det at have barberede ben som kvinde blot var et kapitalistisk skønhedsideal, jeg ikke skulle lide under, ikke bukke under for.

Jeg var feminist, begyndte altid at have strømpebukser på, selv på de allervarmeste sommerdage, eller lange bukser. Jeg havde altid blege ben hele sommeren, fordi de aldrig fik lov at se solen. Det var selvforstærkende, så var de grimme hele sommeren.

Jeg var feminist under mine lange bukser. I studentertiden, da vi badede i det traditionsrige springvand, havde jeg en lang nederdel på, der klæbede sig til min krop.

Til sidst er jeg 20 år og giver op og barberer mine ben, nogle dage inden jeg skal besøge din familie for første gang. Jeg kører mine fingre over den glatte hud. Det føles som ben, der tilhører en lille pige, forsøger jeg at tænke. Det føles som smukkere ben, tænker jeg. Det føles som smukkere ben.

I tv-serien ‘How I Met Your Mother’ siger en af karaktererne, Robin, at hun ligner en tyrkisk lebbe med behårede ben. Det er forkert sagt. Jeg har set den episode tre gange.

Jeg ved ikke, om Robin har ret, eftersom serien aldrig viser et nærbillede af Robins ben. De er måske for grimme, måske var skuespilleren Cobie Smulders bange for, at et nærbillede af hendes behårede ben ville ødelægge hendes karriere.

Problemet er, at jeg aldrig har set mine ben være pænere, problemet er, at jeg ikke ved, om det passer. Problemet er, at en tanke plantet af samfundet stadig er en tanke, der vokser hurtigere og kraftigere end mine benhår.

Min krop er smukkere uden hår, min krop ville være smukkere uden et handicap, det er sandheden. Jeg har lært om den klassiske æstetik, om de antikke skønhedsidealer, vi har arvet gennem stivnede skulpturer og matematiske beregninger af det smukke.

Jeg har lært om socialt konstruerede kønsroller, om beskrivelsen af grim og grotesk æstetik, såsom det amorfe og det abjekte.

Det abjekte er en mellemting mellem subjektet og objektet. Det er noget, der er frastødt af subjektet, som ikke længere er en del af det, men stadig bevarer en vis tilknytning til det og dermed ikke bliver sit eget objekt.

Det er bræk, det er lort, det er menstruationsblod, det er snot, det er benhår, det er slim, det er noget, vi som samfund finder grimt, fordi vi ikke kan kontrollere det.

Da jeg var lille, omtalte jeg min højre hånd som sin egen person, når den gjorde ting, jeg ikke kunne styre. Jeg sagde ”han” om ham, for at markere, at min ene hånd ikke var en del af mig, selvom den sad fast på mig. Højre hånd er det abjekte, mit handicap er det abjekte.

Jeg skrev SRP om æstetisering af kvindelig lidelse i kunst og litteratur. Om alle de smukke kvindelige lig, der flød lige så stille og passivt rundt i kunsthistorien. Om moderne eksempler på en nyere og grim æstetisering, en omfavnelse af det abjekte, en udnyttelse af det abjekte. Hovedpersonen i den roman, jeg analyserede, sked bevidst på gulvet, da hun blev fyret.

I ‘Call Me by Your Name’ kysser Oliver Elios mave, mens han skider, hans kærlighed omfatter det abjekte. Det er en smuk scene. En smuk scene i bogen altså; da bogen blev filmatiseret, var scenen for grim til at være med. Hvis jeg skriver, at du holder mig i højre hånd, er det så grimt nok til, at jeg bliver nødt til at slette det?

Tekst og visuelt: Laura Rye Bislev