Jeg vil føle mig hjemme på tribunen som kvindelig fodboldfan

Byen sitrer, man kan næsten mærke, at fodboldkampen skal til at begynde. Følelsen er særlig intens, når ens eget hold skal spille. Min cykeltur gennem byen er fyldt med halstørklæder og fodboldtrøjer i de samme farver som mine egne, og for hvert menneske, jeg cykler forbi, stiger intensiteten.

Jeg finder min vej gennem menneskene, og nærmer mig langsomt stadion. Jeg er hurtigt omgivet af fans, der er med til at varme stadionets kolde beton op, mens vi alle sammen forbereder os på kampens start.

Overmaskuliniser eller gem dig

Mine tanker om fodboldkampen begynder dog lang tid før min tur til stadion. Jeg bruger tid og energi på at fokusere på, hvordan jeg kommer til at fremstå som kvinde på tribunen – det gælder både påklædning og opførsel.

Personligt har jeg en tendens til enten at overmaskulinisere min opførsel eller falde helt i baggrunden, for at tiltrække mindst mulig opmærksomhed.

Tankerne stopper ikke kun ved min ydre fremtoning, men er også ved mine handlinger op til og under kampen. Jeg er opmærksom på, hvem der skal tjekke mig ved indgangen og forbereder mig på, hvilket svar jeg skal komme med til kommentaren: “Jeg tager lige på dig,” efterfulgt af et skævt smil eller grin.

Jeg er opmærksom på, hvornår og hvor lang tid, jeg har min mobil fremme – man vil jo nødigt ende med at blive hængt ud sammen med resten af sit køn på en tifo.

Men hvorfor fanden er det egentlig lige, at jeg skal bruge min energi på at tænke så meget over, hvad andre tænker om min opførsel, fremfor at bruge min energi på at bakke holdet op? Måske det helt enkelt bare bunder i, at man godt vil høre til og være en del af det store fællesskab.

Jeg ser mig selv som en rimelig selvsikker kvinde, og derfor undrer det mig også, at jeg føler et behov for at indordne mig. Den tanke og undren fik mig til at overveje, hvorvidt jeg er fan på mændenes præmisser og ikke mine egne.

Er det fordi, man som kvinde er nødt til at indordne sig, for rigtigt at kunne få lov til at være en del af fællesskabet på tribunen?

Hvis tribunerne kunne tale

Selvom jeg som oftest føler mig som en del af fællesskabet, har det taget mig lang tid at opnå en følelse af tryghed og det at være velkommen. Det har nok også noget at gøre med, at jeg stadig en gang imellem bliver mindet om følelsen af ikke at høre til.

Sammenholdet på tribunen kan nemlig hurtigt blive skiftet ud med splittelse, når man bliver bedt om at forklare offside-reglen eller recitere start 11’eren. Det er som om, at den gamle skole af fans lige skal køre et sikkerhedstjek af os “nye” kvinder, for lige at sikre sig, at vi ikke tager pladsen for en bedre (mandlig) fan.

Forholdene for kvindelige fodboldfans i Danmark

Jeg er ikke alene om disse følelser og erfaringer og derfor er organisationen FanNetværket for Kvinder blevet stiftet. 

Organisationen blev lanceret i 2021 og er et netværk, der samler kvindelige og non-binære fodboldfans på tværs af de danske klubber. De har hvert år siden deres opstart lavet en spørgeskemaundersøgelse, for at kigge nærmere på forholdene for kvindelige fans i Danmark.

Det skal nævnes, at undersøgelserne muligvis ikke er repræsentative, men at de, baseret på deres indsigt i det danske fanmiljø, giver et godt indblik af, hvad kvindelige og non-binære fans oplever.

Sara Gangsted sidder i netværkets styregruppe og uddyber, hvorfor behovet til lige netop FanNetværket for Kvinder opstod:

“Stifterne blev klar over, at de sad med mange af de samme udfordringer som kvindelige fodboldfans, selvom de ikke holdt med de samme klubber og startede derfor netværket for at indsamle data, der kunne bakke deres oplevelser af blandt andet kønnet diskrimination på tribunerne op.”

Tidligere undersøgelser viser, at kvinder kun udgør 15 % af tilskuerne på stadion og er derfor med til at beskrive, hvordan man træder ind i en mandsdomineret kultur, lige så snart, man sætter sine fødder på et stadion.

Det skal dog siges, at tal fra DBU viser, at dette tal er steget til 30 % efter EM i 2021. Udover at sige noget om, hvor mange kvinder, der kommer på stadion, siger undersøgelserne også noget om, hvad de største udfordringer, som kvinder oplever er, og det er vilde tal, ifølge Sara Gangsted:

“I vores undersøgelse om kvindelige fodboldfans forhold fra 2023 er det slående, at 19,9 % af de adspurgte har oplevet kønnet diskrimination i forbindelse med en fodboldkamp, og endnu mere nedslående er det, at 51,2 % af tilfældene var fra en medfan.”

Selvom det er en femtedel af kvinderne på stadion, der har følt sig utrygge eller oplevet sexisme, er tallet faldende i forhold til de tidligere år. Men jeg er, ligesom Sara Gangsted, forundret over, at man som kvinde på, hvad der skulle forestille sig at være en tryg hjemmebane, har så stor chance for at føle sig utryg ved siden af sine medfans.

Netop det fik mig til at spørge Sara Gangsted om, hvorvidt de i netværket har oplevet modstand fra andre fanmiljøer eller organisationer, som jo egentlig burde være deres medspillere.

“Vi oplever stor interesse for det, vi taler højt om. Det er vores oplevelse, at mange mandlige fans ofte bliver overraskede, og nogle gange chokerede, over de oplevelser, vi kan berette om, vi selv og andre kvinder jævnligt oplever på stadion.” 

Svaret for FanNetværket for Kvinder som organisation er altså opløftende, men det tyder på, at der stadig er en del at arbejde med, når man hører deres svar om modstand som privatpersoner:

“Vi oplever dog privat stadig fordomme, uønsket opmærksomhed og upassende kommentarer, og andre af vores kvindelige medfans har også oplevet deciderede trusler i indbakken, hvis de blander sig i fodboldsnakken online, eller bare ønsker sig deres klubs trøje i en kvindemodel.”

Der bliver kæmpet en brav kamp for kvinders forhold på de danske tribuner, men noget tyder også på, at der er lang vej igen. Jeg trøster mig dog ved, at vi er en ny generation af fans, der ikke vil finde os i at føle os utrygge på egen hjemmebane, og det er FanNetværket for Kvinder et tydeligt eksempel på.

Et fælles ansvar

Der er mange voldsomme følelser forbundet med fodbold og de er ikke kun forbeholdt mænd, men alle fans.

Jeg kan godt lide, at der er et rum, hvor følelserne kan få frit spil og at alt ikke behøver være så formelt og inden for reglerne, men jeg vil ikke gå med til, at det er på bekostning af mig selv og andre. Jeg vil ikke synge med på sexistiske og homofobiske sange.

I bund og grund synes jeg også, at det er at gå på kompromis med, hvad fodbold er. For mig handler fodbold mere om at forene end at splitte, og jeg har endnu ikke oplevet, at man forener ved at tale nedsættende om andre, så jeg tænker heller ikke, det er vejen frem på tribunerne.

Sara Gangsted har derfor et godt bud på, hvordan man som enkelt fodboldfan kan bidrage til en mere inkluderende kultur:

“Det bedste, du kan gøre som medfan, er at råbe højt eller bakke op, hvis du selv ser eller oplever, at andre står i en ubehagelig situation. Selvjustitsen er en vigtig faktor, når man går til fodbold, på den måde forstået, at det også er kulturen, der skal flyttes på indefra.”

Vi kan altså forbedre kulturen til at være mere inkluderende, hvis vi tør bakke hinanden mere op, når vi ser nogen sige fra, uanset køn, seksualitet eller etnicitet. 

Tilbage står jeg på tribunen, hvor startfløjtet lyder, og intensiteten stiger. Arm i arm begynder vi at synge sange, der er et af de mange symboler på sammenhold ved fodbold. Det er også et symbol og tegn på det fælles håb om sejr vi har, og jeg håber, at det i fremtiden kan gøre, at jeg vil føle mig anerkendt som kvinde på stadion – og det er et fælles ansvar.

Tekst & redaktør: Mille Ravn Nyhauge
Visuelt: Astrid Ida Cornett