En fællestekst fra redaktionen
SEIN er et sted, hvor vi fuldender hinanden ved at styrke og spejle os i hinandens fortællinger om at være til. Arendse Reeh, tidligere tekstredaktør, sammenskrev under vores produktionsstop en fællestekst ud fra tidligere SEIN-udgivelser, som et billede på, hvad SEIN betyder for hende.
Han starter altid med at spørge, hvordan jeg har det, og jeg svarer altid, at jeg har det fint.
Fint er jo sådan en stagneret betegnelse, der ikke rigtig forklarer noget om ens følelser.
På den måde giver jeg intet væk fra start af.
jeg vågner med lun luft omkring mig,
i nattrøje på terrassen;
ikke at have meget tøj på og stadig være varm
Ved Engelsbroen står en statue af Paulus med en bog i hånden. Den eneste tanke, jeg har haft den dag, er, at Paulus har læst den samme sætning siden antikken. Spanske turistgrupper og varm trafik runger på begge sider af broen. Min mor ringer. Jeg hulker, inden jeg har taget telefonen. Jeg vil fortælle hende alt, hvad jeg har i hovedet, så hun kan redde mig. Jeg kan ikke sige noget. Jeg beder hende fortælle mig noget om Danmark. Jeg tigger hende om at tale til mig. Jeg har aldrig tigget nogen om at tale til mig før.
nogen rejser sig
noget bevæger sig gennem foråret
og sætter sig i maj
Kære Elmer
en syrenbusk er sprunget ud bagved Ris Ras, og du stiller din cykel op af den
det er en af de tavse måder, du vælger det smukke
jeg har lagt mærke til neglelakken og øreringene
den mildhed, man begynder at forbinde med dig
er det en overskridelse at bemærke det,
en måde at ødelægge det forsigtige oprør?
Jeg er ikke fuld, da jeg finder vej væk fra min voldtægt. Jeg er i panik. Så jeg stikker af fra byen og finder min cykel, og mens solen står op, cykler jeg gennem Aarhus’ gader med skammen over, at jeg græder i offentligheden. For jeg græder som pisket, og jeg skriger for mine lungers fulde kraft.
kl. halv 12
tager min far mig med hjem
jeg siger ikke farvel
jeg lægger mit hoved mod hendes hoved
og siger: jeg elsker dig
jeg ligger der bare
mærker hende sove
ser på hendes halvåbne øjne
de er helt lyseblå nu
næsten gennemsigtige
som små blå planeter
Men så er det jo, du kommer. Du er en silhuet omkranset af 7-Elevens tarvelige lys, du kunne ligne en engel. Mens du krammer mig, går jeg i opløsning, og du vil snakke så længe, jeg har brug for. Jeg snakker og bliver træt af mig selv, du husker mig på, hvordan et venskab fungerer. Vi går hjem sammen, du vil passe på mig, sørge for at gråden forsvinder med natten.
din plante, der stod på altanen, havde overvintret i skuret
der var kommet blomster på.
for mig var det dig.
hvid-grønne blomster.
at sidde sammen i maj.
Hvad tænker du?