Bag om ‘Bad Choices’ med Barbro

Som at flyde med en genkendelig tankestrøm
Jeg fanger Barbro over telefonen, to dage inden de begynder deres efterårsturné rundt i Danmark. Det er tankerne bag denne tour og tilblivelsen af albummet ‘Bad Choices’ fra april 2023, jeg er nysgerrig på.

Barbro begyndte at skrive sange i de tidlige teenageår. De fyldte sine Moleskin-notesbøger med tekster og digte og indrømmer i dag, at noget af ”alt det shit”, de fik skrevet ned dengang, faktisk stadig kan bruges: ”Jeg har stadig notesbøgerne, og jeg bruger dem nogle gange, når jeg skriver sange. Der er en vis ærlighed i sådan en tweenager, som er svær at give sig selv lov til at have nu.”

En skarp vokal, ærlige tekster og klangfarven fra en teenagers melankoli er nogle af grundene til, at jeg gang på gang trykker afspil på albummet ‘Bad Choices’. Og netop melankolien gør albummet særligt passende at lytte til i blæsevejr, i S-toget eller efter solen er gået ned. Den er et rum, hvor der er plads til de simple, men store følelser – som på dets titelnummer.

”Sangen ‘Bad Choices’ handler om de valg, man selv har eller ikke skulle have truffet. Og de valg, der bliver truffet på vegne af én – af samfundet eller regeringen. Der sker bare ingenting i forhold til klimaet. Alt brænder og oversvømmes, og der er så mange beslutninger, der bliver værre og værre, hver gang man tager dem op. Samtidig prøver sangen også at tegne et billede af en nyttesløs selvmedlidenhed.”

Albummet rummer ambivalens og intimitet, der for mig føles som at flyde ad en genkendelig tankestrøm, og dette spejler sig i albummets tilblivelse. Barbro, der tidligere i sin karriere har været en del af forskellige musikalske projekter, havde brug for at være mere sig selv. Albummet kom fra et ”alenested”, og meget af Barbros kreative proces handler om ro og fordybelse ved at lytte og skrive. Alenehed kan dog tage mange former.

”Jeg har faktisk skrevet en del af albummet på farten. Jeg tog ud at rejse og har blandt andet siddet og skrevet i toget rundt i Europa. Jeg prøvede at sætte nogle koncerter op, spille nogle nye ting hver aften og prøvede en masse ting af. Jeg tror, at i den ensomme, introverte proces er der også et behov i mig for at mærke respons. For jeg kan rigtig godt lide at spille mine ting for folk, mens de er under proces; mens de er i gang med at blive udviklet.”

Koncertens mange ansigter
For Barbro har det at spille live flere facetter. Koncert-situationen er både et givende rum i sangskrivnings-processen og et kæmpe frikvarter i deres liv generelt. Men det er også en svær og udmattende situation at være i. Efter en hjernerystelse, de pådrog sig for halvandet år siden, besluttede Barbro sig for aldrig at spille live igen. Pladeprocessen havde været rigtig hård, og de havde ikke lyst til at være et kendt ansigt. De var med egne ord fuldstændig nedbrudt og færdig med det.

”Jeg tror, at til koncerterne i skriveprocessen, brugte jeg meget det at spille for folk, der ikke kendte musikken så godt. Det var en kæmpe befrielse at komme lidt ud af Danmark, ud af mit eget hoved og komme nogle steder hen, hvor der ofte ikke var nogen, der forventede de ting, der ellers var blevet lovet på mine vegne i Danmark.

Samtidig er det også en ret intens formidling af sig selv at skulle spille live. Lige i den periode med hjernerystelsen var det rigtig hårdt at skulle genleve de følelser, jeg havde haft, mens jeg havde skrevet sangene, foran folk. Jeg følte mig meget som sådan en cirkusklovn. Jeg havde også klovne-makeup på i en periode. Så jeg prøvede at kigge mod de kunstnere, jeg ser op til og så rigtig mange live videoer af dem. Og jeg fandt altid frem til nogle meget 90’er-grungy-folk-der-står-nede-i-en-kælder-og-spiller-for-fem-venner-koncerter, og det er den ultimative koncert for mig.”

Trods de modstridende følelser vendte Barbro tilbage til live-scenen igen. Og i foråret var det denne mere grungede koncert, der fængslede mig på SPOT Festival. En nedtonet, men enormt virkningsfuld musik-oplevelse. Jeg gik derfra med følelse af, at alle i publikum havde oplevet koncerten i et skær af eget følelsesliv. Som havde musikken og Barbros tekster hevet hengemte minder om både fornøjelse og fortrydelse ud af os alle som en slags omsorgsfuld dementor.

Ambivalensen er noget, vi er fælles om
Det ambivalente billede, der bliver ved med at dukke op i vores snak om kreativ proces og tilblivelsen af albummet, tegner sig også i deres forhold til interviews, presse og det at være et kendt ansigt.

”Jeg er generelt ret dårlig til billeder og til kameraer, og at folk skal kigge på mig. Det, tror jeg både, er noget, jeg godt må own’e og være ‘sådan er jeg bare ikke.’ Samtidigt er det også noget, jeg gerne vil arbejde med, fordi jeg ved, at noget af det kommer fra kropsdysfori og usikkerhed. Så det har igen en dobbeltsidethed.

Jeg kan godt lide at snakke om musik, og jeg kan egentlig også godt lide at snakke om mig selv, men det er svært at snakke oprigtigt, hvis man ikke selv føler sig hel. Jeg følte en trodsighed omkring det hele. Jeg kan bare godt lide at spille guitar. Hvorfor fuck betyder det så, at jeg også skal være godt til at give interviews eller få taget billeder.”

Og dér må jeg erkende mig skyldig. Jeg vil have hele Barbro. Jeg vil bag om musikken, bag om personen, bag om følelserne. Men det er høje krav at stille, når netop det, der er kraftfuldt ved deres musik, er indrømmelserne, usikkerheden og omsorgen for én selv og andre. Med andre ord er musikken helende, når vi som Barbro ikke selv føler os hele. Den kan trøste, skælde kærligt ud og minde et vajende publikum om, at vi er fælles om ambivalensen.

Tekst: Astrid Hein Ernst 
Foto: Mikkel Nielsen
Redaktør: Laura Rye Bislev