At rejse alene

At rejse alene

Hvad jorden gemmer på, er ude af min forestillingsevne, så for at få et indblik, har jeg måttet kaste mig selv derud gang på gang. Pludselig har jeg befundet mig i blommen af rejserne, jeg er blevet formet af dagene og har måttet tilpasse mig i sekunderne, der er gået. Den umiddelbare tro på mig selv har båret mig igennem alverdens situationer.

Alene i Japans skove

Hun kan ikke udtale mit navn. Jeg kan ikke finde på en måde at formidle det til hende, for vi deler intet sprog. Vi deler blot de daglige opgaver lige over. Hun deler også sin frokost med mig. Jeg tør ikke at takke nej, og desuden kan jeg kun sige tak og ikke nej. Et glas, halv cola/halv espresso og en chokoladefarvet croissant, tak til min sproglige utilstrækkelighed og tak til hende og tak til os.

At famle sig gennem det nye, møde mennesker, som man ikke har fantasi til at forestille sig findes, lægge øre til ukendte sprog. At slå øjnene op den første dag i et nyt land. At blive liggende lidt; det føles genkendeligt i sengen. At lukke øjnene igen, så det forveksles med alt andet. At åbne dem igen, så der kun er dét og dig til stede i det ukendte. Det er skræmmende, men du er stadig hjemme i dig selv, din krop og din personlighed, og du har den nu med dig ude i verden.

Alene blandt tusindvis af andre

Dagene op til gik fra følelsen af fuldstændig selvfølgelighed til fuldstændig angst. Robyn kom ikke til mig, så jeg måtte komme til Robyn – i Berlin. Og jeg kom syv timer undervejs i bus, til Berlin for første gang, og så direkte med Google Maps gennem den tyske hovedstad til den ufo-lignende koncertsal. Alene på gaden, alene i køen, alene uden den glemte billet, alene til at skubbe sig snedigt op forrest, alene blandt tusindvis, alene med Robyn. Og så alligevel ikke. For angstanfaldet, som jeg kunne kende hjemmefra, fandt vejen til mig, som jeg stod blandt de letpåklædte koncertgæster. Jeg prøvede at lade diskoens opvarmende rytmer bløde mig op. Angstanfaldet var af en kaliber, jeg ikke forstod. En time senere lå jeg på mit hotelværelse og troede, at jeg skulle dø, alene og i lårkort, i Berlin.

Alene med håb om et nyt liv

Klokken er 7.32 i mit nye parisiske liv, jeg får en kop kaffe til min danske morgenradio, mens jeg forbereder mig på dagens opgaver. At føle sig ensom på pladsen foran Notre Dame er én af dem. At dele en håbefuld, men endnu engang sprogligt utilstrækkelig jobansøgning ud til uinteresserede butiksejere er også én af dem. Sårbarheden er ekstrem, og jeg prøver at mærke efter, når jeg begiver mig derud, men som med alt andet, så kan det være svært. Jeg lykkedes ikke med at møde andre end min tilfældige sicilianske roommate i Paris, før jeg vendte hjem. En beslutning, som kom uventet for mig. En beslutning, som stod i vejen for drømmen om et nyt liv. Men selvom planerne pludseligt ændrede sig ud af desperationen over ikke at kunne få det til at fungere, så huskede jeg mig selv på ikke at føle det som et nederlag. Jeg tror ikke på nederlag, når man står alene, for dér handler man præcis ud fra egen hensigt, og ingen ærgrelse er forbundet med det. Det har jeg måttet huske mig selv på mange gange siden.

Alene i en ny hverdag

Første gang jeg blev fyldt af ren lykke, var efter en dag med nye mennesker i Florida. Kontrasten fra at have følt sig uendeligt ensom i to måneder til nu at have en gruppe af andre omkring sig har været altafgørende. Slid og hårdt arbejde, mange dage, hvor jeg lagde mig i min seng efter skole og sank hen til ensomheden. Men nu her, syv år senere, er den gruppe stadig af den største betydning for mig, men ligeså er ensomheden. Den har været min fælle, lige såvel som de har. For at rejse alene betyder at rejse med alt, hvad du selv indebærer. Det betyder at få din personlighed forstærket og blæst ud i hovedet på dig selv. Det betyder at være din egen eneste referenceramme og ikke kunne spørge nogen anden til råds. Det betyder at have tillid til dig selv.

Du skal gro, og du skal leve med dig selv. Du skal udforske, og du skal være tung om hjertet. Du skal møde andre, og du skal være langt fra al civilisation. Du skal finde stor lykke, og du skal rynke på næsen. Du skal være din nærmeste, og du skal tabe dig selv til rejsen.