At have hovedet for meget i sit eget kosmos

Forleden spurgte en veninde mig, hvem fra Sex and the city jeg synes, jeg mindede mest om. Det ledte til en længere snak, som blandt andet endte ud i en konklusion om, at alle piger nok ikke var enten Carrie, Miranda, Samantha eller Charlotte, men så meget desto mindre – samtalen endte med spørgsmålet, ”hvem synes du jeg minder om?”. Klip til mig der sidder tilbage og bider negle og tænker, ”ikke carrie, ikke carrie, ikke carrie”. Og hvorfor ikke?

Jo nu skal du høre!

Jeg er frygtelig bange for at være selvoptaget.

Og inden du tænker noget, vil jeg gerne forudgribe en naturlig tanke. At jeg skriver dette indlæg, som ærligt talt er ret navlepillende, gør mig naturligvis lidt til en Carrie. Ja ja, jeg ved det:”and that made me wonder…..”. Det er jo faktisk mig: ”og det fik med til at tænke på…..”. Men når jeg nu ligesom har forgrebet den naturlige slutning og givetvis er en Carrie, der sidder her i min egen lejlighed og skriver ligegyldige tanker om førsteverdensproblemer, vil jeg gerne videre i teksten:

Jeg blev nemlig instantly bange for at være egoistisk.

At nogen er egoistisk, er et begreb, jeg ofte bruger i flæng: ”han-hun var egoistisk.” Jeg er ikke i tvivl om, hvornår jeg skal bruge ordet, og om hvem jeg synes, er det. Lige indtil det kommer til mig selv. For den håndfuld tekster jeg har skrevet for SEIN, handler faktisk alle sammen om mig. Og selvom jeg ikke føler mig som nogen main character, nu hvor jeg sidder med uglet hår og joggingbukser på og gør mig store tanker om mig selv, får selve det faktum mig til at tænke – hvordan ved jeg, om jeg er egoist?

På sproget.dk står der om selvoptagethed, at det defineres ved at være en,”som har for meget ego i sit kosmos”. Det synes jeg er en fin definition. Som jeg skriver dette indlæg, har jeg netop læst til eksamen i 2 uger og har været fuldkomment i mit eget kosmos. Jeg har siddet med hovedet godt gravet ned i mine bøger på en måde, hvor jeg har glemt at ringe til min familie, glemt at skrive til mine venner, glemt at…… når jeg har holdt fri, har sol og måne drejet sig om mig. Jeg ved, at det er fair at have travlt, men det er ofte, at livet går så stærkt, og jeg har så mange tanker og planer i mit hoved, at jeg er bange for, at jeg glemmer folk omkring mig.

Er det det samme som selvoptagethed?

Hvis det, at være selvoptaget, er at have for meget ego i sit kosmos, tror jeg nogle gange, at jeg drejer for meget om min egen akse. Men jeg er også kun en lille, ung planet. Måske det undskylder lidt? Jeg tror nemlig, at der er noget naturligt i at være selvoptaget, når man er ung. Man skal finde sine ben at stå på, og selvom at det er en efterhånden fortærsket pointe, er der, i det samfund vi lever i i dag, ingen der kommer og fortæller os, hvordan vi skal gøre tingene. Ergo, kræver det en del pillen navle for at finde ud af, hvad man skal.

Mange der læser det her indlæg på SEIN har måske sabbatår, og skal finde ud af, hvad de vil læse, og om de vil læse. Måske er I gået i gang med noget, men er i tvivl. Eller er bare i tvivl. Jeg selv bliver bachelor til næste sommer og skal tage stilling til, om jeg vil tage den naturlige overbygning. For der er altid et men i baghovedet. Et MEN jeg kunne også læse noget andet. Et MEN jeg kunne også bare sige fuck it og arbejde på en bar fuldtid. Et privilegeret MEN, som gør mange af os unge i stand til at vælge at gøre tingene anderledes, men også et MEN, der kræver arbejde. Og det kræver naturligvis en hvis selvoptagethed at skulle træffe mange valg for sig selv og sit liv, især med tanke på at valg kan føles vigtige, når man kun har sig selv at stille til ansvar.

Det, tror jeg, gør mange af os til lidt nogle Carries i vores 20ere. Men måske er det ikke så meget vores skyld;

Når samfundet opstiller en præmis om, at vi hele tiden skal opfinde den dybe tallerken, så ender man sjovt nok med at glo en del på den tallerken – hvordan skulle man ellers opfinde den? Og hvis min metafor ikke er god nok, er tallerkenen du og jeg. Vi er nogle store, lækre dybe tallerkener, som venter på at blive opfundet…eller fyldt med noget godt…..og det skal gøres af os selv.

Jeg tror i hvert tilfælde, at det gør mig til en Carrie engang imellem. Men det er ikke af ond vilje. Jeg prøver faktisk ihærdigt at få hovedet ud af min egen røv. Både fordi det absolut vigtigste for mig er, at kunne være noget for andre, men også fordi at det ikke er et rart sted at være. Jeg tror ikke, at det er sundt at gruble for meget og pille for meget navle, og jeg har faktisk hørt, at ens finger kan komme til at sidde fast hvis man gør det for meget. Eller det fik jeg i hvert tilfælde af vide som barn, og så er det jo nok rigtigt?

Så af frygt for at komme til at gå rundt med en finger, der sidder fast inde i min navle og se sjov ud, vil jeg stoppe min tankestrøm her og konkludere følgende; jeg er nok lidt en Carrie nogle gange. Men hvis ret skal være ret, er jeg også kun 24 år. Jeg ved ikke, hvad jeg skal endnu – både sådan på et helt generelt plan, og når jeg tænker på, hvad jeg skal have til aftensmad. Og man er vel nødt til at tænke på sig selv engang imellem, hvis man skal finde ud af det?

Til gengæld er jeg færdig med eksamen nu, så jeg vil gå ud og ringe til min mor og far. Og mine veninder. Og alle andre som jeg har glemt. Det er sjovere at være i sit eget kosmos med andre. Men bagefter, når min pillenavle-finger har hvilet lidt, vil jeg tillade mig selv at fortsætte med at pille lidt navle.

Hov jeg fandt faktisk noget! Nå nej.

Det var bare en nullermand.