Bedst. Bedre. God nok

12. december 2017

Barbara har et ømt punkt. Lige mellem maven og hjertet. I punktet sidder en frygt for ikke at være god nok. En følelse af at skuffe sig selv. At hun ikke er den bedste udgave af sig selv. Nogle gange vokser frygten i punktet, og nogle gange kan hun holde den nede og berolige den. Måske er der andre, der kan genkende hendes beskrivelse. Og måske er der andre, som også har et punkt, der gør ekstra ondt.

Illustration af Frida Sønderlev Hansen

Jeg er en del af en generation, der har alle muligheder i verden. En generation, der har mulighed for at danne sig på både personlige og faglige planer. Men som også er hårdt ramt af både angst og stress. Jeg ved ikke hvorfor, og måske har de psykiske lidelser altid været der, det er bare først nu, de har fået navne. Men jeg har en teori om, at lidelserne kommer fra et bestemt punkt. Et punkt, der ligger indeni os alle sammen. Hos mig sidder punktet lige der, hvor ribbenene går op i en spids. Et sted mellem maven og hjertet, hvor jeg bliver bange for, at jeg snart bliver kvalt i mine egne følelser. Punktet er en frygt. En frygt for ikke at være god nok, at skuffe mig selv og mine omgivelser. Og jeg har en teori om, at vi er mange, der går rundt og mærker punktet. Jeg har brugt utrolig mange kræfter på at skabe en tilværelse for mig selv, jeg holder af at være i. Men i den tilværelse bliver jeg også nødt til at gøre mit bedste hele tiden. Og nogle gange er mit bedste ikke godt nok.

Jeg ville ønske, jeg en gang imellem kunne tage en pause fra hele tiden at se mig selv udefra. Tænk, hvis man bare én enkelt dag kunne gøre tingene halvt, uden at der var konsekvenser for ens handlinger. Så ville jeg bingewatche Stranger Things, spise peanutbutter direkte fra glasset og lade være med at gå i bad. Jeg ville melde mig syg på arbejdet, ryge cigaretter på værelset og lytte til de samme podcasts igen og igen helt uden at få dårlig samvittighed.

Jeg tror, de fleste af os ønsker at være den bedste. Ikke bedre end alle andre, men den bedste til at være os selv. Jeg har ofte dage, hvor jeg bliver ved med at falde. Jeg rejser mig igen og fortsætter. Det kan være, at jeg har glemt at bestille vigtige varer til mit arbejde eller er kommet til at rive hul i mine jeans. Jeg rækker ud efter noget og kommer til at vælte en kop på vejen. Ting, man selvfølgelig ikke gør med vilje, men bare synes er så dumme, og så kommer man til at hade sig selv en lille smule. Og så er der de lidt større fejl, der virkelig kan rive ens selvtillid i bund. Man får ikke det job, man så inderligt ønskede, man bliver uvenner med sine venner, og man kommer til at drikke sig fuld, selvom man skal arbejde tidligt næste morgen. Så sidder man der på badeværelsesgulvet med bræk i håret og et åndedræt, der stinker af dårlige beslutninger.

Jeg tror, de fleste af os ønsker at være den bedste. Ikke bedre end alle andre, men den bedste til at være os selv.

Men sådan er livet nogle gange. Vi falder, slår os, men vi rejser os altid igen, og næste gang, vi falder, er det, som om det ikke gør nær så ondt, og det bliver nemmere og nemmere at rejse sig igen. Men frygten vokser stadig og prøver at overbevise mig om, at jeg ikke er god nok. Ligesom en mavepine kan føles som en dej, der hæver indeni os, og jo mere dejen hæver, jo mere presser den på dine organer, og smerten vokser. Ligeså vokser den frygt i løbet af en dag, hvor jeg falder og falder, samtidig med at jeg bekræfter mig selv i, at jeg ikke er god nok.

Der er også de dage, hvor jeg bare er så glad for mig selv. Så synes jeg, at jeg er mega sej, fordi jeg altid har insisteret på at lave det, jeg har lyst til. Det er også de dage, jeg kigger mig i spejlet og elsker det, jeg ser. Så roser jeg mig selv for at være et godt menneske. Men lige bagefter skammer jeg mig over at kunne lide mig selv, fordi ingen kan lide en, der er for selvglad. Og så bliver det ofte de dage, hvor jeg ser mig i spejlet og i stedet hader mit udseende. Så tænker jeg, at jeg er grim og tyk og for bleg, og at jeg hader min hud, og så klør den, og når jeg klør i huden, væsker den med magtesløshed, og væsken løber ned af mine ben, og så står jeg der på gulvet i en kæmpe pøl af mit eget selvhad, og punktet mellem hjertet og maven skriger, indtil lungerne punkterer.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, tak for at forklare det alt det der også sker indeni mig!

  2. Pauline siger:

    Helt enig med Marie, det rammer ganske enkelt plet hos mig også – tak fordi du får mig til at føle, at jeg ikke er alene!

  3. Julie siger:

    Har sjælendt relateret så meget til noget. Især det om at få helt dårlig samvittighed når man endelig har en dag hvor man syntes man er for nice?? Det er simpelthen så ærgerligt at gå rundt og have det sådan, og så så vigtigt at sætte ord på! så tak!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *