Bål i stuen

26. marts 2019

Som at tale to forskellige sprog. Som at blive fremmede for hinanden. Som at sætte ild til hinanden. Linnea skrev i foråret et digt om alt det, der sprænger i luften, når man skændes, som hun læste højt en varm sommeraften på Jolene bar i Kødbyen. Anton har lavet musik til, som du kan afspille, mens du læser.

Jeg hader når vi skændes. Hader når vi ikke forstår hinanden. Når du ikke forstår mig fordi jeg misforstår dig, og vi misser hinanden. Når vi taler forskellige sprog. Taler i koder. Eller slet ikke taler.

Du begynder at se på mig som om jeg er en fremmed for dig, men siger ting som kun du ved lægger sig som syre i min mave indtil et mavesår ødelægger organerne indefra.

Ting der får min puls til at slå på trommer, får min hals til at binde sig i dobbeltknuder og som får mine tanker til at slås om pladsen.

Ting der forvirrer mig så meget at jeg misbruger mine ord. Udnytter dem. Jeg kaster dem efter dig, og du kaster tilbage. Og de rammer mig. Og når jeg ikke føler at mine ord rammer hårdt nok, får jeg lyst til at skubbe til dig. Kaste med ting. Men i stedet spytter og smider vi med ordene, som patroner fra en pistol, indtil der er helt tomt i rummet. Indtil der ikke er andet end den luft der ligger tyk og forurenet mellem os. Den røg der kvæler os.

Jeg flygter når vi skændes. Flygter ned på gaden for at få vejret. Under lygtepæle der som lommelygter forfølger mig. Peger mig ud. Og stilheden. Den stilhed omkring en der får hovedet til at larme. En tinnitus. Den bærer din stemme.

Aske fra min cigaret drysser ned på mine cowboybukser. Lægger sig på mit skød. Det hele er så rodet, og jeg kan ikke være i min egen krop fordi jeg er så vred, måske mest ked af det. Vred på dig, måske mest på mig selv. Det er jo bare ikke meningen at jeg skal græde en simpel torsdag fordi du siger højre, og jeg siger venstre, men alligevel får du mig til at hade dig når jeg går under gadelamperne for at fylde min hals med røg fremfor råb, for jeg råber jo kun fordi jeg vil have dig til at lytte – og jeg hader dig jo kun nu fordi jeg jo slet ikke hader dig.

Jeg lukker øjnene når vi skændes. Lukker dem som jeg kommer op igen. Luften stadig tynd og iltfattig, så vi trækker næsten ikke vejret. Vandet koger, og jeg har lyst til at råbe det til dig, fortælle dig det, sige noget til dig. Men jeg undgår dig og slukker komfuret.

Jeg vil så gerne sige undskyld bare for at komme af med den tinnitus. Bare for at kunne få vejret igen.

Og jeg vil så gerne tilgive dig for ikke selv at kunne sige undskyld. For ikke at kunne finde ud af det her og for at kaste så hårdt med ordene. Men jeg lukker bare øjnene og venter på at vi begge har glemt det meste af det.

Jeg er ked af at vi skændes. Ked af at vi når at blive fremmede i vreden. Ked af det rod vi laver omkring os. Og ked af at vi evigt og altid skal sætte ild til hinanden før vi ved hvor meget vi begge egentlig brænder for det her.

Hvad tænker du?

  1. Nanna siger:

    Så fint, Linnea <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *