At turde tro på noget uden at vide hvad

Jeg har efterhånden skrevet om mange emner her på SEIN, og selvom det jo næsten altid er svært at formulere det, man tænker, på skrift, har jeg for det meste et ret klart billede af, hvad jeg tænker, mener og føler skal skrives ned. Det har jeg ikke nu. Det følgende bliver upræcist og ukonkret. Jeg vil skrive om at tro, om at lukke øjnene for svar og om at prøve at åbne dem igen. Det er en pointe, at det er hamrende ukonkret, for det er både det, der gør tro så spændende og vigtigt, men også svært at tale om.

Jeg vil starte med det, som for de flestes vedkommende er det første, man møder, der har med tro at gøre: kristendommen. Jeg vil starte i den kirke, hvor jeg begyndte til konfirmationsforberedelse. Jeg går i 8. klasse og har meldt mig til konfirmationsforberedelse med det for øje, at jeg er 98 % sikker på ikke at gennemføre det. Det er ud af rent princip, at jeg melder mig til. Jeg vil vide, hvad jeg siger nej til. Men jeg har faktisk sagt nej på forhånd, og jeg var der også kun en enkelt gang eller to. Det var der mange grunde til. Jeg tænker, at jeg tror da i hvert fald ikke på Gud. Jeg tror slet ikke på, at der er andet end det, vi kan se. Jeg kalder mig ateist og synes faktisk, at det meste, der har med religion at gøre, er uforståeligt og latterligt. Udover det så tror jeg, at jeg tænkte, at det var mere reflekteret at sige nej til konfirmationen end at sige ja. Jeg tænkte, at jeg da havde sandheden på min side, fordi jeg for det første ikke bare gjorde det, alle andre gjorde, og fordi jeg ikke sagde ja til noget så fjollet som at tro på noget.

Det er slet ikke så vigtigt med den konfirmation, og jeg har det helt fint med, at jeg ikke blev konfirmeret. Jeg er heller ikke gået hen og blevet kristen i mellemtiden. Jeg synes bare, det er et godt eksempel at tage fat i, fordi jeg var så stålfast. Jeg troede ikke på noget, jeg ville ikke tro på noget, og jeg ville ikke engang overveje, om jeg troede på noget. Den sikkerhed og lukkethed har jeg lige så stille prøvet at bevæge mig væk fra. Eller jeg har i hvert fald prøvet at spørge mig selv, hvorfor jeg har brug for at være så sikker i min sag og udelukke alt andet, end hvad jeg mente var sandt. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er kommet frem til. Jeg ved, at jeg har ændret mig siden den gang i 8. klasse. Udfaldet har ikke ændret sig, jeg ville sige nej til at blive konfirmeret og til, at jeg tror på en Gud med en søn ved navn Jesus. Men det er ikke det vigtige for mig i den her sammenhæng. Det, der har ændret sig, er mit tankesæt. Jeg har ikke fundet noget specifikt at tro på, men jeg har åbnet mig op for alt det, jeg ikke ved, og alt det, der er ukonkret.

Det er det, jeg mener med “noget”. Tidligere ville jeg sige: ”Jeg tror i hvert fald ikke på noget”. Nu tror jeg, jeg vil sige: ”Jeg tror nok på noget, men jeg ved ikke, hvad det er”. Det er meget svært at snakke om, og jeg synes det er svært at sige til folk, at jeg nok tror på et eller andet, måske lige frem noget spirituelt. Det der ”noget” betyder egentlig, at jeg har åbnet op for at tænke på nogle spørgsmål, jeg tidligere ville sige, at der kun var ét svar på, nemlig det logiske. Og dermed også åbnet op for nogle ulogiske svar. Jeg har ikke fundet på nogle specifikke svar til de store spørgsmål, som kunne være alt lige fra, hvordan fornemmelser opstår, hvorfor man har særlige connections til nogle mennesker, til hvad der sker, når vi dør. Det er ikke sådan, at jeg er gået væk fra logikken og så lader en religion eller noget spirituelt give mig alle svarene. Men jeg tør tænke på spørgsmålene, og jeg tør være åben for, at der kan være mange svar på dem, og at mennesker, mig selv inklusiv, sagtens kan finde ro og mening i noget, der er ”ulogisk”.

Jeg vil gerne høre om alle mulige forklaringer på, hvorfor tingene er, som de er, og det kan også involvere ting, som mit nonfirmand-jeg havde grint endnu mere af, end hun grinte af evangelierne, ting som astrologi og lignende. Jeg synes, det er virkelig sjovt og spændende at høre om, hvad andre tror på, og hvad der giver dem mening i deres hverdag, om så er at vedkende sig en religion eller at sove med en rosenkvarts under puden.

At turde i denne her sammenhæng er altså ikke det at turde vælge noget, man tror på, og så stå op for det og følge det. Det er selvfølgelig modigt, hvis man synes, man har fundet sin sti. Men for mig handler det her mod om at turde tvivle. At turde sige højt, at man ikke aner, hvad man tror på, men at man tror, der er mere, end hvad synet og logikken måske fortæller. At turde ikke at forstå, hvad fanden der foregår og derfor få lyst til at finde nogle ”større” svar, om det så er i tarotkort, bibelvers eller nogle smukke digte. Ordet “tro” er for mig i sig selv noget vaklende, noget, man har en fornemmelse af, noget tvivlende, så derfor handler det her ikke om religion, der jo som oftest har en færdigpakket fortælling og et regelsæt.

Jeg er i gang med at turde tro. Jeg er ikke ude på en eller anden spirituel rejse med et endemål. Jeg ser mig omkring. Jeg er nysgerrig, jeg undres, og jeg bliver virkelig fascineret af, hvad det kan sige om min personlighed, at jeg er skytte i ascendanten, kan det måske give mig svar på nogle sider af mig selv? Eller kan et tarotkort lagt om morgenen minde mig om noget vigtigt i løbet af dagen? Tror jeg på, at sådan nogle ting er 100 % virkelige og rigtige? Nej, men det er måske netop pointen. Det at tro behøver ikke være spørgsmål om enten-eller, om man er troende eller ateist. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke behøver at tænke så sort/hvidt, som da jeg var til konfirmationsforberedelse. Det kan godt være, at det virker fjollet sådan at ”shoppe rundt” og sende lange blikke efter alt muligt, der foregiver at kunne servere alle livets svar for en. Men jeg tror, det er sundt at kunne åbne sig for en masse forskelligt. Man skal da have fornuften med på sidelinjen, men det er sjovt ikke kun at lade logikken bestemme og også tro på tvivlen.

Hurra for alt det, vi ikke kan placere og for at åbne op og sige, at vi tror på, hvad det end måtte være og endelig på alt det, vi ikke ved, hvad er.